Med Speedy til Frankrig 2005 - Del 1
Forord
I 2004 havde vi snakket om at tage til Bretagne/Normandiet, men da det var 60 års-dagen for invasionen, valgte vi at udsætte denne tur og i stedet tage til Kroatien. Derfor var det ikke så svært at beslutte, hvor dette års tur skulle gå hen, nemlig til Frankrig, og efterhånden som planerne groede frem, så kom der også lige en tur gennem Mosel-dalen, Loire-dalen og et besøg i Disneyland Paris med på programmet.
Vejret op til vores start var ikke det bedste, så vi besluttede at starte med uret rundt, og således starte ned mod Koblenz og tage Mosel først. Hvis vejret så ikke blev bedre, så kunne vi altid smutte ned gennem Frankrig mod Middelhavet.
Vi havde udset os 4 naturistpladser, som vi mente ville være værd at besøge. I Frankrig er det meget få af denne type pladser, hvor man kan komme ind uden et godkendt pas, så vi havde anskaffet os et par internationale naturist-pas.
Fredag den 24. juni 2005
Sengeløse - Sittensen (Tyskland)
Jeg regnede med at holde fridag, men da jeg ikke havde nået at blive færdig med nogle presserende sager, så tog jeg lige et smut på arbejde fra 7.00 til 10.00. Vel hjemme igen begyndte jeg at pakke bilen, dvs. finde kort, brochurer m.m. frem, som vi kunne forvente at få brug for på turen, ligesom Speedy skulle forsynes med frisk vand, og have checket olie, kølervæske og lignende.
Lone kom hjem fra arbejde kl. 14, men alligevel lykkedes det først at komme afsted ved 16-tiden, men så gik det også rask ned mod Rødby. Over til Puttgarten og videre forbi Hamburg, som vi passerede uden problemer og frem til et sted, hvor Lone havde fundet en Reisemobil Stellplatz, nemlig den lille by Sittensen mellem Hamburg og Bremen. Stellplatz’en, “Parkplatz an der Wassermühle”, var en P-plads ved en gammel vandmølle, lige ned til floden Oste. Meget idyllisk sted, men ellers har det været ret begrænset hvad jeg har kunnet finde om Sittensen, men det kan konstateres, at der har været bosiddelser i området siden omkring
Navnet dukker første gang op omkring 1020 i en erklæring fra biskoppen i Verder, hvor stedet kaldes Chessinhusen, og frem til 1500 forvandler navnet sig videre til Citsenhusen, og endelig til Tzittensen.
Området var frem til begyndelsen af 1900-tallet præget af landbrug, men omkring 1915 bliver der jernbaneforbindelse til Bremen og Hamburg og byen bliver gradvist industrialiseret.
Vi fik taget cyklerne ud af bilen. De ligger nemlig indendøre når vi skal over med færgen, for at holde vores længde under
Lørdag den 25. juni 2005
Sittensen - Kobern-Gondorf
Efter morgenmad og indkøb i et af de lokale supermarkeder gik turen så videre sydpå.
Snart passerede vi Bremen, og kørte videre med Osnabrück. Mellem Osnabrück og Münster passerede vi det sted, hvor vi væltede med “gamle” Speedy” i påsken 2003. Vi slog et smut ind gennem Münster, for at se, om byen var et besøg værd på en senere tur. Jeg vidste, at byen var kendt for sin gotisk-romanske domkirke, og at området omkring denne skulle være meget flot. Vi kørte derfor med kirkens tårne som pejlemærke, men det lykkedes desværre ikke at komme helt frem til den, så det må blive en anden gang, for byen osede så meget af liv, at den skal på ønskelisten.
Videre gik det ned mod Köln, som skulle være næste stop med et besøg i domkirken. Vi fandt frem til en P-plads lige nord for hovedbanegården, og da domkirken ligger lige syd for denne, så var det blot at spadsere gennem banegårdshallen, og så stod vi overfor den pragtfulde Kölner Dom. Köln (på fransk og engelsk Cologne) ligger primært på Rhinens vestlige bred af Rhinen og er Tysklands fjerdestørste by med et indbyggerantal på godt 1. mio.
