Det kneb med morgenbrød her til morgen, men Nicolai nåede lige at få det sidste halve franskbrød, så morgenmaden blev reddet.

Ovenstående ses til venstre et oversigtskort, visende halvøen Peljesac, der helt inde ved fastlandet er befæstet med en mur hele vejen tværs over øen. I den venste side af kortet ses øen Korcula, som man sejler til fra byen Orebic på Peljesac. Der er tale om en meget kort tur, som ses på kortet til højre. På venstre kort kan man også se den bid, som Bosnien har fået for at få adgang til havet, og som deler Kroatien i to dele.

Efter morgenmaden blev vognen pakket ned og vi kørte ind mod Orebic centrum, hvor vi fandt en P-plads nær havnen. Så var det tid til at tage en af Lones hundeinvesteringer i brug. Ud fra bagagerummet fandt vi en 3-hjulet Pet-Roller frem, som blev samlet, så hundene kunne køres i den, når de blev trætte eller fik det for varmt. Fra havnen tog vi en lille motorbåd over til øen Korcula, hvor "hovedstaden" også hedder Korcula.

Byen Korcula, der minder meget om Dubrovnik, består af et gammelt fæstningsværk præget af venetiansk arkitektur helt tilbage fra 1400-tallet. Indenfor murene ligger stenbebyggelsen tæt med trange smøger, kirker og torve.

En af Europas store opdagelsesrejsende, Marco Polo, der er født den 15. september 1254, menes at være født i Korcula, der på den tid under Venedigs herredømme. Han fødtes ind i en meget rig og aktiv handelsfamilie bestående af faderen Niccolo og faderens broder Maffeo, der havde etableret en handelsstation på den dalmatiske kyst. Det er dog ikke 100% sikkert, om fødestedet er korrekt, for til hverdag boede familien i Venedig, som var datidens økonomiske centrum. En ting står dog fast, nemlig at Marco i 1298 blev taget til fange under et af tyrkernes angreb på byen.

Marco Poloopholdt sig i 17 år i Kina, hvor han blev en af Kublai Kahns vigtigste rådgivere. Marco Polo døde i 1324.

Vi gik lidt rundt om bymuren, fandt først en lille bod, der solgte Slivovic og nogle pæne lommelærker. Nicolai havde længe snakket om, at han gerne ville have en lommelærke til næste skiferie, så her viste muligheden sig. At den så var fuld af slivovic, gjorde det jo ikke ringere. Nicolai kunne dog ikke lide indholdet og ville hælde det ud, men blev skyndsomst stoppet. Så fandt vi en souvenirbutik, hvor Camilla fik en sjovt keramik/ståltrådsdyr. Nu var det tid til at begive sig ind i den gamle bydel bag muren. Bydelen er opstået som mange af de andre Kroatiske kystbyer, først anlagt på en ø. Så tæt bebygget, og endelig gjort landfast med det øvrige land.

Vi slentrede rundt og kiggede på byen. Først langs bymuren, hvor der var masser af små­restau­ranter, med borde helt ude ved muren, så man sad og kiggede ud over vandet. Men det var for tidligt at spise, så vi fortsatte rundt, og blev kort efter passet op af en ameri­kansk dame, der faldt vores 2 hunde, der nu blev kørt rundt i deres vogn. Hun var fra San Francisco, men havde ikke været hjemme i længere tid, da hun havde turet rundt i Europa.

Så var det blevet spisetid og vi begav os atter ned til bymuren, fandt et pizzaria med storslået udsigt over havet mod Orebic. Vi fik forskellige pizzaer, som vi delte på kryds og tværs. De var alle mægtig gode. Mens vi spiste, kom en due listende bagfra på brystværnet ind mod Camilla, som blev meget forskrækket.

Så var det tid til at vende tilbage til Orebic, men der skulle lige købes endnu et keramik/ståltrådsdyr samt en del postkort til familie og venner i Danmark. Turen endte på havnen og efter en kort ventetid kom der en lille motorbåd som tog os, samt 8 andre, med tilbage til fastlandet.

Vi betalte 4 Euro for at holde på P-pladsen, men da den lille P-vagtdame ikke kunne give tilbage, så ville hun give Kuna i stedet. Jeg sagde den ekstra Euro var til en kop kaffe, og det var meget svært at overbevise hende, men til sidst takkede hun dog.

Vi kørte gennem Orebic, handlede i en Konzum samt grøntsager i en bod på pladsen ved siden af.

Videre gik det mod Ston, men ca. 4 km før vi ankom til byen, så vi et skilt til Camping Prapratno, hvorefter vi drejede af.

Hernede i bunden af en bugt lå så en campingplads ud til en offentlig strand med noget så sjældent som en rigtig sandstrand. Vi fandt også andre danskere, da der var mindst 5 campingvogne og en enkelt autocamper på pladsen. Det var de første danskere siden vores overnatning i Zagreb.

Pladsen har et godt lille supermarked, en restaurant og flotte bade/toiletbygninger. Der er ca. 270 pladser beliggende i et stort grønt område med en del store skyggegivende træer.

Vi fandt os en plads, fik sluttet strøm til bilen, rullet markisen ud, og i øvrigt gjort klar til eftermiddagsdrinks. Det var dog blev lidt sent, da klokken var 17.30. Vi var dog ikke sultne efter pizzaerne i Korcula, så vi ville først tage en badetur. Desværre måtte Coco og Louis ikke komme med på den offentlige strand, så vi delte os op. Først badede Nico og Mille, mens vi gav hundene et hundebad i en af badebygningerne. Så skiftede vagten og det blev Lone og Flemmings tur til et forfriskende bad. Vandet var lunket nede ved bunden, mens overfladen var dejlig kold.

Aftensmaden, der blev indtaget kl. 20.45, blev en let tun-salat med kogte æg.

Søndag den 5. juli 2009

Flemming hentede morgenbrød, men desværre havde markedet ikke rundstykker, men kun almindelige brød til at skære op. Efter morgenmaden blev Speedy pakket sammen og vi forlod pladsen ved 10-tiden og kørte ind mod fastlandet.

Det blev dog kun en tur på nogle få km, da vi kort efter holdt et kort stop i Veliki Ston.

Halvøen Peljesac burde egentlig være en ø, men den er forbundet til fastlandet mod øst med et meget smalt stykke land. På den sydligede side ligger byen Veliki (stor) Ston med ca. 600 indbyggere, mens der på den nordlige ligger en lille bebyggelse Mali (lille) Ston med blot omkring 150 indbyggere.

Man mener, at allerede romerne udvandt salt i de lave vandområder ved Ston, og denne produktionen finder stadig sted i dag. I 1333 besluttede Republikken Ragusa, det nuværende Dubrovnik, at halvøen skulle beskyttes mod fjender fra fastlandet og man påbegyndte opførelsen af en fæstningsmur tværs over halvøen. Muren, der går op over Sv. Michaels Bjerg, er 5,5 km lang og forsynet med 41 tårne, 7 bastioner og 2 fæstninger. Det anses for at være et af de største fæstningsværker i Europa, og trods bombninger i 1991, er muren meget velholdt.

I september 1996 ramte et jordskælv Veliki Ston og ødelagde store dele af byen, men det nærliggende Mali Ston stort set ikke blev berørt. Der ses dog ikke spor af ødelæggelserne længere.

Vi slentrede lidt rundt i byen, men ingen af os havde lyst til at tage en vandring op på muren, da det var næsten 30 gr. I stedet kørte vi et lille stykke videre til Mali Ston, den lille by ved murens vestlige afslutning.

Mali Ston er dog så lille en samling huse, at vi blot kørte en tur frem til havnen, men ellers kørte videre.

Vi var blot nogle få km fra hovedvejen Dubrovnik-Split, som vi snart efter drejede ind på. Kort efter passerede vi atter grænsen til Bosnien, hvor vi tankede diesel, som er noget billigere end i Kroatien, og hvor vi også brugte vores sidste Bam i Konzum. Her forelskede Nicolai sig i gaveæske indeholdende en flaske Jägermeister med 2 tilhørende glas, som han mente ville pynte på hans værelse. Så udover diverse andre drikkevarer, så blev der også lige råd til den eftertragtede gaveæske.

Så gik det videre, atter ud af Bosnien, og nu med kurs mod Drevnik, hvorfra vi skulle med færge til øen Hvar.

I Nevretna-deltaet holdt vi dog lige ind til siden ved en bod og købte diverse grøntsager, frugt og en flaske hvidvin. Vi fik en masse for blot 100 Kuna.

Kort efter deltaet havde vi faktisk mulighed for at komme ind på motorvejen, som nu er ført helt herned, altså et pænt stykke syd for Split. Men da vi kun skulle yderligere knap 30 km tog vi den gamle kystvej og kl.13 kørte vi ned til færgelejet i Drevnik. Vi købte billetter for 316 kuna, der dækkede en autocamper over 7 meter og 4 personer. Mens vi ventede på færgen, næste afgang var 13.45 spiste vi frokost og kort efter anløb færgen og vi kørte ombord.

Sejltiden var ca. 40 minutter og så lagde vi til i Sucuraj, hvor vi kørte fra borde som bil nr. 3. Ikke fordi der var få biler ombord, men fordi vi var heldige at komme til at holde i midterste række af 5 rækker.

Vi gjorde ikke holdt i Sucuraj, men fortsatte 4 km videre af vejen mod vest. Efter de 4 km kom der et skilt, der viste ned til Camping Mlaska. Der er tale om en mindre plads helt ned til vandet, og som er delt op i to afsnit, dels et FKK-(naturist)afsnit og dels et afsnit for tekstilere. Vi prøvede først at få plads på FKK-delen, men det var umuligt. Dernæst prøvede vi på den almindelige del, men heller ikke her havde vi heldet med os, så vi måtte forlade pladsen igen og køre ud på øens hovedvej, der går på langs af den langstrakte ø. Vi havde kørt samme strækning i 2002 og Flemming kunne godt huske at der var næsten 60 km smal og ujævn vej indtil man havde passeret byen Jelsa.

Den øvrige del af selskabet havde glemt det og bandede over at vi havde taget denne rute, og de bandede også over, at det gik så langsomt, for man må kunne køre 40 km på hele stykket. Vi kom dog af og til op på næsten 60 km, så turen frem til Jelsa tog kun 1½ time.

Efter Jelsa kørte vi til Vrboska, hvor vi kørte ind på Camping Nudist, navnet fortæller selv, at der er tale om en FKK-plads. Vi havde også besøgt pladsen i 2005?, men da var der ikke nær så mange campister som nu. Vi fandt dog en god plads med udsigt over sundet mellem Hvar og øen Brac.

Vi pakkede Speedy ud og spiste en dejlig kold vandmelon, der havde ligget i køleskabet fra dagen før. Køleskabet fungerer ikke optimalt ved de høje temperaturer, så vi kan kun komme ned på 15-16 grader i skabet, og det slev om vi har monteret en blæser på selve fordamperen på bagsiden af skabet. Måske er det ved at være tid til at få efterset skabet?

Så var det en tur i havet og dernæst begyndte vi på aftensmaden.

Aftenen blev afsluttet med et spil kort og Lone og Flemming luftede hunde ved 23-tiden. Solen var gået ned i en "sæk", så gad vide om den står op i en "bæk" i morgen? Det vil sige, at vi måske får regnvejr. Lad os se og lægge planer afhængig af vejret.

Mandag den 6. juli 2009

Hundene sov til kl. 7 og ville så gerne luftes. Det er jo nemt, når man er på en naturistplads. Ikke noget med at finde bluser, nederdel og bukser frem, men blot en rem i dyrene og så af sted. Lone og Flemming kombinerede dog luftningen med et morgenbad i det friske Adriaterhav samt afhentning af morgenbrød i mini-markedet.

Så blev der spist morgenmad og atter badet i havet, inden vi forlod pladsen. Mens vi badede kom der en fisk og nappede Flemming i ryggen, så han kom med et lille overrasket hvin. Børnene havde ikke været så begejstrede for en naturistplads. De var blevet teenagere og ville ikke længere smide klunset, så vi havde besluttet at køre videre til byen Hvar.

Lige efter vi var kørt ud af porten, kunne Flemming ikke finde sine solbriller, og ved sidste bad havde han placeret dem i sine Crocks. Lone ville være flink og havde taget brillerne op af skoene og lagt dem på klipperne, så havde hun sat skoene, så Flemming kunne træde lige ned i dem efter havbadet. Og så blev brillerne glemt. Vi vendte kareten og Lone smuttede ind på pladsen, ned på klipperne, og heldigvis var brillerne der stadig.

Dagen var ikke startet i en bæk – altså med regnvejr som Flemming havde forudsagt, men undervejs til Stari Grad tronede nogle mørke skyer op og der kom enkelte lyn og buldren af torden. Det blev også til lidt regnvejr.

I Stari Grad smuttede Flemnming ind på Jadrolinijas billetkontor for at checke afsejlingstider til Split. Der viste sig at være to gode afgange, enten 11.30 eller 13.00. Herefter fortsatte vi mod byen Hvar. Det var overskyet, men for at komme til byen, skulle man gennem en godt 1500 meter lang tunnel og da vi kørte ud på den anden side, så skinnede solen fra en skyfri himmel.

Der var nu kun få km til Hvar by og fremme fandt vi først en P-plads, hvor vi ikke kunne være, men straks efter en anden, hvor der var masser af plads. Vi gjorde hundevognen klar, puttede hundene ombord og rullede ind mod Hvars torv.

De syv århundrede gamle mure er stadig synlige, og det samme er mange af de flotte huse og offentlige bygninger fra 15. til 17. århundrede.

I løbet af 1800-tallet blev militærbasen nedlagt og by og ø startede en ny tilværelse som turistmål.

Der blev således allerede i 1868 etableret et turistkontor i byen, et af Europas første.

Vi startede med en gåtur på torvet, som er meget smukt. Pludselig var der en pige med rygsæk, der faldt ned af et trin, som hun ikke havde bemærket. Hun skreg som en gal, og Flemming prøvede at kommunikere med hende. Til alt held havde hun en ven med, som straks kom til hjælp, tog over og fik snakket pigen noget til ro. Senere så vi hun blev afhentet af en ambulance, og vort gæt var, at hun nok desværre havde brækket benet.

Vi fortsatte lidt rundt i byen, så teateret og ved havnen holdt vi en lille siesta, så hundene kunne få noget at drikke. Her var der nogle englændere, der gerne ville fotografere hundene, og det gentog sig også på havnepromenaden. Det er nok et par af de mest fotograferede hunde i Kroatien, for det var ikke første dag, folk havde spurgt, om de måtte tage et par billeder af englebasserne, altså hundene.

Vi fandt en italiensk restaurant på havnefronten, hvor vi spiste frokost. Den var ikke billig i forhold til andre steder vi havde spist, men stadig langt under det almindelige Danmarks-niveau.

Så var det tid til at fortsætte mod byen Vira, der ligger ca. 4 km nord for Hvar by. Vi checkede ind på den nyrestaurerede plads, og fik en prægtig plads i første række med udsigt til en dejlig bugt.

Vi installerede os og begav os til havet for en svømmetur. Det endte med at vi delte os, for børnene ville bade på den officielle badestrand med grus, men her var der ikke adgang for hunde, så Lone og Flemming fandt et andet sted at kaste kroppene i havet. Hundene var også i bad og efter dette var de i "Pet-shower", hvor de først begge værgrede sig, men efter en kort stund dog fandt det meget behageligt.

Eftermiddag og tidlig aften blev så brugt til hygge og læsning, inden der blev lavet sen aftensmad.

Der blev IKKE spillet kort, men atter læst romaner, inden vi gik til køjs ved 23-tiden.

Tirsdag den 7. juli 2009

I løbet af natten var der åbenbart nogen, der havde syntes, at vores klimaanlæg larmede for meget, for Flemming vågnede kl. 01.30 til en forfærdelig stilhed. Var der gået en sikring? Ud og checke, men det var vores ledning, der var taget ud af stikket. Heldigvis var det opdaget så betids, at køleskabet havde beholdt kulden. Stikket i igen, men med slukket aircon. Heldigvis var det ikke så varm en nat, at vi ikke kunne sove.

Hundene blev luftet kl. 6.30, men ellers sov vi til kl. 9, hvorefter der blev købt morgenbrød og spist morgenmad.

Vejret var solskin uden skyer, så vi besluttede at blive en dag mere på pladsen.

Vi hyggede, læste og badede og kl. 19.00 gik vi til pladsens restaurant, hvor Nicolai fik en pizza, Lone en grillet fisk, mens Camilla og Flemming delte en grillplatte. Alt var helt i top for kun 520 kuna inkl. drikkepenge.

Onsdag den 8. juli 2009

Vi stod tidligt op, var I markedet da det åbnede kl. 7.30, spiste, pakkede vogn og kørte til tømmepladsen, hvor vi tømte begge spildevandstanke og fyldte nyt drikkevand på bilen. Så kørte vi til receptionen og betalte. Samtidig fortalte vi, at vi havde oversat pladsreglementet til dansk, og at vi ville sende det til hende, når vi fik netforbindelse. Hun blev meget glad, for vi skal da gerne have flere danskere til Kroatien.

Vi kørte til Stari Grad, hvorfra vi skulle sejle til fastlandet. En billet til en mere end 7 meter lang autocamper + 4 personer kostede knapt 1.000 kr.

Vi ventede en god times tid og imens var Nicolai og Flemming i et lille butikscenter med et stort supermarked, hvor der blev handlet til frokost og aftensmad.

Vi kørte ombord kl.10 og kl. 10.30 var der afgang mod Split.

Under overfarten, der varede 2 timer, købte vi sandwich og drikkevarer, så det tidligere indkøbte brød og pålæg må så vente til i morgen.

Efter at have forladt færgeterminalen, kørte vi mod Trogir, for det var i den retning det næste mål lå. Vi skulle nemlig se den romerske ruinby Salona, der var forløber for byen Split, og som i dag kaldes Kroatiens vugge. Vi har tidligere besøgt Split, som er en fantastisk dejlig by, men den gang missede vi et besøg i Splits forgænger, hvilket der nu skulle rådes bod på.

Vi fandt let ruinbyen, men der var desværre ikke adgang for hunde. Det betød, at først Camilla og Flemming kiggede på område og dernæst Nicolai og Lone.

Salona er en gammel illyrisk by fra det først årtusind e.Kr. Da romerne erobrede byen omkring 40 e.Kr., blev den hovedstad i den romerske provins Dalmatien. Da byen var på sit højeste havde den 60.000 indbyggere hvilket er 3 gange mere en Pompeji havde. Da den romerske Kejser Diocletian trak sig tilbage, opførte han et monumentalt palads i nærheden af byen, det der i dag kendes som Diocletians Palads og som indgår i centrum af Split. Salona blev ødelagt af avarer og slaver, da disse invaderede landet omkring 640. Der er udgravet betydelige rester af den romerske by, bl.a. et amfiteater med plads til 20.000 tilskuere, et teater og termer. Blandt de mange ruiner af kirker fra 300-500  e Kr. er flere mausoleer og martyrkapeller, to baptisterier samt 12 sognekirker, kirkegårdsbasilikaer og en 5 buet bro, hvor floden Salona tidligere flød under.

Det var et meget spændende sted med tydelige ruiner af hovedkirker, amfiteater og teatret. Da Camilla og Flemming var færdige, skulle de lige have noget vand fra en fontæne, og da Flemming bøjede sig ned, faldt hans kamera ud af lommen og røg ned på stenbroen. Det kunne det ikke holde til, da det gik delvist fra hinanden. Flemming prøvede efterfølgende at samle det, hvilket lykkedes, men apparatet virkede stadig ikke. Heldigvis havde Camilla og Lone stadig deres kameraer i behold.

Så var det Nicolai og Lones tur til at være inde på området, og imens var Camilla og Flemming på den lokale Konoba, hvor de fik cola og øl. De sad så tæt på Speedy, at de havde kunnet lade vinduerne stå åbne, så vognen blev lidt afkølet.

Efter et par timer på stedet kørte vi videre først mod Trogir og dernæst mod Primosten, hvor vi havde udset os Camping Adriatic som dagens mål.

Vi ankom ved 17-tiden, og blev modtaget af en tysker fra Stastedt i Bayern. Han var født på Fænø i en flygtningelejr, men var flyttet tilbage til Tyskland, da han var 4 år, så han kunne intet huske fra den tid, ligesom han ikke snakkede dansk. Der var tale om et par pensionister, der havde været på farten i ½ måned og nu havde 5½ måned tilbage, inden de skulle tilbage til Tyskland. Der var tale om en rigtig hyggelig og snaksalig fætter.

Vi pakkede ud og drak champagne og kastede os dernæst i havet. Hundene fik 2 svømmeture hver.

Så var det tid til besøg i supermarkedet, hvor der blev købt drikkevarer og så havde vi besluttet os for at købe aftensmad i strandbaren, der så ud til at lave nogle gode cevapcici med pommes og brød. Mens kokken lavede maden fik Nicolai og Flemming en lille Ojzusko-øl hver. Samtidig blev der snakket musik og knallerter med kokken, der var uddannet mekaniker.

Maden blev båret tilbage og smagte fortræffeligt med Karlovascko-øl til.

Senere på aftenen blev der spist Carte d’Or Straciatella is og spillet kort.

Torsdag den 9. juli 2009

Vi forlod Adriatic kl. godt 9 og kørte mod Sibenik, hvor vi drejede mod Knin, da vi ville se et af de nordligere vandfald i Krka Nationalparken. Målet var nærmere betegnet vandfaldene ved Roski Slap, da vi tidligere havde set de flotte fald (Skradinski Buk) ved floden Krka’s udløb. Det var noget af en køretur ad små veje, med marker med minefare på begge sider, men det var det værd, for vi kom til et grønt paradis med Krka-floden løbende ned igennem.

Vi har tidligere besøgt parken, men det var nærmere flodens udløb, hvor der er mange turister. Her, et stykke oppe ad floden, er der ikke nær så mange turister.

Vi tog en længere gåtur, og var bl.a. inde at se et kompleks med vandmøller, hvor man viste hvorledes man malede majs til majsmel. Der var også nogle "gryder", som man havde brugt til at vaske tøj i. Meget smart. Efter den gode gåtur købte vi 4 skinke/ost-sandwich og drikkevarer, hvilke kom til at udgøre vores frokost.

Vi var vel på stedet omkring 3 timer, hvorefter vi fandt tilbage til den nord/syd-gående motorvej, der nu slutter ca. 40 km syd for Split. Vi drejede nordover og kørte mod Zadar, hvor vi efter ca. 75 km’s kørsel drejede af og fandt frem til Novigrad, hvor vi ville campere på Camping Adriasol, som vi også var på i 2006. Pladsen var tidligere opdelt i en uofficiel FKK-del og en tekstil-del. Pigen i receptionen gav os en plads, hvor vi kunne bade tekstilfri, men det viste sig senere, at det var der så få der gjorde, så Lone var ikke med på den.

Vi fik velkomstdrink, og snakkede om at spise tidligt, da nogle i selskabet var sultne. Vi startede med en sildemad, hvorefter vi lavede almindelig aftensmad, der var grillbøffer med gnocci, bønner og agurker.

Efter maden gik vi til den almindelige strand, hvor hundene kunne soppe, hvilket de nød. En ældre tysk dame mente, at stranden var for børn og ikke for hunde, men da der ikke var skilte, der forbød vores hunde at bade, så lod Flemming som om han ikke forstod hende. Senere var vi en tur på den "lokale" strand, hvor der var en enkelt FKK’er, så måske kaster vi os også ud i det i morgen tidlig.

Resten af aftenen gik med brygning af koffeinfri-kaffe med småkager og cognac.

Fredag den 10. juli 2009

Hundene får os atter tidligt op. Kl. 6 vil Coco gerne ud og luftes og Louis følger nødtvungen trop. Så tilbage under dynerne og forlænge morgensøvnen med et par timer. Vi havde masser af gammelt brød, hvoraf vi fandt det bedste frem til morgenbrød. En del var mugnet, men der var rigeligt tilbage til morgenbordet.

Vi fik ikke FKK-morgenbadet, men gjorde hurtigt klar til at forlade Adriasol. Vejret var høj solskin, ingen skyer og 28 grader – det skulle senere ændre sig.

Vi kørte til nærmeste tilkørsel til motorvejen og kørte mod Zagreb/Rijeka. Det første stykke af motorvejen slyngede sig op over Velebit-bjergene, for at komme ind til højsletten bagved. Det er et fantastisk stykke ingeniørarbejde med broer og tunneller i massevis og serpentinesving, så store som det nu kræves på en motorvej. Snart var vi dog kommet over bjergene og på sletten var der nu overskyet. Senere dalede temperaturen til 12 grader og det begyndte at regne, så det var noget af et temperaturskifte. Lone trak i strømper, sko og trøje.

Vi havde snakket om at dreje fra motorvejen ved Senj og så tage kystvejen det sidste stykke til Rijeka, men vejret taget i betragtning, og det faktum, at det gik meget hurtigt nordpå på motorvejen, gjorde, at vi besluttede at fortsætte på motorvejen. Kort efter at motorvejen delte sig mod Zagreb og Rijeka, hvor vi valgte Rijeka, kørte vi ind på en rasteplads og spiste frokost, mens regnen silede ned udenfor.

Ved 14-tiden rundede vi Rijeka, kørte gennem Ucka-tunellen og var nu i Istrien, hvor vejret var lidt bedre og med huller i skydækket. Der var ca. 90 km til Porec og 6 km længere til Rovinj, som er vores yndligsby på Istrien. Vi havde snakket om at tage en FKK-plads i Rovinj, men da vejret trods alt ikke var til at være tekstilfri i, så valgte vi en stor plads ved Porec.

I Pazin blev der tanket diesel, nok som sidste gang i Kroatien, og prisen var 6.65 Kuna pr. liter. Meget rimeligt.

Lidt før Porec gik trafikken i stå. Det viste sig, at der blev spillet tennisturnering, Davis Cup, mellem Kroatien og USA, så mon ikke Williams-søstrene var i byen?

Vi kørte 6 km sydpå ad kystvejen og snart var der en afviser til Bijela Uvala, som er en af de store campingpladser i Kroatien.

