USA-turen - Del 3
Juni-juli 2008
Mandag den 7. juli
Vi forlod Circus-Circus, fik fyldt benzin på tanken, og drejede ind på HW 95. Kort efter drejede vi dog atter fra highway'en og handlede i Andersons, hvor der også holdt en fantastisk flot brandbil på P-pladsen. Så gik det tilbage til HW 95 og vi fortsatte nordover.
  
På et tidspunkt kørte vi forbi et monument, der meddelte, at vi nu var ved "Nevada Test Area", ellers som det betegnes "Area 51". Dette er nemlig den almindelige benævnelse for Groom Lake-basen, der er beliggende i det sydlige Nevada. Selve basen er beliggende inden for Nevada Test and Training Area dybt inde i et afspærret område. Basen er hjemsted for test og udvikling af nogle af USAs mest avancerede militære systemer, primært fly.
Til trods at være omgærdet af hemmelighed og mystik, er basen faktisk mulig at se for offentligheden. Både på afstand gennem kikkert eller teleskoper, men også via satellitfotos, som er frit tilgængelige via internettet, via fx. Google Earth. Overflyvning af området er ikke mulig, da basen er omgivet af forbudt luftrum fra jorden til uendelig højde. Man kan jo så undre sig over, hvorledes man kan se området på f.eks. Google Earth ?
Historien om basen ved Groom Lake begynder i 1950'erne, hvor det amerikanske CIA i samarbejde med Lockheeds udviklede spionflyet U-2 under projektnavnet AQUATONE. Nye flytyper blev som oftest udviklet og testet på Edwards Air Force Base i Californien, men det blev besluttet af chefdesigneren, Kelly Johnson, at finde et mere øde sted for testflyvningerne væk fra nysgerrige øjne. Efter lang tids søgen, uden at have fundet det ideelle sted, kom en oberst i det amerikanske luftvåben (USAF) i tanke om en lille flyveplads ved Groom Lake i Nevada.
  
Flyvepladsen var ikke længere egnet til operationer, men det tørre, flade forhenværende flodleje var ideelt at benytte til testflyvninger og kunne næsten bruges som en kæmpe landingsbane med minimale forberedelser. Området grænsede i øvrigt op til Yucca Flats, som blev brugt til atomprøvesprængninger, hvilket gjorde, at ingen civil bebyggelse fandtes i nærheden. Området blev formelt en del af atomenergikommissionen, og dermed afskåret fra offentlig adgang, og ikke engang militær træningsflyvning i området måtte komme i nærheden af den nye testfacilitet. I 1955 blev basen omtalt som "Paradise Ranch", eller bare The Ranch af folk der arbejdede der.
Bygningen af basefaciliteterne blev annonceret i de lokale medier i maj 1955, så basen var for så vidt ikke en dyb hemmelighed, blot ikke et sted man kunne komme til. En 5000 fod landingsbane, kontroltårn, tre hangarer, brændstoftanke, brøndboringer, begrænset beboelse og enkelte underholdningsfaciliteter blev konstrueret, og basen havde egentlig karakter af midlertidig bebyggelse. Der var ingen planer om at aktiviteter skulle fortsætte efter U-2 flyet var færdigudviklet. Da personale fra Lockheed og CIA begyndte at ankomme til basen, fik den navnet Watertown.
De første flyvninger begyndte i august 1955, og i 1956 fløj fire styk test over Groom Lake, indtil flere af de første prototyper styrtede under disse testflyvninger.
I løbet af 1957 aftog testflyvningerne ved Groom Lake, og de fleste fly opererede fra Edwards Air Force Base og basen var næsten en spøgelsesby på dette tidspunkt. Samtidig tiltog atomprøvesprængningerne i naboområdet, og Watertown blev flere gange helt evakueret pga. radioaktivt nedfald. Faktisk blev bygningerne brugt som laboratorie for, hvordan forskellige typer materiale beskyttede mod radioaktivitet.
I 1958 blev området omkring Watertown officielt lukket for offentlig adgang, selvom det i praksis havde været det i tre år, og stedet fik betegnelsen Area 51, da hele Nevada Test Site er inddelt i forskellige areas (områder), og området omkring basen havde tilfældigvis nummer 51.
Der ligger i området en række gamle miner, som er blevet lukket. Nogle af minerne indeholder muligvis interessante spor fra nybyggere i pioner-tidens USA, og flere har i den henseende forsøgt at få adang til det afspærrede område for at undersøge disse gamle efterladte effekter, men indtil videre uden held.
  
Vi fortsatte til Beatty, der er en af de tidligere byer, der har sprudlet af liv, da der blev gravet guld i området. I dag er der ikke megen liv i byen, af de mange hoteller og beværtninger, der tidligere har været i byen, er langt de fleste væk igen. En ting der dog ikke er forsvundet fra guldgravertiden er den "lette garde". I byen ligger bl.a. Shady Lady Ranch (Den Skyggefulde Kvindefarm), et bordel som tilbyder kunderne 50 $ i form af en benzinkupon, hvis man bruger mere end 300 $ på husets tilbud. Den 50 $ store rabat vil stort set kunne dække omkostningerne for køreturen fra Las Vegas til ranchen. Bordeller er ulovlige i det meste at USA, men lovlige i dele af Nevada.
Byen ligger lige på kanten til Death Valley National Park, en rigtig prærieflække, hvor vejen starter ind over Death Valley National Park, men CruiseAmericas biler har forbud mod at køre gennem ørkenen på grund af de høje temperaturer.
Der er i dag omkring 1.110 indbyggere i byen
Næste by blev Goldfield, der ligesom Beatty er en hensygnet guldgraverby. Goldfield er dog kendt for 2 ting, dels en minearbejderstrejken i 1906-07, hvor militæret blev sat ind, og dels for en noget speciel boksekamp.
Bokseren Joe Gans havde en imponerende rekordliste med 123 sejre i 144 kampe (15 uafgjorte), og havde tidligere opgivet titlen som verdensmester i letvægt for i stedet at vinde verdensmesterskabet i weltervægt. Bokseren Battling Nelson fik 22.500$ for kampen (dobbelt så meget som den sorte Gans), hvilket var et betragteligt beløb i 1906. Der var 11.000 tilskuere i Goldfield, og de blev vidner til verdenshistoriens længste titelkamp, der fandt sin afslutning, da Battling Nelson blev diskvalificeret i 42. omgang efter et for dybt stød. Nogle kilder anfører, at Nelson satte det dybe stød ind med vilje efter opfordring fra sit ringhjørne for at få stoppet kampen, andre hævder, at Gans blot smed sig ned, og at Gans på sit dødsleje få år efter erkendte, at Nelsons stød havde været reglementeret. Uanset hvilken historie man vælger at tro på, var der tale om en kamp, hvor begge boksere var særdeles slidt da afgørelsen faldt. Ifølge avisreferater var Battling Nelsons ene øje lukket og ansigtet "slået ud af form". Gans havde brækket hånden og blødte fra mund og ører.
  