Gajus Julius Caesar, der erobrede Gallien i 50'erne f. Kr., havde ingen planer om også at erobre Germanien. For han mente, at grænsefloden skulle være Rhinen. Men hans efterfølger, adoptivsønnen Augustus, ønskede at erobre så stor en del af Germanien, at den fremtidige grænse blev skubbet helt op til Elben. Dette mislykkedes imidlertid da romerne i 9 e. Kr. led et totalt nederlag mod germanerkongen Arminius i slaget ved Teutoburgerskoven. Men forinden havde Augustus ladet sin nære ven og medarbejder Agrippa bygge et alter for gudinden Roma samt for kejseren selv ved Rhinen. Selve alteret er der intet spor af, men omkring det voksede en by frem, nemlig Köln. Byens fulde romerske navn blev “Colonia Claudia Ara Agrippinensium” eller oversat “Den claudiske koloni, agrippinensernes alter”. Navnet ”Köln” stammer tydeligt fra ordet “Colonia”'. En colonia er en romersk by, hvis indbyggere har romersk borgerret. Byens gadenet var typisk romersk, med to hovedgader, der krydser hinanden midt i byen, hvor man så placerede et torv. Den ene hovedgade, “Cardo maximus”, løb fra nordporten, som der faktisk kan findes rester af ved domkirken, til sydporten. Sydporten lå ved Waidmarkt, men er for længst forsvundet. Forløbet af denne gade er stort set identisk med Köln's nutidige hovedstrøg, “Hohe Strasse”. “Decumanus maximus”, den anden hovedgade, løb fra vestporten frem til torvet, og dette gadeforløb kan i vore dage følges langs nordsiden af Neumarkt og Schildergasse. Det er dog kun på hovedgadernes forløb, man stadig kan ane det romerske gadenet, for selvfølgelig har byens næsten 2000-årige historie ændret langt de fleste gaders forløb. Til gengæld følger det moderne gadenet næsten til punkt og prikke den antikke bymur.
I år 310 opførte Kejser Konstantin den første bro over Rhinen, som imidlertid blev revet ned i begyndelsen af middelalderen og herefter var der faktisk ingen fast forbindelse over floden helt frem til 1822.
I den sidste del af romerrigets historie blev der flere og flere overfald på byen, og i år 455 blev byen endelig erobret af frankerne, som derefter regerede frem til begyndelsen af 900-tallet.
I 1248 lægger ærkebiskop Konrad grundstenen til domkirken, men i 1560 indstilles byggeriet imidlertid og det ufuldendte sydtårn, med byggekran, blev gennem århundreder byens vartegn. Først i 1842 lægger Kong Frederich Wilhelm IV grundstenen til byggeriets videreførelse og i 1880 bliver domkirken indviet af Kejser Wilhelm I.
I løbet af middelalderen groede der en stærk borgerbevægelse frem, som flere gange satte sig op mod kirkens magt. Byen voksede hurtigt og i slutningen af 1300-tallet havde byen over 40.000 indbyggere og var dermed den største tyske by.
I 1794 indtog franske tropper byen og de forlod den først igen i 1814. I den periode besøgte Napoleon byen i 1804 og indførte den franske “Code Civil”, der faktisk var gældende frem til 1900.
I begyndelsen af 1880'erne oplevede byen en stor industriel fremgang, som imidlertid blev stoppet af 1. verdenskrig. I perioden 1918 til -26 var byen besat af britiske tropper og byen oplevede fattigdom, arbejdsløshed og boligmangel. Ved et kommunalvalg den 12. marts 1933 fik nazisterne næsten 40% af stemmerne og dagen efter flygtede overborgmesteren, Konrad Adenauer, ud af byen, rådhuset blev besat af tropper fra SA og SS og styret blev overtaget af nazisterne. I marts1936 marcherede tyske tropper over Rheinbrücke ind i det demilitariserede Rheinland, og den 1. september 1939 begyndte 2. verdenskrig med Tysklands indmarch i Polen.
Det først bombeangreb på Köln fra de allieredes side skete den 31. maj 1942, hvor mere end 1000 bomber ødelagde over 5.000 huse og dræbte omkring 470 mennesker. Den 6. juni 1944 gik de allierede i land i Normandiet og efterhånden som de allieredes styrker trængte frem mod Tyskland, foretog tyskerne tilbagetrækninger. Den 6. marts sprængte de den sidste broforbindelse over Rhinen, Hohenzollernbrücke, i luften, for at forhindre de allieredes fremmarch. Det var imidlertid kun en kort frist man opnåede, for den 12. april indtog amerikanerne den del af Köln, der ligger på østsiden af floden. Den 5. maj 1945 overgav de tyske hære i Holland, Nordvesttyskland og Danmark sig til Montgommery, og den 7. maj 1945 underskrev tyskerne en betingelsesløs kapitulation.
Efter krigens afslutning afløste britiske besættelsestropper amerikanerne og genopbygningen af byen, der havde lidt stor skade, startede. Domkirken lå i ruiner, men her kom genopbygningen hurtigt i gang og i august 1956 blev kirken genåbnet.