Pladsen har alle de nødvendige campingfaciliteter og toilet-/badehusene er for de flestes vedkommende nyrenoverede og meget flotte. Vores små hunde var også glade for det specielle hundebad, hvor de kunne få en skyller efter at have været i saltvand. Der er mange muligheder for badning, enten i en af pladsens 2 pools, eller fra kysten, hvor der både er klippekyst med betonliggeflader og strand med småsten. Endelig er der faktisk også en FKK-strand, men det er vi desværre først blevet klar over efter hjemkomsten. Siden 2002 har stranden været omfattet af "Blå flag".

Der findes mange sportsfaciliteter tilknyttet pladsen, så som beachvolleyball, beachfodbold, almindelig fodbold, bordtennis, minigolf m.m. Der er også mulighed for morgengymnastik eller Aquaerobic.

Der er mange forskellige restauranter og barer, ligesom der på pladsen er et stort Konzum-supermarked med yderst rimelige priser. Endelig var det i ADAC-guiden anført, at der skulle være Internet Café med trådløs tilslutning, hvilket fik børnenes til at juble. Der var godt nok et hjørne i receptionen, med 4 computere, men det trådløse netværk var brudt ned. Det var vi faktisk udsat for alle de steder, hvor man annoncerede med trådløse netværk.

Fra Bijela Uvala kan man slentre ad den hyggelige strandpromenade med fiskerbåde og gadehandlere lige til Porec. Der er tale om en lang tur, så i stedet kan man tage enten en båd eller traktortoget, der holder ca. 600 m fra pladsen. På pladsen arrangeres hygge aftener med musik og dans for store og små. Der er helt klart tale om en smukt beliggende og velholdt plads, som har vundet danskernes hjerter, for her var der rigtig mange af vore landsmænd.

Pladsen blev udråbt til "Campsite of the Year" i 1999. Det bliver nok den dyreste plads vi nogensinde har ligget på i Kroatien, og når man ikke tager 3 dage, så er der yderligere et pristillæg på 20%.

Vi startede med at få en drink, og så blev der hygget indtil vi skulle lave aftensmad.

Efter maden trak nogle grimme mørke skyer ind over pladsen og snart efter lynede og tordnede det og regnen stod ned i stride strømme. Nicolai var kørt til receptionen for at få noget at vide om pladsens internetforbindelse. Han nåede ikke tilbage før himmel og jord stod i et, men han havde dog været så klog, at blive i receptionen til det værste var overstået. Vi andre havde siddet ude, men da uvejret efterhånden lød til at være lige over os, syntes Coco, at det blev for meget, så hun ville gerne ind. Hele selskabet trak ind og Coco var så bange over al den buldren, at hun tissede på vores dyner.

Ellers blev der aftenhygget med læsning af vore bøger.

Det var blevet koldt i løbet af aftenen, så der blev ikke behov for at starte klimaanlægget, inden vi gik i seng, og så blev det i øvrigt vores første dag i Kroatien uden havbad.

Lørdag den 11. juli 2009

Det blev en overliggerdag på Bijela Uvala, da vejret bare var med sol fra en skyfri himmel.

Der blev badet , hygget, læst bøger, spillet computer og gået ture. Sidstnævnte betød, at vi kom rundt på campingpladsen, og det skal indrømmes, at det var en flot plads. Alt var rent og velholdt og langs stranden var der lavet betonafsatser, hvorfra der kunne bades og tages solbad.

Lige ved havnen kunne hundene få et havbad, hvilket de faktisk så ud til at sætte pris på i varmen. Efterfølgende var der så den obligatoriske tur i hundebadet, hvilket de ikke syntes så meget om.

Der blev også handlet i pladsens supermarked, der var MEGET stort, og hvor priserne faktisk ikke var højere end i et almindeligt supermarked. Der blev bl.a. købt grillspyd, som blev grillet til aftensmad.