I dag har byen ca. 450 indbyggere, men sådan var det ikke i begyndelsen af 1900-tallet. I 1902 blev der fundet guld og i 1904 blev der produceret 800 tons guld. Det betød, at byen hastigt voksede og blev Nevadas største by. Således boede der i 1906 ikke mindre end omkring 30.000 mennesker i byen. Guldåren tørrede dog hurtigt ud, og allerede i i 1910 var indbyggerantallet faldet til knapt 5.000. Det største mineselskab forlod byen i 1919 og i 1923 ødelagde en voldsom brand størstedelen af byens brandbare bygninger.
  
Vi fortsatte mod Tonopah, og selvfølgelig er der også her tale om en mineby anlagt lige omkring 1900, men her var det sølv man fandt. Allerede i 1902 havde byen over 3.000 indbyggere, og i 1905 blev der etableret jernbaneforbindelse med Colorado og i 1905 blev banen forlænget til Goldfield.
Byen er i dag mest kendt for optøjer imod kinesere i 1903, hvilket afstedkom en boykot af amerikanske varer i Kina.
I dag har byen ca. 2.600 indbyggere, og i modsætning til Beatty og Goldfield ser Tonopah ud til at have overlevet. Der er langt mere liv i denne by end de 2 andre, og man har fået stablet et mine-museum på benene, og lever i høj grad af turisme.
  
Vi havde hidtil kørt på HW 95, men her i Tonopah løber denne sammen med HW 6, som førte os videre til Benton, hvor vi tankede benzin. Her havde vi endvidere tænkt os at køre op gennem bjergene mod Lake Mono, men et skilt, der frarådede biler over 30 fod at benytte vejen, fik os på andre tanker, så vi fortsatte til Bishop, hvorfra vi drejede op gennem bjergene af den brede HW 395, der førte os frem til dagens endemål, nemlig Mammoth Mountain RV Park i byen Mammoth Lake.
  
Pladsen lå meget smukt mellem høje fyrretræer og i et område, hvor der var mange bjørne, så man gjorde meget ud af en sikker affaldshåndteringen på pladsen. Endvidere var der en dejlig spa og en stor pool, som vi straks kastede os i.
  
  
Vi spiste en del sushi på turen. Det er væsentlig billigere i USA end i Danmark.
Tirsdag den 8. juli
Da vi forlod RV-pladsen slog vi lige et smut ind om byen Mammoth Lake. Det er helt klart en skiferieby, med masser af flotte resorter. Selv restaurant Alpenrose findes i byen. Helt klart et sted man godt kunne holde skiferie i, hvis ikke lige det var for transportudgiften.
Vi vendte tilbage til HW 395, som bragte os op til Mono Lake, hvor vi gjorde et holdt.
  
Mono Lake menes dannet for mindst 760.000 år siden, men aflejringer antyder at Mono Lake kunne være en rest af en større og ældre sø, der engang omfattede en stor del af Nevada og Utah, hvilket gør det blandt de ældste søer i Nordamerika.
  
Da Mono Lake ligger i et vandskel, og dermed ikke har afløb, forbliver opløste salte i søen og er med til at hæve pH- og saltkoncentration. Der lever derfor ingen fisk i søen, men til gengæld er der fantask mange insekter, hvilket betyder et rigt fugleliv.
Mono Lake er i et vulkansk aktivt område og vulkansk aktivitet fortsætter i nærheden, det seneste udbrud fandt sted 250 år siden ved Negit Island i Mono Lake. Panum Krater (på sydkysten af søen) er et fremragende eksempel på en kombineret rhyolite kuppel og aske kegle.
  
For at give ressourcer til det voksende Los Angeles-område, er vand blev omdirigeret fra Owens River. I 1941 blev et akvaeduktsystem forlænget til Mono Basin Så meget vand blev omdirigeret, at fordampning snart overskredet inflow og overfladeniveauet i Mono Lake faldt hurtigt. Ved 1982 var søen blevet reduceret til 37688 acres (152,5 km ²) efter at have mistet 31 procent af sit 1941-areal. Som et resultat dukkede tidligere neddykkede kildekalk-tårne op af søen og Negit Island blev landfast, hvilket udsatte fuglereder for rovdyr (hovedsagelig coyotes) og tvang kolonierne til at forlade stedet.
  
Vi fortsatte nordpå, men kort efter drejede vi til højre ad vej 270, der førte os ind til spøgelsesbyen Bodie. Vejen var noget af en oplevelse. De første 15 km var OK, om end noget smal, men de sidste 5 km, som var grusvej, var da noget af det værste vi endnu har kørt på. Et rent vaskebræt. Selv om vi kørte meget langsomt, hoppede og dansede det hele. Men vi nåede dog frem, og blev modtaget af en meget flink Park-ranger. Vi blev sluppet ind for 8 $, samt 2 $ for et lille hæfte, der fortalte om stedet.
Spøgelsesbyen har været administreret af California State Parks siden den blev en statshistorisk park i 1962.
  
Bodie startede som en lille lejr efter opdagelsen af guld i 1859. Guldgraveren, der først var på stedet, hed Bodey, men da en skiltemaler skrev forkert, så kom byen til at hedde Bodie.
  
I 1876 opdagede man en rentabel guldåre, som omdannede Bodie fra en isoleret minelejr til en Wild West boomtown. Opdagelser i en tilstødende mine i 1878, tiltrak endnu flere håbefulde mennesker. I 1880 havde Bodie havde en befolkning på 7.000, måske 8.000. I løbet af de år, Bodie's miner fremgravede guld er dette vurderet til mere end 34 millioner $.
Som travlt guldminecenter havde Bodie faciliteter som en større by, herunder to banker, jernbane, miner's og mekaniker's fagforeninger, flere aviser, og et fængsel. På sit højdepunkt lå der 65 saloner i Main Street, som var en mile lang. Mord, shootouts, barroom-ballade og Stagecoach holdups var regelmæssig hændelser. Sagnet siger, at en lille pige, der skulle flytte til Bodie bad følgende "Farvel Gud, vi skal Bodie." Men en lokal redaktør hævdede, hun havde virkelig bad, "Good! Ved Gud, vi skal Bodie."
Guld fra byens ni stampemøller blev afsendt til Carson City i Nevada og de fleste forsendelser var ledsaget af en bevæbnet vagt. Når guldet var nået Carson City, blev det leveret til møntpresning, eller sendt med jernbane til møntpressen i San Francisco. Hotel Pickwick, som vi boede på, da vi ankom til San Francisco, lå i øvrigt lige over for møntpressen.
Bodie havde en Chinatown med flere hundrede kinesisk beboere, og omfattede endog et daoist-tempel.
  
Bodie har en kirkegård i udkanten af byen og et nærliggende lighus, som er den eneste bygning i byen der er bygget i røde mursten 3 skifter tyk, mest sandsynligt for at holde temperaturen konstant (kolde vintre, varme somre).
  
Som andre minedriftbyer havde Bodie også et "red light"-distrikt i den nordlige ende af byen. Herfra stammer en udokumenteret historie om Rosa Mai, en prostitueret, der kom byens småfolk til hjælp, da en alvorlig epidemi ramte byen. Hun blev krediteret for at give livreddende behandling til mange, men blev selv nægtet begravelse inden for lågen på byens kirkegård, da hun døde
  
På Main Street ligger minearbejderes fagforening, Union Hall, som var mødested for arbejdskraft og et Entertainment Center, hvor der blev afholdt danseaftener, koncerter, m.m. Det tjener nu som et museum. The State Park's rangerstation ligger i et af de oprindelige hjem på Green Street.
Det irske rockband U2 holdt en fotosession i Bodie for deres 1987-album "The Joshua Tree".
  
Efter et ophold på næsten 3 timer returnerede vi til hovedvejen og vendte køleren sydpå mod Mono Lake og byen Lee Vining, hvor vej 120 drejer til højre ind i Yosemite Nationalparken.
  
Yosemite National Park (udtales "yo-SEM-it-ee") ligger i den østlige del af centrale Californien og dækker et område på næsten 3.100 km², hvis vestlige dale strækker sig ind i Sierra Nevada bjergkæden. Laveste punkt i parken ligger blot i 600 meters højde, mens det højeste punkt ligger 4.000 meter over havet. Næsten 95% af parken henligger som vild natur. Parken er åben hele året , dog er en del af vejene lukkede fra november til maj på grund af sne. Entréen, der gælder 1 uge, beløber sig til 20 dollars pr. bil.
  
Yosemite National Park kan takke pioneren John Muir for sin overlevelse, da det var ham der fik igangsat fredningen af området. Muir, der blev født i Skotland i 1838, kæmpede i slutningen af 1800-tallet og frem til sin død i 1914 for oprettelsen af nationalparker i bl.a. Californien, for at beskytte den amerikanske natur mod rovdrift og udnyttelse i takt med at nybyggerne flyttede vestpå. For at ære John Muirs store indsats, er et skovområdet nord for San Francisco opkaldt efter ham, da det blev udlagt til nationalpark i 1908.
Parken besøges hvert af af mere end 4 mio. gæster, hvoraf langt de fleste opholder sig i den 13 km lange Yosemite Valley, der dækker ca. 12 km². Det er i Yosemite-dalen man finder parkens servicefaciliteter fra hoteller og souvenirkiosker til museer og guidede ture. Yosemite Valley er især populær på grund af de mange vandfald, hvor smeltevand fra Sierra Nevada-bjergene løber ned i dalen og videre ud mod Stillehavet. Bunden af Yosemite Valley er et engområde, og dermed er dalen langt grønnere og mere frodig end de fleste andre valleys i det vestlige USA.
Det er her man finder nogle af de højeste vandfald i USA, mange med frie fald på mere end 500 meter, men kongen er Yosemite Falls med 739 meter, dog opdelt i flere fald. Det parken er mest berømt for er nok den store sortbjørn og kæmpe-sequoiaerne – træer, der kan blive ældre end 2.000 år og højere end 100 m.
Hertil kommer fantastiske klippeformationer med navne som Half Dome, North Dome og Inspiration Point. Mest berømt er bjergtoppen El Capitain, som enhver bjergklatrer med respekt for sig selv bestiger mindst én gang i livet. El Capitan er med sin højde på næsten 1 km verdens største klippeblok.
Turen gennem parken startede i strålende solskin, men kort efter vi havde passeret Tioga-passet, der ligger i næsten 10.000 fods højde, svarende til 3 km’s højde over havet, fik vi nogle kraftige regnbyger.
Da vi passerede passet var vi i øvrigt så højt oppe, at der lå sne, og børnene skulle selvfølgelig ud og lave snebolde.
Vi så et glimt af en bjørn, inden vi igen kørte ud af parken. Vi skulle nemlig ikke kigge på parken denne dag, men først næste dag.
  