Vi aflagde kirken et besøg og vandrede rundt og så de imponerende glasmalerier. Efter kirkebesøget gik vi ned til floden, hvor der var marked, og efter at have fået is, fandt vi atter frem til Speedy, og kursen blev sat mod Koblenz, hvor floden Mosel løber sammen med Rhinen.
Lone havde atter været kreativ med Stellplatz-bogen og fundet, at der i byen Kobern-Gondorf skulle være en god overnatningsmulighed lige ned til Mosel. Vi fandt hurtigt frem til pladsen, for som i lighed med langt de fleste stelplatz’er i Tyskland, så er der en god skiltning.
Det er ikke blot os, der synes, at det er et godt sted, for der er fundet rester af bopladser fra yngre stenalder (4.-
Efter at have fundet os til rette blandt masser af andre autocampere lavede vi mad, spiste og begav os så op i byen, for selv om klokken var blevet mange, så var det stadig lyst, og vi havde lyst til en aften-drink, der blev indtaget på torvet i Kobern. Da vi forlod restauranten kom vi i øvrigt forbi Tysklands ældste bindingsværkshus, der stammer helt tilbage fra 1320, hvilket man har fundet frem til ved en årringebestemmelse af tømmeret der er anvendt i bindingsværket. Da man på det tidspunkt kun kunne forarbejde friskt egetømmer, så er årsfastsættelsen ret præcis.
Søndag den 26. juni 2005
Kobern-Gondorf - Grevenmacher (Luxembourg)
Efter morgenritualet fortsatte vi ned langs Mosel, og ved Cochem gjorde vi vort første stop. Her har såvel keltere som romere selvfølgelig også været på færde, men selve byen nævnes først i år 886. Den obligatoriske borg stammer fra det 11.-århundrede. I 1689 blev borgen erobret, byen plyndret og brændt ned af Ludwig XIV’s tropper. Under 2. verdenskrig blev store dele af den gamle bydel lagt i ruiner, men er efterfølgende blevet genopbygget med masser af bindingsværkshuse, så byen i dag repræsenterer en levende mini-by med romantiske gader og stræder, der årligt bliver besøgt af omkring 1½ mio. turister.
Vi fandt en officiel autocamper-P-plads lidt syd for centrum, parkerede og gik ind i Altstadt, hvor vi strejfede rundt, handlede lidt, og så returnerede for at fortsætte mod den næste by, Bernkastel-Kues.
Vi fandt en P-plads i byens nyere bydel, der ligger på vestsiden af Mosel, og så begav os over broen til den gamle bydel, der ligger på østsiden af floden. det var først i 1872-74 man opførte en fast forbindelse over floden. Den føste bro blev erstattet af en nyere i 1932-33, som fik navnet "Hermann-Göring-Brücke". Indvielsen fandt sted den 13. december 1933 i overværelse af Reichsmarschalls Hermann Göring selv. Denne bro sprængte tyskerne selv i luften ved 2. verdenskrigs afslutning. broen er genopbygget, men nu uden navn.
1993 begyndte man at grave en tunnel, som gjorde den gamle bydel bilfri, mens vejen tidligere snoede sig vestfra ned gennem byen. Burgbergtunnellen blev indviet i juni 1997.
Man behøver jo snart ikke skrive det mere, altså det om kelterne og romerne, for også her er der spor fra deres tid. Selvfølgelig er der også en borg, påbegyndt i slutningen af 1200-tallet, som knejser over byen.
Byen opnåede sine købstadsrettigheder i 1291, og inde i selve byen, hvor der er mere en 400 bindingsværksbygninger, så vi bl.a. Rådhuset, der kan dateres tilbage til 1608. Ved rådhuset ligger endvidere St. Michaels-Brunnen, byens brønd, der kan dateres til 1606, altså ældre end det nuværende rådhus. ærkeenglen Michael er i øvrigt byens skytshelgen.
Vi slentrer rundt i byen, får et glas vin på den lokale vinbar ved torvet, og der købes sko til Nicolai.
Så fortsætter vi langs Mosel til byen Trier, der meget længe har stået som ønske på min besøgsliste.
Trier er Tysklands ældste by. Under Julius Cæsar lagde romerne de keltiske trevanere under sig mellem
Byen er kendt for sine velbevarede romerske bygninger, blandt andet Porta Nigra, den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne, et fuldstændigt amfiteater, ruiner af romerske bade, og den store, såkaldte basilika, den romerske kejser Konstantin den 1.s tronsal, som i dag er en luthersk kirke.
