Onsdag den 18. juli

Da vi forlod pladsen kørte vi mod syd og passerede kort efter grænsen til Belgien. Vores næste mål var Gent, som er en af Belgiens ældste byer, grundlagt af romerne og som i 600-tallet voksede op omkring 2 klostre. Byen oplevede sin storhedsperiode i 11- til 1300-tallet, hvor man producerede det såkaldte flamske klæde, fremstillet af importeret engelsk uld.

  

At bevæge sig rundt i Gent er som at rejse gennem historien. Ingen anden by i Belgien har så mange fredede monumenter som Gent. En lang række af dem står på UNESCO’s liste over verdensarv.

Blandt flere end 400 historiske bygninger er en af de mest imponerende Sint-Baafs Katedralen, der huser en uvurderlig kunstskat, nemlig den verdensberømte trefløjede altertavle "Lammets Tilbedelse", der er malet af brødrene Van Eyck. Tæt på Katedralen finder man det imponerende klokketårn, som har 43 klokker og en gylden drage, der vogter byen mod djævle, i toppen. Borgen Gravensteen med sin voldgrav blev bygget år 1180. Men Gent er også en moderne by med et livligt handelsliv og mange forretninger. Denne fine kombination af fortid og nutid er grundlaget for en utrolig hyggelig by, som er stolt af sine rødder.  

 

Byen ligger, hvor floderne Leie og Schelde møder hinanden. På grund af handel med tekstil og uld blev byen i 1500-tallet en af Europas rigeste og mest betydningsfulde byer. I denne periode blev der anlagt et stort netværk af fantastiske brostensbelagte gader og bygget huse med smukke trappegavle.

I mange år var Gent under flere forskellige magter, bl.a. England, Frankrig og Spanien. Men Gent havde egne økonomiske og politiske interesser. Dette førte til aftaler med de andre flamske byer mod de fremmede magter. Dante har beskrevet dette virkelig godt i sit brev til Philip den Gode, der planlægger at invadere Flandern: ”Men hvis du erobrer Douai, Gent, Lille og Brügge, vil en voldsom hævn vente dig”.

Under den katolske kontrareformation og det spanske monarki, hvor mange calvinister flygtede fra området, forblev Gent republikansk og calvinistisk. Indtil den napoleonske periode kæmpede byen mod Louis XIV. Intet under, at hertugen af Wellington besluttede at have sit hovedkvarter i Gent på sin vej til Waterloo. Under den belgiske revolution forblev Gent loyal over for Huset af Oranje.

  



Den bedste måde at opdage byens hemmeligheder på, er at tage på en kanalbådtur fra Graslei eller Korenlei. Der kan man se de smukke huse med trappegavle og de mest maleriske terrasser ved floden.

Tro eller ej, men Gent er en havneby! Gennem kanalerne Gent-Oostende og Gent-Terneuzen har byen forbindelse til Nordsøen. Takket være disse forbindelser til havet og et godt vejnet er Gent i dag en blomstrende handelsby med både små virksomheder og storindustri.

  

Vi fandt en parkeringsplads tæt på centrum og begav os af sted mod byens imponerende kirker, utallige gamle bygninger og mange broer over byens kanaler. Vi fandt et ledigt bord ved en café, hvor vi fik nogle dejlige belgisk øl. Dernæst gik vi til Gravensteen, der er en imponerende borg, beliggende helt inde i centrum af byen. Det var greverne af Flanderen, der byggede borgen i 1180 og den blev fuldstændig restaureret i 1800-talllet.

  

Hele byen var præget af, at der blev afholdt byfest fra 13. til 24. juli. Der var boder, øltelte, scener m.m. i hele centrum. De dækkede desværre mange af de ellers spændende bygninger, så det var svært at se dem rigtigt.

  

Efter at have gået rundt i byen i et par timer returnerede vi til bilen og kørte mod dagens næste mål, Brugge. Undervejs holdt vi ind på en rasteplads, hvor vi spiste frokost.

Også i Brugge var vi heldige og fandt en parkeringsplads tæt på centrum, og for en gangs skyld var den gratis. Vi gik til byens centrum, hvor vi slentrede rundt i det der siges at være Belgiens kønneste by.

  

Brugge er perfekt for alle, der søger en romantisk ferie. Indenfor bymuren går man til fods langs de pittoreske små kanaler i den historiske bykerne. Man kan besøge chokolademuseet Choco-Story eller går på rundvisning, med smagsprøver, på bryggeriet De Halve Maan.

  

Et besøg i Brugge bør indeholde måske det roligste og mest romantiske sted i hele byen: Minnewater Park, som en gang husede byens havn og et Beginerkloster. De 14 beginergårde i Flandern er et unikt fænomen i verden og er blandt UNESCOs verdensmonumenter. Beginerklostre var for kvinder, som havde viet deres liv til Gud uden dog at trække sig tilbage fra verden. I 1200-tallet grundlagde de klostre, som skulle dække deres åndelige og materielle behov. De flamske beginerklostre indeholder huse, kirker og grønne områder.

Brugge er også meget kendt som center for knipling, og på kniplingecentret kan man se, hvordan det gamle håndværk bliver udført.

For at få mest muligt ud af Brugge er det en god idé at starte med en kanalrundfart. Fra båden kan man nemlig få øje på alt det usædvanlige, ukendte og specielle, som ikke kan ses fra gadeplan. Fra båden ser man også Brugge fra den vinkel, som gæster gjorde i middelalderen, hvor kanalerne og flodsystemet fungerede som veje. Dengang foregik næsten al trafik, og især handelstrafik til og fra Brugge, på kanalerne.

  

Hvert 3. år arrangeres ”Reiefeesten” (Kanalfesten) i Brugge. Festen består af historiske scener langs de smukt belyste kanaler. Hver scene tager udgangspunkt i byens rige og betagende historie gennem middelalderen, den burgundiske æra, renæssancen og barokperiode. Flere hundrede frivillige deltager som sangere, skuespillere, dansere o.a.

På en solrig dag fyldes Brugges centrum med én-dags besøgende. Deres busser parkerer udenfor voldgraven i Katelijne parkering, hvorfra de tager på guidet gåtur til de vigtigste seværdigheder. Om sommeren kommer der også mange besøgende fra krydstogtskibene, som har lagt til enten i Zeebrugge eller i Antwerpen.

Allerede tilbage i det 9. århundrede blev Brugge etableret og handlede intensivt med Skandinavien. Derfor er byens navn også skandinavisk og en videreudvikling af byens første kanal Reiens gamle navn Rugja til det skandinaviske Bryggia, der betyder anløbsbro eller havn. Pudsigt nok er der den dag i dag en norsk by, der hedder Bryggja.

Handelen med Skandinavien skabte grundlaget for, at byen i starten af 1000-tallet blev et europæisk handelscentrum, godt hjulpet på vej af Brugges direkte adgang til havet. Men i sidste halvdel af 1000-tallet begyndte forbindelsen at mudre til. En stormflod i 1134 skabte dog mulighed for en søvej via en kanal til byen Damme. Derfor kunne Brugge i 1200-tallet komme med i Hansa-forbundet og i løbet af 12- og 1300-tallet vokse byen og blev den økonomisk hovedstad i Europa og dermed centrum for et internationalt marked. Handel, industri og især tekstiler blev fundamentet for byens økonomiske opsving. Byen blev i denne periode også omdrejningspunktet for et finansielt system med lån, kontoer, overførsler og investeringer, der ligger til grund for bankverdenen, som vi kender den i dag. Huis ter Beurze åbnede således i 1309 og blev inspiration for børser rundt omkring i Europa.

  

Brugges status som handelscentrum blev dog svagere i løbet af 1400-tallet, da afskæringen fra havet betød, at alle varer skulle ompakkes til mindre skibe, og det blev for omkostningsfuldt i længden. Derfor begyndte Brugge at fokusere mere på luksusvarer, og det var i denne tid, at De Flamske Primitivister, som bl.a. Jan Van Eyck, satte en ny standard for malerkunst i Europa. Da Mary af Burgundiet, hvis rige Brugge hørte under, døde i 1482, skabte det politisk uro i området, og militære aktioner, oprør, hungersnød og pest endte med at gøre Brugge fattig og mennesketom. Antwerpen med dets nemme adgang til havet overtog rollen som handelscentrum.

Det var dog også Antwerpens havn, der skabte masser af handelstrafik til Brugge i 1500-tallet, og byen blev igen fyldt med handlende. Det var i denne periode, at Brugges mange gotiske bygninger blev bygget. Men i slutningen af 1500-tallet var byens få dominerende calvinister skyld i den store hjerneflugt til det nordligere og mere liberale Holland, hvilket blev enden for Brugge som dynamisk handelsby. Befolkningstallet faldt fra imponerende 200.000 til kun 50.000, hvilket til dels inspirerede Georges Rodenbach til at skrive Bruges-la-Morte (Det døde Brugge, 1892).

I 1900-tallet fantaserede byens borgere stadig om byens storhedstid som handelscentrum i Europa. Den nostalgi fik borgerne til at bygge nye huse i samme stil som resten af byen fremfor i mere moderne bygningsstile, hvorfor byen i dag ligner en middelalderby.

I dag er byen vokset til knap 120.000 indbyggere og de lever godt på dens storhedstid. Den middelalderlige by er nemlig et stort trækplaster for turister, der elsker at opleve den fredelige og meget romantiske by med dens mange beroligende kanaler.

Men byen er ikke helt og aldeles antikveret. I forbindelse med valget af Brugge som Kulturhovedstad i Europa i 2002 blev der bygget en række moderne bygninger, der skulle nuancere Brugges image. Concertgebouw er eksempelvis en moderne koncertbygning, hvor man i dag kan nyde opera og klassisk musik.

Vi kiggede på byen i nogle timer og højdepunktet var nok, da vi kom forbi en butik med belgisk chokolade, hvor vi købte både chokolade og trøfler med champagne.

  

Et par af de ting, der præger turisternes Brugge mest, er de mange hestevogne, der fragter turisterne rundt i byen. Det er meget flotte heste og så har de en praktisk foranstaltning, nemlig en rutschebane af stof, der går fra numsen ned i en sæk, så når hesten besørger, så er det ikke ned på gaden, men ned ad slisken til sækken. En anden ting, der er karakteristisk, er de mange små både, der fragter turister rundt på byens kanaler. Mange af dem er elektriske og glider stille gennem vandet.

Dagens sidste mål var en gratis autocamperplads i Ostende, men da vi kom frem, viste det sig, at pladsen var meget kedelig, uden faciliteter og der var stort set ingen plads mellem vognene. Vi tastede derfor en anden plads ind, nemlig ”De Zwerver” i Nieuwpoort, som godt nok ikke var gratis, men meget hyggeligere og med alle faciliteter, hvilket ville sige bad, toiletter, frisk vand og tømning af tanke.

Mens vi lavede mad kom der en slags Hjem-is bil rundt på pladsen, og vi skyndte os at købe dessert, nemlig 4 vafler med chokolade-is.

Aftenen gik med film, turberetning og belgiske chokolader.

Torsdag den 19. juli

Vi var klar til at forlade Autocamperpladsen ved 9.30-tiden. Udcheckningen foregik ved hjælp af automater, hvor man også kunne tilkøbe vand, mens tømning af tanke var gratis. Vi havde masser af vand, så vi skulle blot betale for overnatningen, nemlig 9,50 Euro.

Vi kørte ind gennem Nieuwpoort for lige at se byen, hvor der var en nydelig havn, mens selve byen ikke så ud til at være noget særligt.

Vi satte Marie til at vise os til Dunkerque og da vi passerede grænsen til Frankrig, fik vi desværre bekræftet, at jeg ikke havde fået opdateret Marie med kort over Frankrig, så nu måtte vi gå over til kørsel efter kort, men dog støttet af Marie, der havde de større veje med i Frankring. Vi kom hurtigt frem til vores franske yndlings­supermarked, Carrefour, hvor der blev handlet. Vi synes selv vi fik rigtig meget for de ca. 300 kr. vi måtte af med, og vores gæt var, at hvis vi havde købt de samme varer i Danmark, så havde prisen nok nærmet sig det dobbelte.

  

Efter Dunkerque var målene Calais og Boulogne-sur-Mer, hvor vi kørte væk fra ruten for at se et monument, der hædrer Napoleon og minder om, at det var i Boulogne-sur-Mer han havde planer om at samle en armada, der kunne invadere England. Men som vi ved, lykkedes det ikke for hr. Bonaparte.

Næste mål var Le Touquet og dernæst nåede vi endelig nåede vi frem til St-Valery-s-Somme, hvor vi havde udset os en Stellplatz. Vi kørte noget rundt og så et par skilte, der skulle vise os vej, men flere gange førte det os blot ud i det blå. Men endelig fandt vi frem til en meget stor og ny Stellplatz, som desværre ikke var groet helt til endnu, og derfor ikke var særlig indbydende, så vi besluttede hurtigt at køre videre. Vi faldt dog over et skilt til Camping Walric lige udenfor byen, så vi besluttede at stoppe dagens etape der.

  

Vi checkede ind i receptionen, hvor de syntes det var vældigt sjovt, at vores hunde hed Louis og Coco. Men ellers var det en dejlig plads, der var domineret af høje hække og store træer. Vi installerede os og spiste så fransk æbletærte med cidre. Ikke dårligt.

For første gang var vejret så godt om aftenen, at vi kunne grille udendørs, så aftensmaden stod på grillspyd, pommes frites og salat. Dertil blev der drukket hollandsk Grimbergen, der er noget lækkert mørkt øl på 6,5 %.

 

Fredag den 20. juli

Efter morgenritualerne kørte vi mod Amiens, hvor vi skulle se nærmere på katerdralen Notre Dame.

Amiens, der ligger ca. 120 km nord for Paris (ja det trak lidt i rattet), er hovedbyen i departementet Somme og ligger i regionen Picardie.

  

Byens rødder strækker sig tilbage til før-romersk tid, hvor Ambiani-stammen beboede hvor byen ligger i dag. Byen blev erobret af den romerske kejser Claudiusog blev brugt som en strategisk udpost i forbindelse med erobringen afGallien og Bretagne. I romersk tid var der i byen et forum, romerske bade, og et stort amfiteater.

I middelalderen blev byen påvirket af den gotiske stil, og katedralen i byen er et godt eksempel på denne byggestil. I 1700-1800-tallet var byen kendt for sin tekstilproduktion. Under de to verdenskrige var regionen Picardie skueplads for mange slag. Det mest kendte er slaget ved Somme, som kostede 1.000.000 tyskere og allierede livet ved floden Somme i 1916.

Katedralen Notre-Dame d'Amiens, eller blot Amiens Katedralen, er en romersk-katolsk katedral og sæde for biskoppen af ​​Amiens. Den ligger på en lille høj med udsigt over floden Somme.

 

 

Katedralen er den højeste færdigbyggede katedralen i Frankrig, dens stenhvælvede skib når en højde på 42,30meter (138,8m) og støttes af ikke mindre end 126 søjler. Denne højde overgås kun af den ufuldstændige Beauvais Katedral. Der er også tale om det største indvendige volumen, der er anslået til 200.000 kubikmeter, af​​ alle franske domkirker. Domkirken er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste i 1981.Selv om den har mistet mange af sine oprindelige farvede glasmosaikker, erAmiens Katedralen kendt for kvaliteten og mængden af gotiske skulpturer fra det ​​tidlige 1200-tal. De vigtigste skulpturer findes på vestfacaden og ved portalen ved søndre korsarm,og en stor mængde af polykromskulpturer fra senere perioder findes inde i bygningen.

Det har været svært at finde dokumentation vedrørende opførelsen af ​​den gotiske katedral, hvilket delvis skyldes resultatet af brande, der ødelagde arkiverne i 1218 og igen en brand i 1258, der beskadigede selve domkirken. Man ved dog, at det var Biskop Evrard de Fouilly, som påbegyndt arbejdet på domkirken i 1220. Robert de Luzarches var arkitekten frem til 1228, og blev efterfulgt af Thomas de Cormont indtil 1258. Hans søn, Renaud de Cormont, fungerede som arkitekt indtil 1288. Den krønike af Corbie giver en slutdato for katedralen i 1266. Finisharbejde fortsatte dog. Dens gulvene er dækket med en række designs, som det bøjede kors, der symboliserer Jesu's sejr over døden.

   

Egentlig er det Johannes Døberens hoved, der var incitamentet tilbygningen af​​ katedralen. Hovedet blev bragt til byen den 17. december 1206 som en del af rovet fra det fjerde korstog,der var blevet omdirigeret fra kampe mod tyrkerne i mellemøsten til et angreb på den store kristne by Konstantinopel.Et overdådig relikvieskrin blev lavet til at huse kraniet.Senere er hovedet gået tabt, men i1800-tallet blev der lavet en kopi, som stadig giver et fokus for bøn og meditation i det nordlige sideskib. Inde i kirken ses endvidere den barokke prædikestol, bygget af marmor og forgyldt træ, og som dominerer katedralen. Det støttes af tre allegoriske kvindelige figurer, der tilsyneladende repræsenterer Tro, Håb og Kærlighed, de tre teologiske dyder.

Byggeriet af katedralen i denne periode kan ses som resultatet af nødvendighed og muligheder. Ødelæggelsen af ​​den tidligere bygning efter branden i 1218 tvang hurtig byen til at opføre en bygning, og den lange og relativt fredelig regeringstid under Louis IX af Frankrig bragte velstand til regionen, baseret på blomstrende landbrug og en blomstrende klædehandel, hvilket gjorde investeringen muligt.

   


I forbindelse med en rengøring i 1990'erne, blev det opdaget, at den vestlige facade af katedralen oprindeligt er blevet malet i flere farver. En teknik blev perfektioneret for at fastslå de nøjagtige farver, som de blev anvendt i 1200-tallet. Efterfølgende har et samarbejde mellem laboratorier i EDF (Elektricitet Frankrig) og Society Skertzo udformet en kunstfærdig belysning, som projicere disse farver direkte op på facaden med en præcision, der genskabe det polykromatiske udseende fra 1200-tallet. Når lyset projiceres på statuerne omkring portalerne, er resultatet er et fantastisk billede, der bringer figurerne til livet. På visse sommeraftener, samt ved jule- og nytårstid, ledsages lyset med musik til et rigtigt "Son et Lumière-show".

     

Danmarks har i øvrigt forbindelse til Amiens da benediktinermunken Ansgar sandsynligvis blev født i Amiens i 801. Den danske kong Horik gav omkring 848 Ansgar tilladelse til at bygge den første danske kirke i Hedeby og her udførte han den første kristne mission i Danmark. Den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget i Ribe ca. 855 hvor Ansgar fik en grund af kong Horik. Højst sandsynligt lå kirken i Ribelund bag Ribe Station, hvor arkæologerne har fundet kristne gravpladser fra ca. 900. I Hamburg står der en statue af Ansgar, og i Birka i Sverige et stenkors til minde om ham. Ansgar døde som ærkebisp i Bremen i 865.

  

Ud over katedralen, er stedet kendt for et område omkring nogle kanaler, der har givet stedet navnet ”Lille Venedig”. Der var masser af restauranter, men vi havde købt ind til frokost, så vi kørte videre mod næste mål, der var Beaumont-Hamel i nærheden af Albert, hvor vi skulle se et af hovedmindesmærkerne fra 1. verdenskrig, nemlig slaget omkring Somme, hvor der i dag er mulighed for at se rester af skyttegravene ligesom der er flere soldatergrave fra de canadiske regimenter, der forsvarede dette område.

  

      

      

Vi så først velkomstcentret og gik derefter en lang tur rundt på området, hvor vi i et udleveret guide kunne læse om hvorledes skyttegravene lå i forhold til hinanden. Nogle steder var der mindre end 300 meter mellem de canadiske og de tyske linjer. 1. juli til 21. november 1916, hvor slaget var på sit højeste, mistede omkring 600.000 allierede soldater livet, mens det menes, at ca. 465.000 tyske soldater døde. Og resultatet var blot nogle få kilometers frem og tilbagerykning. Hundene var ladt tilbage i bilen, mens vi vandrede rundt på stedet og det var to meget glade hunde, der så vi kom tilbage til dem.

Efter Beaumont-Hamel kørte vi et kort stykke videre til Thiepval, hvor man i 1932 indviede et enormt mindesmærke for slagene ved Somme og hvor der døde næsten 73.500 britiske soldater. Nogle med angivet navn, men også mange som blot er blevet betegnet ”ukendt”. Her gik vi ind i hold, da hundene var ude at få luft. Først gik Nicolai og jeg ind til mindesmærket og dernæst Camilla og Lone. Da sidstnævnte kom tilbage, slap jeg Coco løs, så hun kunne løbe Lone i møde, men i stedet vendte hun om og spurtede i modsat retning og ind gennem en bagindgang til Museet og ned ad en trappe. Om hun tidligere havde hørt Lone inde i museet eller kunne lugte hende ved jeg ikke, men jeg måtte styrte efter hende ind i museet (gratis adgang) og fange hende. Det hele til stor morskab for kustoden på stedet.

   

   

       

Vi kørte nu videre mod Peronne og kom forbi adskillige andre soldaterkirkegårde, også en enkelt for tyske soldater, der i modsætning til de allieredes kirkegårde, ikke var skiltet.

  

Fremme i Peronne handlede vi i et meget stort Auchan supermarked, hvorefter vi fandt frem til byens kommunale campingplads, hvor vi blot betalte knapt 23 Euro for vores ophold.

Lørdag den 21. juli

Dagens rute var først mod St.-Quentin, dernæst Reims, som vi tidligere har besøgt, og videre til Chalons-en-Champagne, som Lone havde set skulle være en meget hyggelig by. Da vi nåede frem, virkede byen ret sløv og der var masser af parkeringspladser helt inde i centrum. Vi gik en lille tur rundt i byen, men fandt ikke så meget af interesse, ud over, at vi så et brudepar ankomme til rådhuset. Der var masser af brudepiger i kjoler, der ikke stod tilbage for Dallas og Dollars. Det var primært et selskab af sorte, som næsten alle var meget smukke.

  

  

 

  

Da vi havde slentret lidt rundt gik vi tilbage til bilen og kørte mod Nancy, som skulle være næste by, vi skulle se nærmere på. Kort efter Chalons kom vi imidlertid frem til Vitry-le-Francois, hvor vi drejede ind for at tanke diesel. Vi så endvidere et skilt til en campingplads, så vi besluttede at kigge nærmere på den. Det viste sig at være den kommunale plads, Camping Municipale, som var lille, men meget hyggelig, med meget høje hække af pinjer mellem parcellerne. Vi fandt en god plads og for første gang på turen blev markisen rullet ud, stolene hentet ned fra tagboksen og bordet ud af magasinet. Det var endelig blevet sommer. Vi havde dog ikke siddet ude ret længe før der faldt en byge. Vi negligerede den imidlertid og kort efter skinnede solen atter.

  

Der blev grillet og hygget, indtil vi trak ind, nogle for at se ”Game of Thrones”, mens jeg for at skrive turberetning. Sidstnævnte blev imidlertid ikke til så meget, for det havde været en dag uden de store oplevelser. Vi havde dog igen passeret en del krigskirkegårde, men uden at holde ind og kigge på dem.

Søndag den 22. juli

Vi kom lidt sent af sted her til morgen. Det var ikke på grund af hundeluftningen, badning eller morgenmad, men jeg frygtede, at vi ville sidde fast på pladsen, da højre baghjul øjensynligt var sunket godt ned i græsset. Jeg bakkede dog ud uden problemer, men så opdagede Nicolai, at Speedy nærmest kærte på fælgen, så dækket var øjensynligt punkteret. Jeg havde haft det under observation et stykke tid, da det så ud som om der manglede en del tryk i dækket og vi havde prøvet at finde et sted, hvor vi kunne få luft, men uden held. Og nu var det altså så langt nede, at der ikke var andet at gøre end at skifte hjulet. Heldigvis har Nicolai været med til at skifte sommer-/vinterhjul så mange gange, at han er helt professionel. Det tog vel 20 minutter at skifte, og det på trods af, at skraldenøglen til donkraften gik i stykker, så vi måtte bruge en almindelig svensknøgle.

  

  

  

Efter operationen kørte vi mod Nancy, og derfra videre mod Colmar, som skulle være dagens højdepunkt. Der var vel omkring 310 km, men da det meste var betalingsfri motorvej, så gik det rask derud af. Vi havde ingen brød og alt er øjensynligt lukket i Frankrig om søndagen, så vi holdt ind på en tankstation, hvor jeg og Camilla checkede luft i dækkene og fyldte det dæk, som vi nu havde siddende som reservehjul. Så må vi en af dagene se, om det holder luft. Imens var Nicolai og Lone inde og købe diverse sandwich, så vi kunne få noget frokost.

Det gik videre og sidst på eftermiddagen kørte vi ind i Colmar, hvor vi fik en parkeringsplads meget tæt på centrum, og tilmed gratis, da det var søndag.

  

Vi gik ind i den gamle bydel og her var godt nok nydeligt.

Colmar er den administrative hovedby i departementet Haut-Rhin i Frankrig. Byen blev grundlagt idet 9. århundrede. Colmar fik status som en frikejserby i Det hellige Romerske Rige i 1226. I 1575 sluttede byen sig til den protestantiske reformation, længe efter de nordlige naboer i Strasbourg og Sélestat. Under Trediveårskrigen blev byen indtaget af svenske hære i 1632, der holdt den i to år. I 1679 blev Colmar afstået til Frankrig. Sammen med resten af ​​Alsace blev Colmar annekteret af det nydannede tyske rige i 1871 efter afslutningen af den fransk-preussiske krig. Området vendte tilbage til Frankrig efter Første Verdenskrig, men blev igen annekteret af Nazitysklandi 1940, for derefter igen at vende tilbage til fransk kontrol i 1945. Det kan man da kalde en omtumlet tilværelse.

Den franske billedhugger Frédéric Auguste Bartholdi (1834 – 1904) blev født i Colmar. Bartholdi huskes især for skabelsen af Frihedsgudinden. I Colmar er der rejst en kopi i halv størrelse af Frihedsgudinden til ære for ham.

Colmar, der ligger langs den alsaciske vinrute og kalder sig selv for "Capital des Vins d'Alsace", har et indbyggertal på ca. 66.000, mens hele arrondissementet Colmar har ca. 145.000 indbyggere.

    

Ved Le Marche Couvert, det overdækkede marked, hvor omegnens bønder en gang om ugen sælger deres produkter, købte vi 4 glas og en flaske Riesling (10 Euro) som vi nød i de smukke omgivelser. Vi drak ikke hele flasken, men tog den med os, da vi gik videre mod Petite Venise, Lille Venedig, som er noget af det ældste af Colmar, med små smukke bindingsværkshuse langs den lille flod Lauch. Bygningerne har smukke udskæringer og stærke farver der lyser op i omgivelserne. De flotteste eksempler findes i Rue de la Montagne Verte, hvor mange af husene er over 400 år gamle.

  

  

  

Vi begav os tilbage til bilen og undervejs faldt vi over en butik, der solgte italiensk is, hvilket vi ikke kunne modstå.

  

 Nej, det er ikke vores hunde.

Vi havde nået det sydligste punkt på vores ferie og skulle nu til at køre nordover – hjemad. Det vil sige, at vi kørte mod Strasbourg, men kort efter at have forladt Colmar, drejede vi af og kørte ind til Ribeauville, hvor vi fandt frem til byens 4-stjernede campingplads, som imidlertid var total besat, så mange måtte holde ude på gaden og vente på plads den efterfølgende dag. Det havde vi ikke lyst til, så vi kørte længere ind i dalen mod Ste-Marie-aux-Mines, og kort efter dukkede en lille plads op, godt nok kun med en stjerne, men med hyggelige terrasser op ad bjergsiden. Vi checkede ind, hvilket kostede 15,50 Euro, inkl. elektricitet og 4 mønter til bruserne. Rørende billigt.

  

 

På pladsen holdt en lille fransk autocamper, med et ungt par, som havde en fransk bulldog, der var meget velopdragen - altså hunden. Den kunne gå frit omkring, men var aldrig særligt langt væk fra dens ejere, kun når den skulle hente den bold, der hele tiden blev kastet. Bare vores hunde var lige så velopdragne, så vi kunne lukke dem ud, uden at de skulle være bundne i deres liner.

Der havde været tale om en dag med stort set solskin hele dagen kun afbrudt af et par enkelt byger, mens vi kørte i bil.

Mandag den 23. juli

Da vi havde pakket sammen efter morgenritualerne kørte vi tilbage til centrum af Ribeauville, hvor vi havde set en afviser mod Haute Königsberg. Det viste sig at være noget længere end jeg havde forventet, men gennem smukke skovstrækninger og serpentinesving op ad bjerget. Vi var fremme ved 10.30-tiden, hvor der endnu ikke var så mange turister på stedet, selv om der er tale om den mest besøgte turistattraktion i Alsace. Vi havde 10-15 minutters gang fra parkeringspladsen op til slottet og da vi nåede frem viste det sig, at vi ikke måtte have hundene med ind på slottet – det havde vi nu heller ikke regnet med. Der var heldigvis en lille selvbetjenings-bistro lige ved indgangen, så mens Camilla og jeg gik ind på slottet, blev Nicolai og Lone parkeret i bistroen med drinks og pizza-bagette.

  

 

Camilla og jeg betalte hver 8 Euro i entré og så gik det ellers der ud ad. Der var en nøje fastlagt rute, så man fik set det af slottet, der var tilgængeligt.

    

Slottet er bygget på det 755 meter høje bjerg Stophamberch og placeret hvor to handelsruter krydser hinanden, nemlig den øst-vest gående salt- og pengevej og den nord-syd gående mel- og vinvej. Slottet nævnes første gang i 1100-tallet og er grundlagt af Frederik af Hohenstaufen, der havde tilnavnet ”Den enøjede”.

  

Under 30-årskrigen (1618-48) modstod slottet et svensk angreb i over en måned, men det endte med, at at man måtte overgive sig og slottet blev plyndret og nedbrændt, hvorefter det henlå som ruin frem til 1899, hvor det blev givet til den tyske kejser Vilhelm II. Kejseren satte arkitekt Bodo Ebhardt til at genopbygge slottet fra 1900 til 1908. Der blev dog arbejdet med færdiggørelse og indkøb af kunstskatte frem til 1918.

Arbejdet med genopbygningen startede på grundlag af en forholdsvis velbevaret ruin, der mange steder stod op til fæstningens glughuller og med en stor del af hvælvingerne bevarede. Eberhardt, der havde en forkærlighed for middelalderen og dens fæstninger, havde derfor forholdsvis let ved at genopføre rummene i deres oprindelige former. Kun visse dele af det øverste samt tagkonstruktionen er udtænkt af arkitekten.

Eberhardt er dog blevet kritiseret for anvendelsen af tagsten på tagene, hvis hældninger der også er sat spørgsmålstegn ved.

Formålet med genopførelsen, var ikke at gøre det til residens for kejseren, men at opføre et middelaldermuseum, som en borg, som den så ud i 1400- og 1500-tallet. Der er tale om et meget stort slot, dækkende et areal på 1,5 hektarer, præget af røde sandsten.

      

Vi var ca. en halv time om at tage rundturen og det var faktisk et flot slot, men helt mål med Neu Schwanstein i Bayern, som vi så sidste år, stod det nu ikke. Dertil skal også siges, at Haut Königsberg er en gammel restaureret borg, men Neu Schwanstein er en nybygget gal konges drøm om et eventyrslot.

Det er uvist hvornår det første slot blev bygget på stedet. Den første omtale, der er kendt, er fra 1147. Slottet fik navnet "Königsburg" i 1192.

I begyndelsen af ​​1200-tallet gik slottet fra Hohenstaufen-familien til hertugerne af Lothringen, som betroede det til Ratsamhausen-familie, der sad på slottet, indtil 1400-tallet. En koalition af byer angrebet og brændte slottet i 1462.

Ruinerne blev videregivet til familien Thiersteins, der ombyggede dem omkring 1480 til en borg, der kunne modstå  tidens nye artilleri. I 1517 døde Thierstein uden arving, og slottet blev taget i besiddelse af Maximilian I, Den Hellige romerske Kejser.

Slottet blev opgivet efter Trediveårskrigen, fordi den var blevet brændt og plyndret af svenske tropper, efter en 52-dages belejring. Gennem nogle hundrede år stod slottet  ubenyttet hen og blev overgroet af skov. Forskellige romantiske digtere og kunstnere blev inspireret af slottet i denne periode.

Så gav byen Sélestat slottet til den tyske kejser Wilhelm II i 1899. Wilhelm ønskede at skabe en borg, der lovpriste kvaliteterne i den middelalderlige tid i Alsace og mere generelt den tyske civilisation. Han håbede, at det vil styrke båndene mellem alsacerne og Tyskland, da området først for nylig (1871) var blevet indlemmet i Det tyske Rige. Ledelsen af ​​restaureringen af ​ borgen blev overdraget til arkitekt Bodø Ebhardt. Arbejdet foregik fra 1900 til 1908.

Bodo Ebhart's mål var, at genopbygge slottet, som det så ud på tærsklen til Trediveårskrigen, men til tider manglede oplysninger og han måtte improvisere nogle dele af borgen. For eksempel mener man, at hovedtårnene nu er ca. 14 meter for høje. Kejser Wilhelm krævede også visse ændringer, som fremhæver en romantisk nostalgi for den germanske civilisation. For eksempel har den største spisesal et højere tag end oprindeligt, ligesom forbindelsen mellem Hohenzollern-familien og habsburgerne i det Hellige romerske Imperium, blev overvurderet.

Efter 1. Verdenskrig, konfiskerede den franske stat slottet. I mange år blev der rynket på næsen af ​​slottet i Frankrig på grund af dets forbindelser til den tyske kejser. Mange anså det for ikke at være andet end et eventyrslot. Men i de senere år har mange historikere fastslået, at selv om det ikke er en helt nøjagtig rekonstruktion, er det i det mindste interessant, da det viser Wilhelm II 's ideer om fortiden. Dele af 1937-filmen "The Grand Illusion" af Jean Renoir blev optaget på Haut-Koenigsbourg.

Slottet blev optaget på listen over "Monument Historique" i 1862 og i 1993 blev det officielt udpeget som National Historic Site af det franske kulturministerium. I dag er det en af ​​de mest berømte turistattraktioner i regionen.

  

  

Da Camilla og jeg var færdige med slottet, var det vores tur til at være gæster i bistroen og vente til kl. 12.30, hvor Nicolai og Lone kom tilbage, hvorefter vi gik retur til Speedy med to trætte hunde. Nu var der godt nok kommet rigtig mange biler og det var svært at opdrive en ledig parkeringsplads, så godt vi kom i god tid.

Næste mål skulle være Struthof, Frankrigs eneste tilbageblevne koncentrationslejr. Vi kørte mod St-Marie-aux-Mines, hvor vi først handlede i et supermarked og så ellers kiggede på et kort, og opdagede, at hvis vi kørte igennem en tunnel under bjergene, så kunne vi spare en rigtig stor omvej gennem et pas over bjergene. Vi vendte kareten og kørte ind i tunnelen, der viste sig at være næsten 7 km lang. Vi betalte først, da vi kom ud på den anden side og det var så godt nok en hamper pris, knapt 37 Euro. Men der var uden tvivl sparet rigtig mange penge til diesel og især masser af tid.

  

Ved Natzweiler drejede vi op i bjergene og kort efter var vi fremme ved Struthof.

Le Struthof, beliggende i 800 meters højde på Mont Louise, var inden 2. verdenskrig et populært sted til bl.a. traveture og skiløb, men i 1940 opdagede en SS-ingeniør Blumberg at bjerget indeholdt rød granit, som Det 3. Rige kunne bruge til større byggeprojekter. Derfor startede man i maj 1941 etableringen af en koncentrationslejr, som først havde tyske og tjekkiske fanger, primært fra Sachsenhausen.

  

  

En meget stor og omfattende udstilling med billeder, ejendele og effekter fra tiden er samlet i et nyt stort museum, inden man kommer ind i lejren. Her findes også masser af data og oplysninger - så som at der i lejren var 8.000 fanger, der arbejdede i det nærliggende stenbrud og i et værksted, hvor de reparerede flyvemaskinemotorer for Juncker fabrikkerne. Der var 19.000 fanger i de omkringliggende arbejdslejre og udekommandoer. Det var især franskmænd og russere, men også tyskere, hollændere, polakker, tjekker og der var 504 nordmænd hvoraf halvdelen døde - samt 3 registrerede danskere. 

I 1942 bliver de første rigtige barakker etableret, lige som trådhegnet omkring lejren blev opsat. Lejrens indsatte blev ikke blot udsat for brutalitet, men en del, primært jøder og sigøjnere, blev udtaget til halvvidenskabelige forsøg. Stort set ingen af disse overlevede. Hitler havde bebudet, at lejren skulle modtage de mistænkte sabotører og modstandsfolk fra Nord- og Vesteuropa og at de skulle forsvinde i den såkaldte "Nat - og Tågeaktion" (Nact und Nebel). Der er indrettet et gaskammer i lejren, hvor blandt andet 130 fanger blev dræbt for at skaffe materiale til skeletsamlingen på Universitetet i Strassburg. Især blev jødiske fanger overført fra Auschwitz til Struthof med det syge formål, at skaffe skeletdele. Fangerne var totalt afskåret fra al kontakt med omverdenen, de skulle dø af sult og hård behandling. Forplejning fik de et minimum af, lige nok til at holde dem i live, mens de blev brugt til enten arbejde eller til forsøg.

I 1943 tredobles antallet af fanger og også unge fra Alsace, der nægter at gå i tysk militærtjeneste, interneres og blev efterfølgende henrettet. Det er også i dette år, man bygger et egentlig gaskammer og starter på systematisk udryddelse af de indsatte.

I september 1944 evakuerer tyskerne lejren, da de allierede nærmer sig. De fleste fanger bliver sendt på en dødsmarch til Dachau og Allach, mens lejrens administration flyttes til Neckar-dalen. I november når de allierede styrker frem til Struthof og finder den forladt. I alt har der været ca. 52.000 mænd interneret, men ingen kvinder. 31 nationaliteter har været repræsenteret og 22.000 overlevede ikke interneringen eller dødsmarcherne i forbindelse med evakueringen.

  

Normalt kostede det 6 Euro pr. person at komme ind og se lejren og et nyanlagt museum, men da der havde været lynnedslag i nærheden var strømmen gået i området og der var derfor gratis adgang til lejren, mens museet var lukket ned.

Vi var på stedet en times tid og så på de uhyrligheder som nazisterne påførte fangerne. Lad os håbe, at menneskene er blevet klogere med tiden.

Efter Struthof begav vi os til en nærliggende by, hvor vi fandt en campingplads, der imidlertid var total belagt, så vi fortsatte nordover. Vi var så tæt på Strasbourg, så vi besluttede at prøve at finde en campingplads i byen, hvor vi tidligere havde været. Det gik dog ikke så godt uden Marie, og vi forvirrede os rundt i indre by, uden at finde nogen afviser til en campingplads. På et tidspunkt kom jeg ind i en blindgyde og måtte bakke tilbage for at komme på rette spor. Ved denne manøvre ramte jeg en afspærring, som dog heldigvis stod løs, og som blot flyttede sig lidt ved påkørselen, så der ingen skade skete. Senere kom vi ud af en anden gade og opdagede en større vej, som vi gerne ville ud på. Imidlertid måtte vi ikke dreje til venstre på stedet, men når ønsket er større end lysten til at følge færdselsloven, så drejer man altså til venstre. Omme fra bodelen kom Nicolai og Lone med kommentarer, men da både Camilla og jeg var ved at være godt stressede af ikke at kunne finde ud af byen, så blev de bidt af på det kraftigste, hvilket så afstedkom surhed fra bagsædepassagererne. I stedet for at lede videre besluttede vi oppe foran, at nu var tiden kommet til at smutte over Rhinen og ind i Tyskland, hvor Marie var på hjemmebane og efter 15 minutters tid var vi ved en nydelig campingplads i byen Kehl, der er en tysk forstad til franske Strasbourg.

Vi checkede ind og fik gemytterne bragt på rette plads igen. Dog var det ved at bringe Lone op i det røde felt, da pladsens mand påtalte, at den ene hund havde lagt en lort på pladsen og ikke var bragt udenfor. Lone prøvede at forklare manden, at hun havde været på vej ud gennem lågen, men at hun altså ikke var herre over, hvornår hendes hunde skulle besørge. Det skal bemærkes at Lone selvfølgelig allerede havde samlet efterladenskaberne op, da hun blev antastet, hvorfor hun var ret ophidset, da hun kom tilbage til Speedy.

Nu var vejret vist skiftet for alvor, for hele dagen havde solen skinnet fra en skyfri himmel.

    Tilbage til del 1

 

    Til del 3

 

    Tilbage til "Vore ture"