Dagens tur sluttede i Indian Flat RV-Park, 7-8 miles uden for vestindgangen til parken. Selvfølgelig var det først vi gjorde, at springe i poolen, for nu var heden vendt tilbage, da vi kun var i 4-500 fods højde.
Onsdag den 9 juli
Vi forlod Indian Flat RV Park og kørte atter ind i parken til Yosemite Village.
  
  
Her kiggede vi på det store vandfald, dog på afstand. Der blev også soppet i floden.
  
Vi shoppede i souvenir butikken og besøgte Visitors Center, inden vi kørte til syd-indgangen, hvor vi i Mariposa Grove skulle kigge nærmere på de gigantiske "Sequoia giganteum"-træer. Vi kunne ikke køre helt op til stedet, så vi parkerede vores RV'er og tog en shuttle-bus det sidste stykke.
  
For 1 $ køber man en tur-guide og kan så selv gå rundt og kigge på de kolonorme træer.
  
  
Vi så bl.a. følgende træer:
The Fallen Monarch: Et træ, der faldt for mere end 300 år siden. Giant Sequoias er modstandsdygtige overfor forrådnelse, da de indeholder giftstoffer, der slår svampe ihjel. De kan derfor lægge i århundreder, hvis de ellers lades i fred.
The Bachelor and Three Graces: En gruppe bestående af 4 træer, hvoraf de 3 gror meget tæt på hinanden, mens et fjerde står lidt længere væk. De rødder er så sammenfiltrede, at hvis et af dem væltede, så ville de andre sandsynligvis følge med.
The Grizzly Giant: Det ældste træ på stedet. Man anslår, at træet er mere end 2.700 år gammelt. Den nederste gren på stammen har en diameter på mere end 2 meter.
The California Tunnel Tree: I 1895 huggede man en gennemgang i træet, som tillod mindre vogne at passere. Det blev sandsynligvis gjort af marketinghensyn, så man kunne lokke flere gæster til stedet. Der har tidligere været et andet træ tæt på dette, The Wawona Tunnel Tree, med en port igennem, men det væltede i 1969.
The Faithful Couple: Et eksempel på, at to træer er vokset så tæt på hinanden, at de er vokset sammen. Lige på den anden side af vejen står to andre kæmpetræer, som man mener vil danne det næste sammengroede træ, i løbet af de næste 500 år. Vi får se.
The Clothespin Tree: Adskillige brande gennem århundreder, har efterladt en gennemgang i dette træ.
  
Vi gik rundt i mere end 2 timer, men var efterhånden kommet lidt i tidnød, hvis vi skulle nå den sidste shuttle-bus tilbage til vores bil. Derfor nåede vi ikke helt ud i enden af stisystemet.
Da vi kom tilbage til vores bil, kørte vi videre ad vej 41 til Oakhurst, hvor vi fandt High Sierra RV & Mobile Park.
  
  
Her havde man godt nok ingen pool, men man kunne bade i floden, hvilket var lidt af en oplevelse.
  
Torsdag den 10. juli
Lone sov lidt længe, inden vii startede fra High Sierra RV Park ad vej 49 og efterfølgende 140 med kurs mod Merced, hvor vi fangede HW 99, der førte os forbi Modesto og Stockton, hvorefter vi til sidst kom til Sacremento, der er Californiens hovedstad, og som lokalt kaldes for "Sac".
  
Byen, inklusiv forstæder, er den 6. største by i Californien, og har ca. 1,4 millioner indbyggere - og årligt 6 millioner besøgende. Selve byen har godt 400.000 indbyggere. Sacramento er hjemsted for en af verdens største jazzfestivaler. Byen blev grundlagt i 1848 af en mand ved Navn John Sutter - den gang hed stedet Sutters Fort. I starten af 1800-tallet havde en spansk opdagelsesrejsende Gabriel Morage navngivet dalen og floden hhv. Sacramento Valley, og Sacramento River - efter det spanske udtryk "sacrament".
  
Johann Augustus Sutter var født den 28. februar 1808 i Kandern, Baden, Tyskland, hvortil hans fra var kommet fra den nærliggende svejtsiske by Rünenberg. Johan gik i skole i Neuchâtel i Schwitz, og meldte sig senere ind i militæret hvor han blev artelleri-kaptajn.
Grundet økonomiske forhold besluttede han imidlertid at forlade Europa og rejse til USA i 1834, og efterlod konen, Nanette, og børnene, som så senere skulle slutte sig til ham.
Sutter havde lært både engelsk og spansk inden afrejsen, hvilket kom ham til gode, da han rejste meget rundt i USA. Sammen med 35 andre tyskere flyttede han fra St. Louis til Santa Fe og så videre til Westport. I 1838 sluttede han sig til en gruppe missionærer, der blev ledet af en pelsjæger og sammen fulgtes de ad til Vancouver i Oregon. Herfra tog han en båd til Honolulu i december 1838, sejlede videre til Alaska og endelig med båd retur til missionsstationen Yerba Buena, senere kendt som San Francisco, hvortil han ankom 1. juli 1839. På det tidspunkt boede der mindre end 1.000 europæere i Californien, mens man mener der var 30.000 indianere. Californien var da en del af Mexico, og herfra fik Sutter lov til at slå sig ned. Sutter blev mexikansk statsborger og fik et område på næsten 200 km2, som han kaldte New Switzerland efter faderes fødeland og her opførte han Sutters Fort.
Sutter havde håbet på, at Californien ville blive en uafhængig republik, men i 1847 overgav mexikanerne Californien til USA og kort efter overtog amerikanske tropper kontrollen over fortet, som Sutter opgav uden modstand, men fortsatte som administrator.
  
I 1848 blev der opdaget guld i området, og det gjorde, at mange mennesker strømmede til stedet, som blev en vaskeægte guldgraver by. John Sutters søn, der havde sluttet sig til faderen i september 1848, besluttede så, inspireret af flodens navn, at omdøbe Sutters Fort til Sacramento. Sutter Senior havde ellers ønsket at byen skulle hedde Sutterville. Sønnen hyrede desuden en ingeniør til at designe byens gader og stræder! Sacramento er den ældste by, som blev indlemmet i staten Californien, og i 1854 blev det ved lov vedtaget, at byen officielt og permanent var hovedstad for staten - inden da havde hovedstaden ligget i både San Jose, Vallejo og Benicia!
Floderne omkring byen, var med til at bringe velstand til byen i form af transportveje for handel og landbrug - og byen styrede det hele med hård hånd; mange af byens egne byggeprojekter blev finansieret ved skatteopkrævning for sejlads på floderne. Men floderne har også bragt død og ødelæggelse med sig, fordi byen til at begynde med lå under havets overflade. Byen oplevede oversvømmelser i 1850, 1852 og igen i 1862 - hvorefter man besluttede at hæve byen; det skete på få år og blev gjort ved at godsvogne transporterede jord ind til byen.
I 1858 prøvede Sutter at få erstatning for sit tab af fortet, men USA's højesteret nægtede dette, men han fik i stedet en pension på 250 $ om måneden. Sutter og Nanette, der var kommet til USA i 1850 med resten af børnene, slog sig ned i Lititz i Pennsylvania. Herfra kæmpede Sutter videre for at få økonomisk kompensation på 50.000 $, men den 16. juni 1880 meddelte kongressen, at der ikke kunne være tale om en sådan kompensation. 2 dage efter døde Sutter i Washington D.C. og blev efterfølgende begravet i Lititz. Mrs. Sutter døde den efterfølgende januar og ligger begravet ved hans side.
Den ældste del af byen kaldes for Old Sacramento og består af brostensbelagte gader og 53 historiske bygninger tilbage fra 1860'erne. Under gaderne og husene kan man se projektet med at hæve byen over floderne. Området er en velbesøgt turistattraktion - hvor man kan køre med damptog og sejle med dampfærger. I centrum af byen findes Sacramento Convention Center, som bl.a. huser The Crocker Art Museum - som er det ældste museum der findes vest for Mississippi.
Vi kørte en del forkert, men fandt til sidst frem til John Sutter´s fort, som ligger mellem 26th og 28th Street og K- og L-Street.
Det var drønvarmt, og da vi skulle betale entre, så kom vi gratis ind på grund af varmen. Det var godt nok noget nyt. Det var ellers blevet den nette sum af 12 $. Pengene havde ellers været givet godt ud, for det var faktisk et meget interessant sted.
Efter et spændende besøg på fortet kørte vi ind til den ældste del af byen kaldet ”Old Sacramento”. Undervejs passerede vi State Building, der er en mindre kopi af storebroderen i Washington. Det er her statens guvernør, skuespilleren Arnold Schwarzenegger, residerer.
 
Vi havde lidt besvær med at finde en P-plads til vores store RV’er, primært fordi der var parkeret almindelige biler på RV-pladserne. Til sidst parkerede Flemming på en busholdplads, hvilket Nicolai blev lidt foruroliget over.
  
Vi aflagde adskillige besøg i butikkerne, og bl.a. fik Nicolai en T-shirt med Arnold Schwartzenegger, og Flemming spurgte ekspedienten, om guvernøren var i byen. Dette blev bekræftet, og ekspedienten foreslog, at vi købte to trøjer, og så fik en autograf på den ene, når vi besøgte State Building. Vi nøjedes nu med den ene T-shirt.
  
Da vi havde vandret rundt i kvarteret, der var meget hyggeligt, vendte vi tilbage til vores RV, og Nicolai blev helt lettet, da han så, at vi ikke havde fået nogen bøde, for at holde på buspaldsen.
Vi forlod den gamle by og fandt direkte ind på HW 80, der førte os til Entreprise Boulevard, hvorfra vi let fandt frem til ”Sacremento West - Old Town KOA”. Vi fik hurtigt checket ind, og så var det som sædvanligt på hovedet i pool’en.
  
Efter svømmeturen aflagde vi atter receptionen et besøg, hvor Flemming fik 2 ”Chili-skjorter" for 150 kr. stykket (30% rabat). Skjorterne koster over 500 kr. stykket i København.
  
Inden maden var Flemming i vaskeriet for at vaske mørkt tøj, da Nicolai var løbet tør for underbukser.
Derefter blev der spist, spillet kort og skrevet turberetning.
Fredag den 11. juli
Inden afgang måtte vi lige have et par chili-skjorter til Nicolai og der skulle tankes propan-gas på RV’erens faste tank. Vi fik atter 30% ved at købe to skjorter, og vi havde brugt 3,2 gallon gas. Hvad det svarer til i kg, har jeg ingen anelse om, men manden, der tankede, syntes det var meget lidt. Når vi kører rundt derhjemme på 3 ugers ferie, så bruger vi gerne lidt under en 11 kg flaske, så mon ikke det er nogenlunde det samme ?
  
Så blev kursen sat mod San Francisco ad HW 80. Da vi havde kørt et stykke tid drejede vi ind til et Outlet-område med 120 butikker. Der blev handlet flittigt af os alle, i henholdsvis Crocs, hvor der også var en anden dansk familie. Her blev der dog ikke købt noget, men så gik det elles løs i Reebok, Vans, Levi’s/Dockers, Puma, Hilfiger og til slut i Adidas. Men så var vi også blevet så sultne, at vi måtte spise hos TacoBell.
  
Nord for San Francisco drejede vi ind på 37’eren, og lidt senere ind på 101’eren, for vi ville ud at se på Muir Woods National Park, hvor der skulle være nogle træer, der var større end træerne i Yosemite.
De sidste miles til Muir, var godt nok på den smalleste og mest snørklede vej, vi endnu havde kørt på. Flemming syntes det var en god udfordring og svingede RV rundt i hårnålesvingene med stor professionalisme. Nogle gange måtte han bruge en del af den modkørende vejbane, men heldigvis kom der ingen biler imod os.
Vel fremme ved indgangen til parken, viste det sig, at det halve af San Franciscos beboere åbenbart havde fået samme idé som os. Vi kunne simpelthen ikke finde en parkeringsplads, med mindre vi ville gå 2-3 miles tilbage til indgangen, hvilket vi ikke havde lyst til. Muir Woods må vente til en anden gang.
I stedet satte vi kursen nordover igen, mod Larkspur, hvor Lone havde fundet en RV-plads. Men ak ve og klage - der var helt fyldt op. Flemming spurgte efter den nærmeste anden plads, og fik at vide, at der skulle være en ca. 15 minutters kørsel videre nordover. Imidlertid var highway’en en stor trafikprop, så vi valgte i stedet at køre sydover mod Pacifica, der lå ud til vandet, syd for San Francisco. Her havde Lone nemlig fundet en anden RV Park.
  
  
Vi kørte over Golden Gate, hvilket kostede 5 $ for en 2-akslet bil som vores. Så missede vi en afkørsel fra HW101 til HW1, så vi kom ind gennem byen, hvilket Flemming atter tog som en udfordring og en oplevelse.
Vi fandt dog på rette spor igen og ved 17.30 tiden kørte vi ind på San Francisco RV Resort (tidligere Pacific Park RV Resort) i Pacifica, hvor det ikke så for godt ud med hensyn til plads. Det lykkedes dog for værtsparret, et venligt ældre ægtepar, at finde den vist nok sidste plads til os.
  
  
Vejret var slået om. Det var meget diset og ikke nær så lunt, som vi havde været vandt til, så det blev ikke til pool-tur i dag. I stedet blev der pakket tasker, lavet mad, og slutteligen rengjort bil. Nu var vores hjem parat til at blive overdraget til sin retmæssige ejer igen næste dag.
Lørdag den 12. juli.
Så er vi nået frem til dagen, hvor vores midlertidige hjem skal afleveres.
Efter at have spist morgenmad blev der vasket op, tørret køleskab af og tankene for gråt og sort spildevand blev tømt. Kl. 9.30 kørte vi ud fra pladsen med kurs mod Bay Bridge, der skulle føre os gennem San Francisco over på den anden side af San Francisco Bay, nærmere betegnet til Berkley.
  
Vejret var overskyet det meste af formiddagen og dermed temmelig køligt, men ved middagstid kom solen igennem, og det blev helt lunt.
Lone havde besøgt Berkley i 1984, og ville gerne gense stedet.
I Berkley ligger et af USA’s mest respekterede universiteter, University of California, som er det universitet der har flest nobel-pristagere ansat. Det var også i Berkley at hippie-kulturen opstod blandt de studerende i 1960’erne. Den forsvandt i et tågeslør af pot og marihuana. I dag er det mere retlinede studerende, der går på universitetet, som tillige er et af de dyreste at komme ind på i USA.
Vi fandt langt om længe en P-plads og begav os til fods rundt i Universitetsområdet. Der var en eller anden form for introduktionsdag, for det vrimlede rundt med grupper af unge mennesker, der fik fortalt om stedet. Vi passerede bl.a. stedets vartegn, Sather Tower, der er en kopi af Campanilen, klokketårnet på Markuspladsen i Venedig.
Da vi havde været der en times tid, returnerede vi til RV’en og begav os ud på den sidste tur, nemlig til CruiseAmerica i Oakland, syd for Berkley, hvor vi skulle aflevere bilen.
  
Det var lidt vemodigt vi afleverede nøgler hvorefter Flemming var med til en kort inspektion af vognen, men alt var som det skulle være. Benzintanken var halvfuld og der var ¾ propan i gastanken. Præcis som da vi overtog vognen. Rengøringen var også i orden, så vi fik hele vores depositum på 500 $ retur.
Kl. 13.00 blev vi afhentet af en van, der kørte os til Handlery Union Square Hotel i Geary Street. I forhold til The Pickwick var vi nu flyttet over på nordsiden af Market Street, altså ind i et finere kvarter, men der var nu ikke langt mellem de to hoteller, vel omkring et par hundrede meter.
  
Da receptionisten så hvor store vores børn var, så foreslog hun, at vi opgraderede til et større værelse for 30 $ pr. nat. Vi fik et meget lækkert værelse i den indre gård en etage over pool’en, som vi havde udsigt ned over.
  
  
Da vi havde fået os installeret, gik vi en tur rundt i byen, men trak dog snart hjemad, da vi ville i pool’en.
Efter pool’en var der almindelig hygge i værelset, hvilket vil sige, vi kastede os over en ganske ligegyldig film om cheerleadere i California. Nu havde børnene stort set ikke set fjernsyn i 4 uger (de var på koloni med skolen ugen før vi tog til USA), så de var underernærede med hensyn til TV.
Vi gad ikke gå ud og spise aftensmad, så i stedet gik Nicolai og Flemming over i indkøbscentret og købte noget mad, der blev indtaget på værelset.
Søndag den 13. juli
Vi stod meget tidligt op (7.15), da vi skulle tidligt afsted til Pier 33 og med færgen til Alcatraz, men først købte vi lige en omgang brød med skinke/ost, som blev indtaget ved et bord på Union Square.
  
Herefter tog vi en taxa til Pier’en, hvor vi ikke behøvede at stå i kø efter billetter, da Flemming havde bestilt hjemmefra over internettet. Vi hørte nogle danskere snakke om, at de havde været nede for at købe billetter allerede kl. 7, samme morgen.
Da kl. var 8.50 begyndte vi at gå ombord og kl. 9.00 afgik båden til Alcatraz.
 
Alcatraz (med øgenavnet The Rock - Stenen) er en ø med et nu nedlagt fængsel midt i San Francisco-bugten.
  
Oprindeligt var det den amerikanske hær, der fra 1850 brugte Alcatraz, og siden begyndte at bruge stedet til et fængsel. Imidlertid fandt hæren, at det ikke var godt for rekrutteringen af nye soldater, at man havde et fængsel der var synligt fra det meste af San Francisco. Hæren besluttede derfor at skille sig af med Alcatraz.
I mellemtiden havde krisen i 1930'erne gjort så mange mennesker desperate, at kriminaliteten var gået voldsomt op i USA, og samtidig havde spiritusforbudet skabt meget lukrative forretninger for gangsterne med at smugle, producere og sælge spiritus, hvilket havde skabt en meget stor masse af gangstere. Forbundspolitiet begyndtes efterhånden at få pladsproblemer i landets fængsler - specielt set i lyset af, at det ofte drejede sig om farlige personer, der også var meget villige til flugtforsøg. Man havde derfor nogle store krav til fængselscellerne.
  
Med disse forbrydere i tankerne begyndte de derfor at lede efter et nyt superfængsel, men fik øjnene op for, at det slet ikke var nødvendigt med nybyggeri. På den måde blev det i 1933 besluttet at lade Alcatraz-øen med tilhørende fængsel overgå fra hæren til FBI.
Fængslet er særligt "berømt" for perioden 1934-1963, hvor en lang række store og kendte forbrydere sad fængslede. Blandt de indsatte kunne man finde Al Capone, Robert Franklin Stroud, James "Whitey" Bulger og Alvin "Creepy" Karpis.
Ideologien i fængslet var, at fangerne kun havde ret til føde, tøj, læ og tilsyn af en læge. Alt andet var privilegier, som fangerne skulle gøre sig fortjent til. Arbejde var et privilegium, ligesom læsestof, gårdture, m.m. Hvis fangerne ikke opførte sig ordentligt kunne selv lys, seng, og andet tages fra dem i celler, hvor intet lys slap ind. Det er aldrig officielt lykkedes at flygte fra Alcatraz, der er dog fem der savnes, men de kan også være druknet, da der er meget strøm i vandet lige uden for øen.
Der er lavet flere film om stedet b.a. "The Rock" med Sean Connery og Nicolas Cage, "Murder in the First" med bl.a. Kevin Bacon og endelig "Escape from Alcatraz" med bl.a. Clint Eastwood, hvis restaurant vi jo besøgte i Carmel.
FBI lukkede fængslet i 1963, da vejret havde tæret hårdt på bygningerne, og det ville være for dyrt at renovere. Samtidig var de almindelige driftsomkostninger ret høje netop pga. øens beliggenhed, der gjorde, at alle ressourcer enten måtte produceres lokalt eller sejles ud fra fastlandet.
I dag er øen blevet udnævnt til en nationalpark, hvor fugle og planter trives.
  
Kl. 10.55 returnerede vi til San Francisco.
Vi fortsatte til fods til Pier 39 og skulle selvfølgelig ind i en butik, hvor børnene på deres første besøg havde set nogle hatte, som de mente de absolut måtte have til næste års sidste skoledag. Det blev også på Pier 39 vi spiste frokost, fish & chips.
  
Vi skulle selvfølgelig også se søløverne, men de var stort set væk. Der stod skilte, der forklarede, at de var taget sydpå, for at føde unger. Godt vi så dem for 3 uger siden.
Efter havnen fortsatte vi mod Chinatown, hvor vi denne gang også kikkede på sidegaderne. Her faldt vi over Washington Square, hvor der var demonstrationen af Falun Fala, der så vidt vi kunne finde ud af, var Falun Gong, der er en slags gymnastik, men som er blevet forbudt i Kina i 1999, da landets leder var bange for af den milliontallige skare, der dyrkede Falun Gong, ville være en trussel for Kina. Mange af tilhængerne i Kina blev arresteret, tortureret og mange forsvandt simpelthen.
  
Vi fandt også frem til Ross Alley, hvor der ligger et lille bageri, der fremstiller ”Fortune Cockkies”. Mange tror, at det er en kinesisk tradition med disse kager, men det er faktisk noget man har fundet på i San Francisco. Vi blev noget skuffede over størrelsen, og vi købte heller ingen coockies.
  
Det var også i ChinaTown vi fik en af vores få drinks. Nicolai var blevet meget trængende, så vi måtte finde et toilet. Her var så undskyldningen for at besøge en sushi-restaurant midt på eftermiddagen. Det var i øvrigt en sjov restaurant, for der sejlede små både rundt i en kanal. På bådene var der så små tallerkener med sushi. Man snuppede en tallerken, når den kom forbi, og betalte så efterfølgende, alt efter tallerkenernes udseende. Sjov idé. Vi snuppede en tallerken med 4 lykkekager, der havde følgende profetier:
Lone: Du vil triumfere over dine fjender.
Camilla: Dit korttids mål vil snart blive indfriet.
Nicolai: Forhast dig ikke gennem livet. Stop op og nyd det.
Flemming: Du vil til sidst løse et svært problem, som vil betyde meget for dig.
Der er nok noget om disse profetier.
Efter ChinaTown vendte vi tilbage til hotellet. De fleste for at gå i pool’en, men Flemming for at gå i seng. Han var blevet så snottet, at han snart ikke kunne hænge sammen mere. Det er også den sa…. aircondition !
Efter et par timers hvil, var det atter af sted. Vi startede med at købe billetter til CableCar’en, for der er to ting i San Francisco man skal opleve; det er Alcatraz og CableCars.
  
Vi købte 4 billetter og kørte op ad Powell Street, til den krydsede Sacremento Street, hvor vi stod af. Vi begav os atter ned ad Powel Street, til vi atter stort set var tilbage til hotellet. Vi havde nemlig set en Sushi-restaurant, som havde noget meget lækker sushi.
Det bestod af en båd med omkring 50 forskellige stykker sushi. UHA. UHA, hvor der blev spist. På denne restaurant sejlede der i øvrigt også små både med tallerkener rundt.
  
Da vi var færdige med at spise, så ville Lone gerne tilbage til ChinaTown for at se stedet med lys på. Så det var atter af sted. Desværre blev vi vist alle lidt skuffede over, at der ikke var mere farveglimmer i bydelen, så vi besluttede at vende hjem til hotellet.
Vi havde ikke fået klippet vores billetter fra den første CableCar-tur, så vi havde dem stadigvæk. Vi gik derfor vestpå, til vi nåede Powell Street, og kunne så tage endnu en tur med CableCar, ned til Union Square, hvorfra der kun var få skridt hjem til hotellet og sengene.
  
Inden vi kunne gå i seng, skulle der dog lige pakkes tasker.
Mandag den 14. juli & tirsdag den 15. juli
Vi sov til kl. 9, hvorefter det blev badet og så begav vi os ud i byen for at få noget morgenmad. Vi gik dog ikke så langt, for lige ved siden af hotellet var der en restaurant, der reklamerede med breakfast.
Vi fik en ”Homerun”, som var røræg, bacon/pølser og 2 pandekager med sirup. Det smagte godt, men underligt, at man ikke får en skive ristet brød til. Det gjorde nu ikke så meget, for der var rigeligt af det andet.
Så tilbage til vores værelse for at hente tasker. Vi checkede ud og spurgte hvor shuttle-bussen holdt. Heldigvis, for shuttle-bussen gik ikke til San Francisco International Airport, men til lufthavnen i Oakland. I stedet tog vi en taxa, der kun kostede 40 $ inklusiv drikkepenge.
  
Vi kom gennem indtjekning og sikkerhedskontrollen og skulle så have 4 timer til at gå i terminalen. Det foregik bl.a. ved at spille kort, læse og løse sudoku.
Der blev også læst San Francisco Chronicle, og heri kunne man læse, at HW 1 langs Stillehavet var blevet genåbnet i går, søndag, efter at have været lukket siden den 21. juni på grund af skovbrande.
  
Ved 15-tiden blev der indtaget et lille frokostmåltid og endelig kl. 16.15 begyndte vi at boarde, og var på vej hjemad.
Vi mellemlandede i Heathrow tirsdag formiddag og kl. 13.30 fortsatte vi mod Kastrup, hvor vi landede planmæssigt kl. 15.35 - og med al bagagen.
  
Veninde Dorthe var på pletten og kørte os hjem.
Efterskrift
Det var en fantastisk tur, og kan slet ikke sammenfattes på få linier.
Hvad var den største oplevelse ? Det er svært at sige. Var det Grand Canyons storladne natur, var det spøgelsesbyen Bodie, var det lyshavet Las Vegas, eller noget helt andet ? Det kan der ikke svares på, da det er så forskellige oplevelser, der er overgået en.
En ting kan dog slås fast. den RV'er vi havde lejet var formidabel. Ikke for at forkleine vores egen Speedy, Men alene størrelsen betød rummelighed ud over det sædvanlige. Så var der en masse tekniske finurligheder, der bare gjorde opholdet i vognen til en stor behagelighed.
Mens vi her i Europa beklager os over køleskabe og airconditioneringsanlæg, der ikke kan klare varme og som støjer, så fungerer dette bare i USA. Selv inde i Arizonas ørken, med mellem 45 og 50 grader, var der ikke det mindste problem med kulde i køle-/fryseskabet, og godt nok støjede air-con'en men den arbejdede stort set ufortrødent og til fuld tilfredshed på hele turen.
Det er meget nemt at køre i USA, også selv om der er tale om en stor bil. Alle er venlige i trafikken og færdselsreglerne bliver overholdt. I de 19 dage vi kørte rundt i RV'en tror jeg ikke vi så over 10 biler, der ikke overholdt fartbegrænsningerne. der er enkelte sjove regler, så som at det er tilladt at dreje til højre i et rødt lyskryds, hvis der altså ikke kommer biler. Så har man nogle kryds, hvor man stopper fra alle sider, og hvor den der kommer først også kører først frem, altså ikke noget med højrevigepligt. Det lyder åndssvagt, men fungerer rigtig godt i praksis. Endelig er det tilladt at overhale højre om på motorveje, hvilket også snart burde indføres i Danmark, med alle de biler, der ikke kan finde ud af at holde til højre på en 3-sporet motorvej.
Ruten i hovedtræk:
San Francisco - Carmel - Hearst Castle - Solvang - Santa Barbara - Los Angeles - San Diego - Yuma - Phoenix (Arizona) - Grand Canyon - Seligman - Kingman - Lake Havasu - Oatman - Hoover Dam - Las Vegas - Tonopah - Mammuth Lake - Lake Mono - Bodie - Yosemite - Sacremento - San Francisco
Det blev til en tur på i alt 2.890 miles, svarende til 4.624 km. Det betyder en dagligt stræk på gennemsnitlig 231 km, hvilket er pænt under hvad vi normalt kører på vores ferier i Europa.
Mon der bliver tid (læs: penge) til en tur til USA's østkyst på et senere tidspunkt ?
 Tilbage til "Del 2"
Tilbage til "VORE TURE"
Tilbage til "Startside"
 Se billederne fra hele turen.
Lone & Flemming Stagis
Juli 2008
|