Med Speedy i Luthers fodspor - Tyskland Øst.

10.- 19. oktober 2008

Forord

Siden foråret 2008 havde Flemming deltaget i en studiekreds i Sengeløse Sognegård ledet af vores to lokale præster fra henholdsvis Sengeløse og Høje Taastrup kirker. Temaet havde været Luther og Flemming deltog især grundet hans interesse for historie, og man må vel sige at Luther er en af de helt store spillere i den nordeuropæiske historie. Ikke alene blev han grundlaget for den Luther-evangeliske trosretning (protestantismen), men herefter var grunden lagt til adskillige hundreder års konflikter mellem den protestantiske trosretning og den romersk-katolske trosretning. Se vores indlæg om 30-årskrigen, der jo startede som en konflikt mellem de 2 trosretninger.  (www.30-årskrigen.be).

Studiekredsen beskæftigede sig med Luthers liv og levned og om hvorledes hans tanker er kommet til at præge den nordeuropæiske tankegang.

     

 

Fredag den 10. oktober / Sengeløse – Bad Oldesloh

Dagens distance 270 km. I alt 270 km

Vi forlod Sengeløse kl. 16.45 og satte kurs mod Rødby Færgehavn, hvor vi kom med færgen til Puttgarten kl. 18.45. Vi nåede i land på Fehmarn kl. 19.30, hvilket lige gav os tid til at besøge BorderShoppen for at købe sodavand og slik.

Så fortsatte vi til Bad Oldseloh, som efterhånden er blevet vores faste holdepunkt, når vi drager sydpå. Vi kørte ind på stellplatzen kl. 21.20 og sluttede strøm til bilen, hvorefter der blev lavet aftensmad.

    

Lone og Flemming gik en lang tur med Louis, men uden den ønskede resultat, så vi gik i seng ved 23.30-tiden. Heldigvis sov Louis helt til kl. 5.30, hvorefter han ikke kunne holde sig længere.

 

Lørdag den 11. oktober / Bad Oldesloh - Wartburg /Eisenach

Dagens distance 440 km. I alt km 710 km

Vi sov til kl. 8.15, dog afbrudt ved 5.30-tiden, hvor Louis blev luftet af Lone. Der blev lavet morgenmad og atter luftet hund, så vi var klar til at forlade pladsen lidt før kl. 10.

Vi rundede kort efter Hamburg, som dog voldte problemer grundet vejarbejde. Lidt efter Hamburg blev der tanket diesel og luftet hund, og kl. 13 holdt vi ind på en rasteplads, hvor der blev spist frokost.

Vi fortsatte mod Kassel, hvor vi dog lige inden drejede af, og satte kurs mod sydøst, for vores dagsmål var byen Eisenach.

Eisenach er en by i den tyske delstat Thüringen. Byen har omkring 45.000 indbyggere og ligger omkring 40 kilometer vest for Erfurt.

Grunden til vi besøgte denne by var, at her gik Martin Luther på latin- og præsteskole i årene 1497 til 1501. Luther holdt meget af sin "kære by", men kaldte den også en "præsterede", for ud af byens omkring 5.000 indbyggere var ikke mindre end 300 gejstlige. Da han var færdig på skolen rejste han videre til Erfurth, men han vendte tilbage til Eisenach , for efter et møde i Worms i 1521, hvor han gik direkte imod kejseren og paven, blev han "overfaldet" af den venligtsindede kurfyrste af Sachsens soldater, der holdt ham skjult som "Junker Jörg" på slottet Wartburg, der ligger lige uden for Eisenach. Her tilbragte Martin Luther årene 1521-22 med at oversætte det Ny Testamente fra græsk til tysk. Denne oversættelse dannede grundlaget for et fælles tysk skriftsprog.

I byen har i 1600- og 1700-tallet barokkomponisterne, Johann Christoph Bach (ligesom broderen Johann Sebastian Bach født i byen) og Georg Philipp Telemann virket som organister eller hofkapelmestre.

I Eisenach fandtes under DDR-tiden en bilfabrik Automobilwerke Eisenach (AWE), som fremstillede personbilen "Wartburg", opkaldt efter slottet i Eisenach. I dag findes i stedet en samlefabrik for Opel. Tysk bilhistorie har dog yderligere forbindelse med Eisenach end det. I 1920'erne fremstilledes fabrikken bilen Dixi som senere blev BMWs første personbil efter at virksomheden havde overtaget fabriken i 1928. Efter krigen mistede BMW fabriken og DDR-regimet startede fremstillingen af et nyt mærke, som man kaldte EMW. Det var disse biler som senere blev erstattet af Wartburg. Som en kuriositet kan nævnes at kriminalassistent Gunvald Larsson kørte en EMW i Sjöwall & Wahlöös politiromaner. I 1992 kom BMW tilbage til Eisenach med en fabrik for fremstilling af produktionsværktøj.

     

     

     

Det første vi besøgte var Wartburg, som var en meget smukt borg, med en flot udsigt over omegnen. Efter besøget på borgen kørte vi tilbage til Eisenach, der dog ikke var så smuk som forventet. Bevares, området omkring byens torv var godt, men ellers var der vist ikke nogen af os, der kunne tænke os at tilbringe mere tid i byen, der virkede lidt smånusset og grå.

Vi havde udset os en stellplatz nord for byen, men da vi kom frem til den, synes vi alligevel ikke det lige var stedet. Vi fandt derfor ADAC’s Campingführer frem og fandt en plads syd for Eisenach, som vi ville tilbringe natten på. Vi kørte imidlertid først helt galt i skoven, selv om vi så nogenlunde havde fundet stedt på navigatoren. Så var det frem med et almindeligt kort, hvor vi kunne se campingpladsen på, og ved at sammenligne kortet med vejene på navigatoren, lykkedes det at finde frem til ”Campingpark Eisenach am Altenberger See” i Wilhelmstal. Vi betalte 25 Euro, hvilket var helt i orden, for der var tale om en hyggelig plads liggende ned til en sø, og med pæne og rene toiletter og bade.

     

Vi lavede mad og spillede kort inden vi gik i seng.

 

Søndag den 12. oktober / Eisenach - Schmalkalden – Erfurt

Dagens distance 122 km. I alt 832 km

Vi startede dagen med at Lone og jeg gik en tur med Louis på pladsen. Så begyndte pigerne at lave morgenmad, mens drengene badede, og efter morgenmaden var det pigernes tur til at bade. Så klokken blev næsten 10.30, inden vi kørte fra campingpladsen med kurs mod dagens første mål, Schmalkalden.

Schmalkalden blev omtalt første gang i 874 som "Villa Smalcalta", og byen fik formodentlig nogle købstadslignende rettigheder i 1180 af en af Thüringer Landgreverne. Selve Schmalkalden bliver omtalt med det nuværende navn i 1250 og i 1335 får den endelige købstadsrettigheder. Landgreve Heinrich II. von Hessen bekræftiger i 1360 i et brev, at han sammen med Elisabeth von Henneberg-Schleusingen har købt Schmalkalden af Albrecht von Nürnberg. Hermed begynder Hennebergernes lange herredømme over byen.

     

     

Rådhuset bliver bygget i 1419 og i 1437 påbegyndes byggeriet af byens kirke.

Med Fyrstegrev Georg Ernst død i 1583 uddør Hennebergernes herredømme gennem mere end 200 år. Herefter overgår magten til de hessiske landgrever.

Byen har kun meget lidt direkte forbindelse med Luther, men han har dog overnattet hos byens rentemester Balthasar Wilhelm fra den 7. til den 26. februar 1537.

     

Men det byen blev rigtig kendt for, var dannelsen af "Det schmalkaldiske Forbund", der var en alliance mellem protestantiske rigsstænder, som blev indgået den 27. februar 1531 i Schmalkalden.

Det schmalkaldiske forbund var en følge af, at rigsdagen i Augsburg, med kejser Karl 5., afviste det protestantiske bekendelsesskrift "Confessio Augustana" i 1530. For at komme eventuelle kejserlige tiltag i forkøbet, blev der indgået en alliance mellem landgreve Philipp af Hessen, kurfyrste Johann Friedrich af Sachsen, hertug Philipp af Braunschweig-Grubenhagen, hertug Ernst af Braunschweig-Lüneburg, greven af Anhalt-Bernburg, og desuden tre nedertyske og otte tyske rigsbyer (Freie Reichsstädte). Efter at hertug Ulrich af Württemberg havde generobret sit land og sluttet sig til forbundet i 1534, steg dets betydning og slagkraft yderligere. De protestantiske fyrster var derfor i stigende grad en magtfaktor som truede kejserens indflydelse.

Ikke bare kejseren, men også ikke-tyske udenlandske herskere og paven Clemens VII (1523-1534) forhandlede med forbundet. På grund af krigsfaren fra tyrkernes side, så kejseren sig i nødsaget til indrømmelser ved religionsfreden i Nürnberg i 1532. Men der var indre splid i forbundet, og i 1541 lykkedes det kejseren at vinde landgreve Philipp af Hessen over på sin side, og noget senere ligeledes hertug Moritz af Sachsen. Da nu Det schmalkaldiske Forbund var svækket, bestemte kejseren sig for at løse religionsspørgsmålet med magt, og i alliance med paven, Bayern og enkelte protestantiske fyrster førte han i 1546-47 Den schmalkaldiske Krig, og gik ud som den sejrende part.

Der er tale om en meget smuk lille by, med masser af bindingsværkshuse og et smukt torv med rådhus og kirke. Over byen troner slottet Wilhelmsburg, der er opført af Landgreve Wilhelm IV af Hessen i årene 1585-1590.

Byen er også kendt for jern-artikler, for der har været rige forekomster af jernårer i området. Man fabrikerede småværktøj og lignende af jernet og det blev eksporteret til store dele af verdenen. Dette betød, at byen blomstrede og på et tidspunkt var den næststørste by i Hessen. Men da jernet var brugt op sygnede byen hen, og med en beliggenhed noget væk fra hovedfærdselsårerne, blev det ikke til de store forandringer. Det er det byen nu kan leve højt på, for her er tale om en lille perle.

     

På byens torv fik vi os alle en Thüringer Rostbratwurst og Lone og jeg fik en øl fra klosterbryggeriet Kreutzberg. Dette kloster ligger i det nærliggende Röhn og er den eneste øl, der serveres i hele Schmalkalden.

     

Efter at have kigget på byen og slottet fortsatte vi mod byen Erfurt.

Erfurt, der ligger centralt i Tyskland, 100 km sydvest for Leipzig, 113 km syd¸st for Kassel og 180 km sydøst for Hannover, er hovedstaden i dentyske delstat Thüringen. Den nævnes første gang 742 under navnet "Erphesfurt", og var en vigtig handelsby i middelalderen. I 1803 blev Erfurt en del af kongeriget Preußen. Selv om den var omgivet af Thüringen, forblev den preussisk til 1945. Efter den tyske genforening blev Erfurt hovedstad i den genoprettede delstat  Thüringen. Der bor i dag over 200.000 mennesker i byen.

Meget hurtigt efter genforeningen blev der sat et restaureringsprogram i gang for de mange smukke huse fra byens blomstringsperiode i 14- og 15-hundredetallet. Byen var blevet rig grundet forarbejdning af vajd, der er er en plante, hvorfra man kan udvinde indigo til farvning. Til dette benyttedes vandkraft, og på et tidspunkt var der over 200 vandmøller i byen. I dag er der en enkelt tilbage. Velstanden betød også, at der var et godt skolesystem i byen, så godt, at man allerede i 1392 grundlagde Tysklands 5. universitet i byen.  På dette universitet studerede Luther fra 1501 til 1505, hvorefter han den 17. juli 1505 meldte sig ind hos augustiner-eremitterne i Erfurt og efter en prøvetid modtog han præstevielsen i Marienkirche i Erfurt den 4. april 1507. Den 2. maj fejrede han sin første messe i augustiner-eremitternes kloster. Man kan stadig se hans munkecelle i klosteret.

Luther blev i Erfurt frem til 1511.

     

     

Vi gik en meget lang tur i byen, hvor vi bl.a. så byens berømte ”Krämerbrücke”, der er en bro fra 1325 bygget hen over floden og bebygget med huse på begge sider, så man slet ikke opfatter, at man går på en bro. Der er i alt 32 smukt restaurerede huse langs broens sider.

     

Vi passerede byens rådhus, som er opført i nygotik i perioden 1870-74. I dag anvendes bygningen til skiftende udstillinger.

     

     

Vi fortsatte ad Marktstraße til Domplatz, hvor vi ville se byens domkirke, Mariekirche. Det var imidlertid svært af se kirken, for på pladsen var det sidste dag for den årlige ”Oktober-fest”, så der var tivoli og øl-boder på hele pladsen. Vi fik dog et glimt af domkirken, der er opført fra midten 1100-tallet til midten af 1300-tallet. Glasmalerierne er de originale fra 1300-tallet.

Ved siden af domkirken ligger St. Severi, der er opført 1280-1335 som en 5-skibet kirke. I kirken finder man den hellige Severus’s sarkofag. Hvordan han er havnet her står hen i det uvisse, men manden var faktisk biskop i Ravenna i Italien. Både domkirken og St. Severi er katolske kirker. Byen har været rig på kirker. I middelalderen var der ikke mindre end 80 kirker og 36 klostre i byen.

     

Vi fandt en café på torvet, hvor børnene fik varm chokolade med flødeskum, Lone en Café Latte og Flemming en Cappocino.

Så var det tid til at finde tilbage til bilen. Louis blev båret, for han havde slidt hul på sine poter af den lange gåtur. Det så nu ikke ud til at genere ham, for han fes af sted, til Lone snuppede ham op i favnen. Han er vist også en lille café-hund, for han  fandt sig helt fint i at vente, mens vi andre hyggede os.

I modsætning til stort set alle danske byer, så har Erfurt forstået, at også autocampere giver et tilskud til byens økonomi. For der er ikke mindre en 3 parkeringspladser inde i centrum, hvor vi autocampere kan holde.

     

Vi forlod Erfurt og kørte til en lille by, Obernissa, 10 km sydøst for Erfurt. Her har familien Lassek, der selv kører autocamper, indrettet en stellplatz til 10 biler. (www.womos-obernissa.de). Pladsen ligger i en lille hyggelig landsby, og den er forsynet med strøm, ligesom der kan fås vand. Prisen er yderst rimelig, nemlig 5 Euro pr. vogn og 2 Euro for strøm. Og så kan man bestille morgenbrød, hvilket vi gjorde. 

Efter aftensmaden blev fjernsyn og X-BOX, der også kan bruges som DVD-afspiller, rigget til, for nu skulle vi se film. Vi havde nemlig taget ”Luther”-filmen fra 2003 med på turen, så vi kunne få historien om reformationens fader.

 

Mandag den 13. oktober / Erfurt – Weimar – Bad Kösen

Dagens distance 110 km. I alt 942 km

Klokken 8.30 kom vores vært med 8 friske brød, som kun kostede 2 Euro. Efter morgenmad og –toilette, kørte vi tilbage mod Erfurt, hvor vi havde set en dyre-butik. Vi ville nemlig se, om vi kunne få en frakke til Louis, så han kunne være klar til den kommende vinterferie i uge 4. Vi fandt et flot camouflage-dækken og det blev også til lidt andre ting, inden vi handlede føde varer i en Globus.

Så kørte vi mod næste mål, Weimar, hvor Luther boede fra 1518-1521.

Weimar er en by i dentyskedelstat Thüringen med omkring 62.000 indbyggere.

Omkring år 1800 var den Tysklands vigtigste kulturelle centrum. Her levede blandt andet Goethe og Schiller.

Weimar lagde navn til Weimar-republikken, da en nationalforsamling her vedtog en forfatning den 1. august 1919. Weimar-republikken er det uofficielle navn for den tyske republik som efterfulgte det andet tyske kejserrige, der blev afskaffet som umiddelbar konsekvens af det tyske nederlag i første verdenskrig. På trods af den nye styreform, vedblev man dog med at kalde Tyskland for det tyske rige. Weimar-republikken bestod fra 1919-1933. Republikken er mest kendt for at være et mislykket forsøg på at skabe et velfungerende demokrati i et land med stærke autoritære traditioner. Republikken blev nedlagt da nationalsocialisterne med hjælp fra højre- og midterpartier kunne skaffe to tredjedeles flertal for at afskaffe forfatningen.

Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler for Weimar-republikken. Straks efter gik han i gang med at sætte loyale folk på vigtige poster, og ved hjælp af nødforordninger satte han praktisk talt parlamentet ud af funktion. Rigsdagsbranden i februar benyttede han til at forbyde kommunistpartiet, hvis medlemmer nu blev anholdt over hele landet. Ved rigsdagsvalget i marts 1933 opnåede NSDAP sit hidtil bedste resultat med 43,9 procent af stemmerne. Med støtte fra det ligesindede bayerske tyske folkepartis 8 procent kunne Adolf Hitler nu opløse parlamentet med den berygtede Ermächtigungsgesetz. Weimar-republikken havde fået dødsstødet.

     

 Vi kom til Weimar klokken 11.30 og fandt frem til en autocamper-P-plads ved byens svømmebad. Så gik vi ind mod centrum, som ikke lå langt fra P-pladsen. Det første vi kiggede på var sognekirken Skt. Peter og Paul på Henderplatz. Her havde Lucas Cranach den Ældre påbegyndt malingen af en altertavle, som imidlertid ikke blev færdig inden han døde. Herefter tog sønnen, Lucas Cranach den Yngre, over, men han ændrede lidt på den skitserede opstilling. For mellem Johannes Døberen og Luther, indføjede han et billede af sin far.

     

Vi fortsatte over Markt, hvor vi kiggede på byens nygotiske rådhus, som har et klokkespil med 35 porcelænsklokker fra Meißen. Overfor rådhuset ligger Cranach-Haus, hvor Lucas Cranach den Ældre boede sine sidste leveår.

Næste stop var Schiller-Haus, hvor Schiller boede. Han var flyttet til byen med familien i 1799 og boede først i en lejebolig. I 1802 købte han så eget hus, men nåede kun at bo her i 3 år inden han døde af tuberkulose.

Ud over Schiller har vel nok tysklands største forfatter, Goethe, også boet i byen. Han boede i en næsten uafbrudt periode fra 1782 til 1832 i huset på Frauenplan 1.

    

Sidste stop blev Theaterplatz, hvor vi indtog dagens frokost, Döner Kebab. På pladsen ligger også Bauhaus-Museum, hvor der er udstiling af den verdensberømte arkitekt- og kunstskole, som havde kronede dage i begyndelsen af 1900-tallet. Også denne arkitekturretning fik dødsstødet med nazismens indtog.

   

Vi forlod Weimar, og satte kurs mod et sted, som egentlig ikke var på programmet, nemlig mindesmærket for koncentrationslejren Buchenwald, der ligger 6 km nord for Weimar. Stedet var nu ikke så fængslende som den koncentrationslejr, Sachsenhausen,  vi tidligere har besøgt i Oranienborg nord for Berlin. Størstedelen i Buchenwald er revet ned, men krematorieovnene er der dog stadig, og vidner om nazisternes grusomheder.

   

Til gengæld er der i umiddelbar nærhed et meget flot mindesmærke for modstandsbevægelsernes ofre i Europa. Det føjer sig storslået ind i landskabet, og  dækker vel et areal på omkring et par hektarer.

Landskabet omkring Buchenwald er præget af skove og er meget smukt, og det står i stor kontrast til de ting, der er foregået på stedet.

   

Klokken nærmede sig efterhånden 16.00 så vi kiggede os om efter en campingplads. Det var nemlig tid for nyt vand i tanken, tømning af spildevand og badning af vore kroppe. Først fandt vi en plads nord for Buchenwald, som dog ikke levede op til vores forventninger. I stedet fandt Lone en ADAC-plads i Bad Kösen, ”Camping an der Rudelsburg” www.campingbadkoesen.de, tæt på Naumburg, som var anlagt i 1991 med støtte fra EU og Sachsens-Anhalts lokalregering. Her var tale om en ”vestlig” campingplads, og den levede op til vore krav, så klokken 17.20 checkede vi ind i receptionen.

   

Aftenen gik med kortspil, inden vi gik i seng ved 23-tiden.

 

Tirsdag den 14. oktober / Bad Kösen – Leipzig – Eisleben – Mansfeld – Wörlitz

Dagens distance 197 km. I alt 1.139 km

Louis og Flemming hentede morgenbrød i receptionen og der blev spist morgenmad, badet og tømt spildevand og tanket frisk vand, inden vi drog videre mod dagens første stop, Eisleben. 

Eisleben er den 2. største by i Landkreis Mansfeld-Südharz i det østlige Harzvorland, Sachsen-Anhalt. Byen er kendt som den by hvor Martin Luther blev født, og også hvor han døde. Eisleben er siden 1996, sammen med Lutherstadt Wittenberg, optaget på UNESCO-verdenskulturarvsliste og tilhører "Bund der Lutherstädte".

   

Den 10. november 1483 blev Martin Luther født i Langen Gasse, som i dag hedder Lutherstraße. Den følgende dag, Martinsdag, blev han døbt i St.-Petri-Pauli Kirche. Familien blev kun i byen til foråret 1484, men gennem dåben var Luther knyttet til byen gennem hele sit liv.

Det sidste Luther udrettede før sin død var en mægling, som gjaldt en strid mellem de to grever i Mansfeld, Albrecht og Gebhard. Han begav sig derfor mod Mansfeld den 23. januar 1546, men under rejsen blev han syg og var svag, da han blev indlagt på herberget i Eisenach. Til trods for svækkelsen holdt han fire prædikener. Den 17. februar forblev han imidlertid i sengen, og dagen efter den 18. februar 1546 døde han i sin fødeby.

Båren blev bragt tilbage til Wittenberg den 20. februar, og begravelsen fandt sted i Slotskirken. På en kobberplade over hans grav står der, at han blev 63 år, to måneder og ti dage gammel. Denne oplysning er imidlertid fejlagtig og skyldes måske en sammenblanding med datoerne fra hans ven, Melanchthon, som ligger begravet ved siden af. I virkeligheden blev Martin Luther 62 år, 3 måneder og 8 dage gammel.

I 1601 blev Eisleben ramt af den største brand i byens historie. Branden bredte sig hurtigt fra den ene bindingsværkshus til det andet og ikke mindre end 253 huse, herunder bl.a. Superintendenturet, byens vægt, såvel som tårnene på Andreaskirche og greven af Mansfelds slot, blev ødelagt.

De sociale misforhold, som bjergfolkene måtte leve under, afstedkom at man den 8. februar 1621 belejrede møntmester Ziegenhorns hus på Breiten Weg og krævede, at han satte en stopper for falskmønteri.

I 1626 blev byen plaget af pest, hvorunder adskillige 100 døde og i 1628 kom Wallenstein med 30-årskrigen til byen, som blev plaget af lejesvendene fra den Katolske Liga, hvilket betød, at bjergværkerne måtte lukke. I 1631 drog adskillige tropper fra begge sider af parterne gennem byen, hvor man tiltvang sig kvarter og mad. Da den saksiske kurfyrste Johann Georg I. sluttede en særfred med Kaiser Ferdinand II blev der holdt takkegudstjenester i alle byens kirker. Men så trådte svenskerne ind i 30-årskrigen og de brandskattede byens borgere, og byen led af konstante overfald helt frem til 1644.

I 1653 ødelagde endnu en bybrand 166 huse, og i 1681 omkom 900 mennesker som følge af en ny pestepedemi. Luthers fødehjem brændte i 1689 ned til stueetagen. Byen besluttede dog i 1693 at genopføre huset som et mindesmærke for Luther, og allerede dengang var det en museum for Luther-interesserede. Det er således et af de ældste museer i Tyskland. Siden 1996 har huset været på Unescos verdensarvs-liste og i 2005-2007 blev huset restaureret.

Vi fandt en P-plads i den nordlige ende af byen og gik en tur ind til den gamle bykerne, hvor vi først kiggede på Markt, hvor byens hovedkirke ligger. I umiddelbar nærhed kiggede vi på det hus, hvor Luther døde. Så gik vi til Luthers fødehus, hvortil Louis dog var forment adgang. Det betød, at Lone og Nicolai gik tilbage til Speedy, mens Camilla og Flemming kiggede på fødehjemmet og museet i dets tilknytning. Det var et interessant lille  museum med bl.a. Luthers kones, Chaterina von Boras, vielsesring, som Camilla var meget fascineret af.

   

Efter museumsbesøget blev der spist frokost og vi fortsatte mod Mansfeld. 

Mansfeld (nu egentlig Mansfeld-Lutherstadt) er en lille by i Sachsen-Anhalt i Tyskland, med ca 9.000 indbyggere i 2005. Den ligger øst for Harzen, et lille bjergområde centralt i Nordtyskland. Byen dukker op i historisk kildemateriale fra 973. Siden 1996 har den haft ordet «Lutherstadt» som tilføjet til navnet. Martin Luther boede her i dele af sin barndom; hans far Hans Luder (fra Lothar) drev kobberminer her.

Vi fandt med nogen besvær frem til byen, for området var kraftig præget af omkørsler grundet omfattende vejarbejder. Men til sidst kunne vi dog holde på byens torv. Louis var meget træt, så Camilla blev ved bilen og passede ham, mens vi andre vandrede lidt rundt i centrum, hvor vi fandt Luthers barndomshjem, huset hvor han gik i skole, der dog var totalt ombygget, og endelig hans barndomskirke.

   

Selve Mansfeld bar meget præg af at være en hensygnende by. På torvet var der adskillige statelige bygninger, som stod tomme og var ved at forfalde. Alt virkede gråt og trist. Her kunne en mere aggressiv markedsføring af Luther måske rette op på en del.

På dagens etape var vi i nærheden af Leipzig, som vi dog ikke besøgte, men som alligevel skal omtales grundet et par spændende slag, dels under 30-årskrigen og dels under Napoleonskrigene.

Leipzig er den største by i delstaten Sachsen i Tyskland med ca. 510.000 indbyggere. Byen er en vigtig handels- og industriby og er også kulturelt set betydningsfuld. Navnet kommer fra det slaviske ord "Lipsk", der betyder bebyggelsen hvor lindetræerne står. Byen nævnes første gang i 1015 og får købstadsrettigheder i 1165 og har præget både saksisk og tysk historie op gennem århundrederne. Leipziger Messen, der startede i middelalderen, er det ældste stadig eksisterende marked i hele verden.

I 1409 blev Leipzigs universitet grundlagt og det blev et center for lovgivning, hvorfor den tyske højesteret og det tyske national bibliotek er knyttet til byen.

Vi har ikke umiddelbart fundet noget omkring Luthers eventuelle virke i Leipzig, men byen er grundet krige i området meget interessant. 30-års krigen blev den første svære tid for Leipzig. I perioden 1631 til 1642 blev byen belejret 5 gange og indbyggerantallet faldt fra 18.000 til 12.000. Svenskerne havde besat byen fra 1642 til 1650. Den 17. september 1631 var byen Breitenfeld nær Leipzig skueplads for det største nederlag, som Tilly fra den kejserlige Liga, led under hele krigen, og den 16. november 1632 faldt den svenske konge, Gustav Adolf, i et slag ved Lützen, blot 10 km sydvest for Leipzigs nuværende bygrænse.

Det er dog ikke den eneste vigtige krig, som har raset i området, for i 1813 fandt det såkaldte "Völkerschlacht" i Zuge ved Leipzig sted. Her havde et forbund af østrigske, preussiske, russiske og svenske hære samlet sig mod Napoleons tropper. Napoleon tabte slaget, der resulterede i hans forvisning til Elba.

Endelig blev Leipzig under 2. verdenskrig udsat for svære luftangreb, særligt i perioden 1943 til 45, hvilket betød at 60% af den gamle bydel blev ødelagt og omkring 6.000 civile omkom. Den 18. april 1945 nåede enheder fra 3. US-Armé byen og opslog hovedkvarter i Hotel Fürstenhof, men grundet fredsaftalerne mellem Rusland og de allierede blev byen overgivet til russerne den 2. juli 1945, og byen kom under den sovjetiske besættelseszone.

   

Fra Mansfeld skulle vi egentlig være fortsat helt til Wittenberg, men vi ændrede planer, da vi havde fundet ud af, at der fandtes en meget interessant by få kilometer sydvest for Wittenberg. Nemlig byen Wörlitz. På turen passerede vi ved byen Wettin floden Saale med en lille trækfærge, som kostede os den nette sum af 5,60 Euro.

Vi nåede frem til Wörlitz og parkerede på en enorm P-plads, der vidnede om, at der i sommerperioden nok var masser af besøgende i byen. En del af pladsen var indrettet med strøm til os autocampere, så vi besluttede at overnatte på stedet. Vi fandt en god plads og sluttede strøm til bilen.

   

Wörlitz er præget af et storslået slots- og parkanlæg, der skyldes fyrst Leopold III Friedrich Franz, som regerede i Anhalt-Dessau fra 1758 til 1817. Fyrsten havde et sommerslot i Wörlitz og i forbindelse med dette etablerede han et enormt parkområde på 112 hektarer, primært præget af den engelske havearkitekturs idéer, men også med rødder i den franske filosof Rousseaus tanker.

   

Vi gik ind mod byen, hvor vi langs byens torv vandrede frem til selve sommerslottet, der er opført i 1769-73 og regnes som den første tyske klassicistiske bygning. Vi fortsatte forbi bl.a. byens synagoge, der vidner om, at fyrsten var meget tolerant, også for andre trosretninger. Han brugte ikke penge på soldater, men brugte dem i stedet på sin park, som han åbnede for sine undersåtter, så de kunne studere havekunsten.  

   

Vi gik en rigtig lang tur rundt i haven, hvilket tog mere end 2 timer. Louis var rigtig i sit es og styrtede af sted det meste af tiden. Han var meget interesserede i søer og kanaler. Interessen var så stor, at han på et tidspunkt faldt i vandet. Heldigvis havde Camilla ham i snor, og fik halet ham op igen.

Vel tilbage til Speedy så vi, at der nu var over 10 autocampere, der også havde fundet pladsen interessant, så vi ville ikke komme til at være alene. Først blev der hygget med drinks og kortspil, så blev der lavet og spist mad og endelig blev der atter spillet kort og skrevet turberetning.

Efter den lange gåtur i parken var vi alle godt trætte og inden kl. 22 var alle i sengene.

       

Vi var alle enige om, at det havde været en god idé at ændre ruten, så vi havde fået set fyrst Leopolds slot og have.

 

Onsdag den 15. oktober / Wörlitz - Wittenberg - Torgau - Lübbenau

Dagens distance 165 km. I alt 1.304 km

Vi startede fra P-pladsen i Wörlitz ved 10-tiden og begav os på Marie’s foranledning nordover. Marie var indstillet til den hurtigste vej til Wittenberg, men de første 3,5 km viste sig at være på en af de meget dårlige østtyske biveje, der er værre end et vaskebræt.

   

Det varede dog ikke så længe, inden vi nåede frem til et færgested over Elben, hvor vi betalte 5 Euro for at komme over. Det var en meget ”økologisk” færge, da den ikke brugte motor, men ved hjælp af en MEGET lang stålwire, fastgjort et par hundrede meter længere op ad strømmen en færgestedet, så var det muligt at lade færgen nærmest krydse som en sejlbåd tværs over Elben. Et smart system, som vi ikke tidligere har set.

   

Efter at have krydset floden ved byen Cosvig, var der kun få km ind til Lutherstadt Wittenberg, hvor vi fandt en afmærket P-plads til autocampere ikke langt fra indgangen til den gamle bydel.

Wittenberg ligger ved Elben i den tyskedelstat Sachsen-Anhalt og har ca. 54.000 indbyggere. Den er mest kendt på grund af Martin Luther, der i 1517 offentliggjorde sine 95 teser, der blev indledningen til reformationen. Byen omtales første gang 1180 og var fra 1260-1423 residens for hertuger og kurfyrster af Sachsen-Wittenberg.

        

I 1547 afsluttede Wittenberger-kapitulationen Den schmalkaldiske Krig, der er omtalt tidligere under byen Schmalkalden.

Luther fortsatte teologistudierne i Wittenberg i 1508 og 1509, mens han underviste i filosofi og tog den teologiske doktorgrad efter et afbræk. I denne periode var han også i Rom, og det var her han fandt sit store mishag mod afladshandelen. 

Efter ønske fra sin ordensforesatte Johann von Staupitz overtog han stillingen som teologisk professor ved universitetet i Wittenberg i 1512. Hans opgave var først og fremmest at holde forelæsninger over Bibelen. I 1517 ændrede han sit efternavn fra Luder til Luther, som hentyder til det græske ord ελευθερος, eleutheros = Den befriede, Befrieren.

Som præst og sjælesørger i Wittenberg stødte Luther på dominikaneren Johann Tetzels overfladiske afladsforkyndelse, hvoriblandt den sætning, som blev tillagt ham: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer. Han forfattede derfor - på latin - 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen. Den 31. oktober 1517 sendte han disse til ærkebiskoppen af Magdeburg og Mainz, Albrecht af Brandenburg og biskoppen af Brandenburg, Hieronymus Schultz, og til nogle lærde venner. Teserne angreb ikke selve afladen, men reagerede på misbrug af den og en groft materialistisk indstilling til den. Mod dette stillede han sin nyvundne lære om troen som den afgørende faktor for menneskets frelse.

       

Ifølge historien blev de 95 teser sat op på døren til slotskirken i Wittenberg. Teserne var imidlertid i første omgang blot en indbydelse til en akademisk drøftelse af sagen. Dette bygger blandt andet på den version af Luthers historie, som blev udarbejdet af Philipp Melanchthon i 1546. Samtidig sendte Luther teserne til de førnævnte biskopper og til vennerne Johann Lang i Erfurt og Christoph Scheurl i Nürnberg. Nogle forskere betvivler, at Luther rent faktisk slog sine teser op på kirkedøren. Når det tages i betragtning, at teserne ikke var skrevet på tysk, er det dog ikke helt usandsynligt, at historien faktisk er korrekt. Senere blev teserne oversat til tysk og blev trykt, af den nyopdagede bogtrykkerkunst. I løbet af få uger blev teserne kendt i hele Tyskland og i løbet af få måneder over hele Europa.

Offentliggørelsen af teserne fik en uventet virkning, i begyndelsen til Luthers oprigtige forskrækkelse. Det viste sig, at der var en vidt udbredt uvilje og harme over den usalige handel, som den romerske ledelse, ærkebiskop Albrecht og Fuggernes bank drev med afladen, og som dominikanerne havde gjort sig til håndlangere for. De fleste opfattede Luthers teser som en åben protest og så ikke noget dybere teologisk anliggende i dem. Ærkebiskop Albrecht indklagede Luther for Rom, uden at værdige ham selv noget svar. Ærkebiskoppen led selv et økonomisk tab, da afladsforkyndelsen måtte afbrydes, og han fik ikke den fortjeneste, som han var blevet lovet af Fuggernes bank. I juni 1518 blev en kætterproces mod Luther åbnet i Rom.

Luther havde som udgangspunkt søgt samtale og diskussion, ikke strid. Han var imidlertid meget lidt tilfreds med sine "samtalepartnere". Lokalt i Tyskland engagerede Tetzel sig kraftigt, også for at forsvare sig mod det, han opfattede som et fortegnet billede af sin forkyndelse. Den romerske kurie kom efter nogle måneder på banen, men dialogen gik hurtigt i stå, fordi Luther blev mere og mere afvisende over for sin romerske modpart Mazzolini (også kaldt Prierias), og til sidst holdt helt op med at svare ham.

Luther levede og underviste i byen i det meste af sit liv, og efter sin død i Eisleben blev han ført tilbage til Wittenberg og bisat i slotskirken i 1546.

I 1938 skiftede byen officielt navn til Lutherstadt Wittenberg i lighed med Lutherstadt Eisleben (Luthers fødeby) og Mansfeld-Lutherstadt (byen, som Luther voksede op i).

Vi gik ind i byen ved slotskirken, men passerede den i første omgang. Dog kiggede vi på døren, hvor Luther havde slået sine 95 teser op. Døren, der oprindelig var af træ, brændte i 1760 og er erstattet af en bronzedør, hvori teserne er støbt.

   

   

Vi gik videre mod torvet, hvor vi så to huse, som familien Cranach havde boet i. Det blev også på torvet vi nød vores formiddagsdrinks. Flemming fik en ”Luther Bier”, som han mægtig godt kunne lide.

   

På torvet står der 2 statuer af henholdsvis Luther og Melanchton, og bag disse ligger det flotte renæssancerådhus, opført i 1535. Bygningen er ikke længere rådhus, men rummer et Luther-forskningscenter.

Vi fortsatte ned ad Schloßstraße, hvor man i den østligste del finder universitet, men også Melanchtons og Luthers boliger. Luthers bolig, hvor han opholdt sig fra 1508 til 1546, rummer bl.a. verdens største samling om reformationshistorien.

   

Også Melanchtons hus er indrettet til museum. Melanchton var professor og en  fremtrædende humanist, som støttede Luther i hans kamp mod afladshandelen og dermed mod den katolske kirke.

   

På vej tilbage passerede vi bl.a. Marie Kirche, der er noget mindre end Schloßkirche, men som Luther faktisk følte sig bedre tilpas i. Han prædikede ofte i denne kirke, ligesom  alle hans 6 børn er døbt her.

     

     

Vi sluttede turen i Wittenberg af med, at Camilla og Flemming var en tur inde i Schloßkirche, hvor de så Luthers grav. Melanchton er også begravet i kirken.

Efter besøget inde i byen, spiste vi frokost i Speedy, forlod vores P-plads og kørte mod den nordøstlige bydel, hvor der skulle findes en skole af Friedrich Stowasser, hvilket ikke siger så mange noget, men når man i stedet nævner kunstnernavnet Hundertwasser, så er der en del flere, der er klar over hvem det drejer sig om.

      

         

Her i udkanten af Wittenberg findes en Hundertwasser skole. Den berømte østrigske multikunstner Hundertwasser fik midt i 1990’erne mulighed for at udsmykke én af de traditionelle DDR-skoler og har ændret den til ukendelighed. I dag er den grundskole og internationalt gymnasium, men ligner udefra snarere et eventyrslot, en sand fantasiskole, hvor der vokser græs på taget og træer ud af vinduer. Meget spændende og flot!

   

Et lille aber-dabei er, at man allerede nu er i gang med at renovere, da der er problemer med de mange forskellige facadematerialer, som ikke spiller sammen, og derfor falder der dele af facaden ned.

Efter besøget ved skolen fortsatte vi mod sydøst mod byen Torgau. Torgau er første gang benævnt som "Torgove" i et dokument fra 973. Hvornår stedet blev til en by er ikke dateret, men i 1267 findes en notits, hvor "Stadt Torgau" nævnes.

I 1485 kom byen under fyrst Ernst, der gjorde byen til sin residensstad, men efter Den schmalkaldiske Krig tilfaldt byen Ernsts fætter Moritz i Dresden, og var ikke længere residensstad.

I 1529 forfattede Martin Luther, fra det nærliggende Wittenberg sammen med bl.a. Melanchthon og Bugenhagen "Torgauer Artiklerne". Luther indvier i 1544 det første evangeliske kirkebyggeri i Torgau.

I 1552 rejste Luthers enke, Katharina von Bora, til Torgau, for at bringe sig i sikkerhed for pesten, der hærgede i Wittenberg. Imidlertid faldt hun i stedet, brækkede hoften, og døde den 20. december 1552 i Torgau. Hun ligger begravet i St. Marien Kirche, der er en af byens seværdigheder, og hvor Luther også har prædiket.

Byen blev også indblandet i Napoleonskrigene, da Napoleon i 1811 befalede, at byens befæstning blev udbygget, hvilket dog ikke forhindrede et nederlag, hvorefter byen tilfaldt Preußen ved Wienerfreden i 1815.

   

Torgau blev berømt i forbindelse med 2. verdenskrig. Den 25. april 1945 mødtes amerikanske og sovjetiske tropper ved Elben i Torgau, og den 26. april blev mødet gentaget til ære for fotografer, som iscenesatte filmede mødet på den ødelagte Elb-bro. Det første sted de to hære mødtes var faktisk i Strehla, ca. 30 km fra Torgau. Få timer får de to hære mødtes, sprængte den tyske hær broen over Elben i stykker, men det forhindrede ikke de to arméer i at mødes

     

Vi parkerede Speedy ved den nye Elb-bro og gik op til Schloß Hartenfels, der er byens vartegn. Der er tale om et meget smukt renæssance-slot, der er helt velbevaret.

   

Nu skulle det hele jo ikke gå op i "Luther og lagkage", så efter Torgau var det slut med de reformationistiske indslag, og vi satte Marie til at finde frem til byen Lübbenau i Spreewald-området, som vi tidligere har besøgt (se under Med Speedy til Launitz). Her havde vi besluttet os til at overnatte på ”Camping Schloßpark”, der er en smukt beliggende campingplads i den østlige udkant af Lübbenau.

   

Vi spiste aftensmad, spillede kort og hyggede.

 

Torsdag den 16. oktober / Lübbenau - Berlin

Dagens distance 97 km. I alt 1.401 km

Efter badning, afhentning af morgenmad og spisning af samme, blev der gjort klar til afgang. Ved udcheckning skulle vi ikke betale for Louis, for campingfatter synes han var sød. Til gengæld købte jeg et glas ”Spreewald-Gurken” hos ham.

   

Så blev der tømt spildevandstanke og fyldt frisk vand på vognen og vi kørte den lille kilometer ind til selve byen Lübbenau. Hvor vi parkerede på torvet og gik en tur i byen.

      

   

Vi gik en tur i byen, bl.a. ned til ”havnen”, hvor de fladbundede både (kahn’er) ligger, og hvorfra man kan komme på sejltur ud i Spreewald-området. Det kostede 10 Euro pr. person og tog 3 timer. Vi havde dog andre planer, nemlig at komme til Berlin tidligt på dagen, så vores yndlingsstellplatz ikke var optaget. Vi har dog allerede snakket om at næste års efterårstur kunne gå til Meißen nordvest for Dresden, Bastei-klipperne sydøst for Dresden, og så kunne vi vel også ofre 3 timer på en sejltur i Spreewald ? Campingpladsen ligger i hvert fald meget smukt.

Inden vi kørte fra Lübbenau købte Flemming en Spreewald-Bitter, hvilket så også er blevet en tradition. Louis vakte i øvrigt stor opsigt i byen, da han grundet sin sjove trav-gangart, og sit pusseløjerlige udseende, tiltrak sig mange menneskers opmærksomhed. En af de lokale, der lige havde parkeret sin bil for at gå ind i sit hus, ventede med at gå ind, til Louis havde passeret og så styrtede han ind og hentede konen, så hun også kunne komme ud og se Louis.

Vi forlod byen kl. 11.30, kørte ud til Berlin-Dresden motorvejen og kørte mod Berlin.

Marie var blevet sat til at køre korteste vej, og ikke den hurtigste. Det betød, at vi ville komme ind gennem Berlins centrum, hvilket også gik meget godt lige til vi nåede ind til Mitte. Vi kørte gennem Checkpoint Charlie, uden at vise visum, og var så inde i Øst-Berlin.

Desværre var der noget bygningsarbejde i gang i Friedrichßtrasse, lige efter ”Unter den Linden”-krydset. Det skabte totalkaos, så det tog næsten en halv time at komme det sidste stykke ud til Chausseestraße, hvor Internationale Reisemobilstellplatz ligger. Vi boede også på denne plads i efterårsferien 2007, af havde fundet den meget attraktiv, grundet den rimeligt centrale placering.

Vi fandt en rigtig god plads og spiste frokost, mens kontoret holdt middagslukket. Senere viste det sig heldigvis, at den valgt plads lige var blevet ledig, så vi kunne blive holdende.

Eftermiddagen gik med læsning, the/kanelgifler, små-soven og så videre. Kl. 17.30 ville Lone, Flemming og Louis gå en tur, men ikke så snart de havde forladt pladsen, så begyndte det at styrte ned. Lone snuppede Louis i favnen og løb tilbage til Speedy, mens Flemming styrtede den modsatte vej til ”Sushi”, som er en lille fast-food butik, beliggende Müllerstraße 3a, som bl.a. sælger billig sushi. Vi fik 12 ”Nori Maki” og 5 ”Nigiri” til blot 10 Euro. Disse udgjorde forretten til aftensmåltidet, der var græske bøffer med hvidløgsflutes.

Resten aftenen  gik med kortspil og ”MIG”-spil (Mobile Intelligence Games), en slags Trivial Persuit, der blot fylder langt mindre.

 

Fredag den 17. oktober / Berlin

Så nåede vi frem til turens første overliggerdag. Speedy fik lov til at holde fri.

   

Belært af vores sidste ophold på stellplatzen, vidste vi, at der ikke var nogen bager i nærheden, så vi bagte selv morgenboller. Hurra for vores ovn. Efter morgenmaden fik det så noget sent ind mod centrum. Vi købte en heldagsgruppebillet, og så gik det ellers af sted mod Fransösischer Straße. Her stod vi af og gik så til det nye jødiske monument, lige syd for Brandenburger Tor. Louis synes det var sjovt af gå inde i ”labyrinten”, når vi andre gemte os for ham.

     

Næste stop blev Potzdammer Platz, hvor vi gjorde et kort ophold i Sony Center, inden vi gik gennem Tiergarten til Brandenburger Tor og Rigsdagen.

     

Ved Rigsdagen var køen ikke så lang, så Camilla og Flemming besluttede sig for, at de gerne ville se kupler, tegnet af den engelske arkitekt Norman Foster. Nicolai og Lone ville fordrive tiden i nærheden.

     

Da Camilla og Flemming havde stået i kø en halv time, var de nået op til et skilt, hvorpå der stod, at kuplen var lukket i oktober for at blive vedligeholdt, men at man da kunne komme op og ud på tagterrassen. Det samme havde gjort sig gældende sidste år. De to besluttede sig dog for, at skulle man op, så var det for at se kuplen, så de forlod køen. Men de kunne ikke finde resten af familien. Først gik de en tur rundt om det russiske mindesmærke i Tiergarten og dernæst tilbage til Rigsdagen, men uden af blive fundet. Så gik de gennem Brandenburger Tor og ind på Unter den Linden, hvor de bl.a. købte lidt at spise. Stadig ikke nogen familie. Så tilbage til Rigsdagen, hvor de slog sig ned på en bænk og ventede. Der var nu gået 1½ time siden adskillelsen.

     

Pludselig kom Nicolai styrtende, for han havde set Camilla og Flemming. Nicolai, Lone og Louis havde siddet på en bænk, tæt på Rigsdagen, det meste af tiden. 

Vi gik alle til Unter den Linden, hvor der blev købt pølsehorn. Så tog vi toget til Zoologischer Garten, hvor vi Gedächnish Kirche fandt en restaurant med et stor telt udenfor.

     

Her kunne vi sidde inde, og alligevel have Louis med. Nicolai og Camilla fik en Cheeseburger og Lone og Flemming fik Gullashsuppe. Så fortsatte turen forbi Gedächnish Kirche og lige efter faldt vi over en kæmpe medie-butik. Her fik Nicolai et stativ til hans CamCorder og Flemming Købte et Canon spejlreflekskamera, der var på tilbud.

Så returnerede vi til Kurfürsten Dam, hvor Camilla gerne ville ind i nogen af modebutikkerne, dog uden at købe noget.

    

Vejret var ikke det bedste, det var koldt og overskyet, så vi besluttede at vende næsen hjemad. Efter togturen hjem gik Flemming atter til Sushi-manden og købte masser af sushi, som skulle udgøre aftensmaden. Som sædvanlig var sushien god og da Flemming havde kønt for over 20 Euro, var der en flaske rødvin i tilgift.

     

Aftenen blev anvendt til kortspil, inden vi godt trætte krøb til køjs allerede kl. 22.

 

Lørdag den 18. oktober / Berlin

Atter holdt Speedy fri, for også i dag skulle vi ind til centrum. Vi startede med at køre til Hagescher Markt, hvor vi bl.a. besøgte en Ampelmann-butik, der udelukkende sælger souvenirs med de rød/grønne mænd på lyssignalerne.

     

   

Toget bragte os dernæst til Alexander Platz, hvor Flemming og Louis først blev placeret på en bænk med et glas Heiniken, mens resten af familien var i butikscentret Alexa. De havde fået en time, men så længe kan en ½ l øl ikke holde, så Louis og Flemming gik tur i nærheden, jagtede gråspurve og duer og talte med flere danskere, der alle var faldet for Louis charmerende udseende.

     

Da timen var ved at udløbe blev familien atter samlet og der blev spist China-boxe med nudler og hønsekød. Endvidere fik børnene pandekager med Nutella.

   

      

Turen fortsatte ned over Alexander Platz, forbi fjernsynstårnet og det gamle røde rådhus, indtil vi nåede frem til kanalen ved Berliner Dom, hvor vi købte billetter til en times guided bådtur gennem det gamle og det nye Berlin. Afsejling foregår lige ved Berliner Dom, ved kajen syd for det tidligere "Palast der Republik". Det østtyske folkekammer er omsider næsten helt nedrevet, og de resterende bygningsrester skulle være helt fjernet med udgangen af 2008. Grunden til nedrivningen var, at man forud for Tysklands genforening i oktober 1990 opdagede, at bygningen indeholdt asbest. Den blev derfor lukket for offentligheden 19. september 1990 efter dekret fra Volkskammer. I 2003 var asbesten fjernet i lighed med en del af bygningens indre og ydre mure, og bygningen var klar til at blive nedrevet. Der var åbent for besøgende i sommeren 2003. En protestgruppe advokerede for, at bygningen skulle bruges til kulturarrangementer indtil den endelige nedrivning. Det ønske blev efterkommet, og fra foråret 2004 husede Palast der Republik flere udstillinger samt en koncert med det tyske band Einstürzende Neubauten, der direkte oversat betyder Kollapsende nybygninger, hvorfor bandet passede meget godt ind i debatten om husets nedrivning.

Det oprindelige Berliner Schloß skal efter planerne opføres på dette sted. Under anden verdenskrig blev slottet skadet ved bombning, men ikke fuldstændig ødelagt. Socialistdiktaturet i DDR sprængte slottet helt i 1950, fordi det angiveligt var et «symbol på preussisk imperialisme»; dette skete under stærke protester fra demokratiske lande. Det eneste de lod blive tilbage, var balkonen hvorKarl Liebknecht i slutningen af første verdenskrig havde udråbt «den frie socialistiske republik», som aldrig blev en realitet. Socialisterne opførte midt i 1970'erne Palast der Republik, som tjente som parlamentsæde for DDR, og pladsen foran blev omdøbt til Marx-Engels-Platz.

Palast der Republik

Efter Tysklands genforening fik slotspladsen sit gamle navn tilbage og man regner med at begynde rekonstruktionen af slottet i 2010, efter at forbundsregeringen 4. juli 2007 bevilgede finansieringen. Indtil genopførelsen begynder, er det bestemt at området skal være en åben plads. Regeringen betaler opførelsen af de rå bygninger, mens "Förderverein Berliner Schloß" indsamler donationer til facaderekonstruktionen, idet forbundsregeringen dog stiller garanti.

Ved Hausvoigtplatz har foreningen, der støtter genopførelsen af det gamle berliner-slot, opstillet en stor model af det gamle Berlin, her med slottet i midten og Berliner Dom samt Altes Museum bagved.

Berliner Schloß blev færdigbygget i 1443 og var hovedresidens (vinterresidens) for kurfyrsterne af Brandenburg, det senere Brandenburg-Preussen og kongeriget Preussen, og efter 1871 også residens for de tyske kejsere. Efter første verdenskrig blev slottet museum.

Det var en ganske god sejltur med en meget informativ guide. Vi passereder bl.a. Domkirken, regeringsbygningerne, Hauptbahnhof og det nye Kanceli. Louis var dog ved at have fået kultur nok, så han faldt i søvn.

   

     

   

Efter sejlturen gik vi ned over Museumsinsel, ad Unter den Linden frem til Friedrichsstraße, hvor vi på stationen købte et brød til næste dags morgenmad. Så kunne vi slippe for at bage og dermed komme lidt tidligere af sted hjemad mod Sengeløse.

Aftensmaden blev for en gangs skyld sushi, hvor vi nu var stamkunder. I dag blev det til en flaske kinesisk blommevin. Noget sød, men brugbar til sushi.

Grundet den forventede tidlige opståen, gik vi tidligt i seng, men det blev dog til lidt leg med kortene forinden.

Der er ikke skrevet så meget om Berlins historie, eller de forskellige steder, da dette er sket i forbindelse med tidligere besøg i Berlin. Hvis man er interesseret i dette hevises til "Med Speedy til Berlin".

 

Søndag den 19. oktober / Berlin - Sengeløse

Dagens distance 582 km. I alt 1.982 km

Så var det tid til at stå tidligt op, for i dag skulle vi hele vejen hjem til Sengeløse. Vi havde i forvejen betalt for stellplatzen, så det var bare med at komme af sted. Prisen for at holde på Chausseestraße var i øvrigt 21 Euro pr. nat, hvilket er meget for en stellplatz, men beliggenheden taget i betragtning i orden.

Flemming vågnede kl. 7 og prøvede at få Lone til at gå ud med Louis, men ingen af de 2 havde lyst til at stå op, så der blev sovet videre til kl. 8, men så syntes Flemming ikke at den gik længere. Alle blev kostet ud af fjerene, der blev lavet morgenmad, pakket bil, tømt tanke og fyldt nyt vand på, så vi kl. 9.30 kunne forlaqde vores stellplatz.

Vi havde sat Marie til at guide os frem til Puttgarten, da vi dels synes at det var alt for dyrt at komme over med Rostock-Gedser, og dels gik sidstnævnte rute ikke nær så tit som Puttgarten-Rødby.

Det gik hurtigt ud af Berlin, hvor trafikken var meget ”tynd” så tidligt om morgenen. Videre mod Hamburg og så videre nordover mod Rostock. Ca. 10 km før Rostock drejede vi af mod Lübeck ad den nye og gode motorvej. Snart var vi fremme ved Hamburg-Lübeck-motorvejen, og så gik det ellers nordover.

Lidt efter Lübeck holdt vi ind og spiste frokost og kl. 15 var vi ved BorderShoppen, hvor vi handlede. Kl. 16.15 kørte vi ombord på færgen og kl. 18.30 holdt vi ind ved Dagli’Brugsen i Sengeløse for at købe aftensmad og morgenmad til i morgen.

Vel hjemme fik vi hurtigt tømt bilen, og om nogenj var glad for atter at være hjemme, så var det Louis. Han piskede rundt i have og hus, for at se om alt var i orden.

 

Efterskrift

Det havde været en efterårsferie med et spændende tema, Luther, som bragte os til mange store og små byer i det tidligere Østtyskland. Vi ændrede på vores rute flere gange, da det viste sig, at vi opholdt os i byerne længere end påregnet, men det er lige netop fordelen ved at rejse i autocamper. Man er ikke afhængig af hotelreservationer m.m.

Marie havde vist os frem ad veje, som vi ikke ville have valgt, hvis vi havde kørt efter et kort. Det blev til adskillige kilometer på elendige (øst)tyske småveje, hvis brolægning burde lægges om øjeblikkeligt. Nogle steder var det faktisk ikke muligt af køre mere end 20-30 km/timer, hvis vi skulle forhindre at Speedy raslede helt fra hinanden. Men det gjorde også, at vi kom frem til nogle flotte færgeovergange over floderne Saale og Elben.

Vejret havde været noget blandet med sol og op til 23 grader i begyndelsen af ferien, mens det havde ændret sig til det noget koldere i Berlin, hvor vi vel lå omkring 13-15 grader. Men heldigvis slap vi for det helt store regnvejr.

Louis har opført sig eksemplarisk. Den har kun tisset inde i vognen 2 gange, og det var vores skyld, da vi ikke hurtigt nok opfattede hans signaler om, at nu skulle han altså gerne ud. Lad os så håbe, at de gode toner fortsætter, når vi nu er hjemme.

 

Lone og Flemming Stagis

Oktober 2008