Trier er også det ældste bispesæde i Tyskland. I middelalderen var ærkebiskoppen af Trier også en betydningsfuld fyrste, der kontrollerede landområder fra den franske grænse til Rhinen. Han var en af de syv kurfyrster, som kårede kejsere af det tysk-romerske rige. Tyskland kan anses i øvrigt som arvtageren efter Romerriget. Kejseren af det Tysk-Romerske rige blev kronet som romersk kejser af Paven i Rom fra 843 indtil 1806, og Tysklands våben er den romerske ørn.
Og så var det også i Trier, at marxismens grundlægger, filosoffen Karl Marx, blev født den 5. maj 1818, men det er jo en helt anden historie.
Efter at have set på byen, hvilket især omfattede besøg ved Porta Nigra og i Domkirken, så fortsatte vi mod grænsen til Luxembourg. Vi kørte på østsiden af Mosel, men så førte en bro os over på vestsiden og pludselig var vi i et nyt land. Benzin-/dieselpriserne i Luxembourg er meget lavere end i andre lande, så det første der mødte os, var et hav af tankstationer. Vores tank var dog ikke så langt nede, at jeg fandt det nødvendigt at tanke nu, men jeg ville hellere vente til vi kørte ud af landet igen.
Grænsebyen i Luxembourg hedder Grevenmacher. Det er en gammel by med snævre gader og også her findes der rester af en borg fra middelalderen. Selvfølgelig dyrker man også druer i omegnen og vinkælderen Bernard-Massard er kendt viden om for sine boblevine.
Byen har godt 4.000 indbyggere, som fordeler sig på ikke mindre end 46 forskellige nationaliteter, hvoraf 59% er indfødte luxemburgere og 41% andre nationaliteter, hvilket ikke er unormalt for det internationelle land.
Vi fandt hurtigt frem til campingpladsen “Route de Vin”, som ungerne straks faldt for, da de kunne se en svømmepøl for enden af pladsen. Vi checkede ind og kørte mod pool’en som imidlertid viste sig at være på den anden side af et højt hegn. Svømmebadet var kommunalt og hørte ikke til campingpladsen. Underligt, at man ikke havde lavet en aftale mellem campingpladsen og svømmebadet ? Ungene var lidt ærgerlige, men vi fik at vide, at svømmebadet alligevel snart lukkede, så i stedet lavede vi mad, hyggede os. Senere gik Lone og jeg i byen og hentede chips og drikkevarer, mens børnene blev hjemme og så endnu en Olsen Banden-film.
Mandag den 27. juni 2005
Grevenmacher - Jablines (Frankrig)
Så fortsatte vi mod det næste mål, der skulle være det østlige område af Paris, Undervejs kørte vi kun forkert en enkelt gang omkring Metz, men det også så eftertrykkeligt, at det nok kostede os mere end en time at komme på rette vej igen. Jeg kom med en spag bemærkning om en navigator, men det blev straks fejet af bordet. Til gengæld kom vi forbi Carrefour, vel nok det største supermarked, som jeg endnu har set. Der var mere end 50 betalingskasser, og hvis en af kassedamerne havde brug for hjælp, så dukkede der medarbejdere op, iført rulleskøjter, for at komme hurtigere frem. Efter at have handlet, fortsatte vi mod Paris forbi Verdun og Reims og så fandt vi frem til “Camping Jablines”, der ligger ved en lille by Jablines (ca. 600 indbyggere) øst for Paris.
Campingpladsen havde gode og moderne sanitære forhold, og hvis man elsker vand, så er det bare et ideelt sted, da pladsen er omgivet af 3 søer, hvoraf den største er til vandcykling, surfing, katamaran-sejlads, samt kano- og kajaksejlads. Svømmere og solbadere disponerer over egen strand. De 2 andre strande benyttes til fiskeri og vandskisport. På selve pladsen er der mulighed for at spille bordtennis, tennis og minigolf. Der er også en mindre legeplads, hvor børnene kan boltre sig. Vi valgte pladsen, da den kun ligger ca.
Straks efter at vi havde fået os installeret, så trak vi i badetøjet og begav os til søen, hvor vandet var dejligt varmt. Ungerne blev der meget længe, mens Lone og jeg returnerede til Speedy, for bl.a. at lave aftensmad, så dne var klar, når børnene kom retur. De blev dog ved vandet så længe, at vi til sidst måtte afsted for at hente dem.
Efter maden blev der først spillet bordtennis og dernæst kort.
Videre til Frankrig - del 2: 
Tilbage til VORE TURE: 
Tilbage til startside: