Med Speedy til Bosnien-Herzegovina og Kroatien  -  Del 1

 

Forord

Ferien nærmede sig i slutningen af juni og Speedy var blevet synet samme uge som afgangen på vores ferie, så bilen var i orden til de lange stræk ned og senere op gennem Tyskland.

Vi havde snakket om, at årets tur skulle gå til Bosnien, hvor vi gerne ville se nærmere på Sarajevo og Mostar. Vejrudsigten så imidlertid ikke for godt nogle dage før afgang, hvor der var vedvarende regn på programmet for det meste af Balkan. Kort før afgang så det dog ud til, at vejret ville skifte i begyndelsen af vores første ferieuge. Vi vovede derfor det ene øje og satte kursen sydover.

Det var den første rigtig lange ferie med vores to franske bulldogs, Louis og Coco, og især Louis havde svært ved at klare varmen. Der var derfor blevet investeret i et klimaanlæg, som kunne køle vognen ned om natten. Det skulle vise sig at være en god investering.

 

 

Fredag den 26. juni 2009

Sengeløse-Egestorf

Flemming havde taget fri, så bilen kunne blive pakket og klargjort, og så skulle der også lige klippes hæk, men med Nicolais hjælp, blev det hurtigt ordnet.

Lone tog tidligt fri, så kl. 15 forlod vi hjemmet og satte kursen mod Storebæltsbroen. Vi havde nemlig besluttet os for denne rute, da vi efterhånden synes, at Rødby-Puttgarten færgen er blevet for dyr.

Inden vi nåede til broen, besluttede Marie (vores navigator) sig til at holde ferie. Hun virkede ikke mere resten af dagen.

Vi kørte fra motorvejen i Kolding for at handle i et supermarked, og da det var overstået, så fortsatte vi sydover mod Hamburg. I nærheden af Haderslev kørte vi ind på en rasteplads, hvor vi spiste aftensmad.

Videre mod Hamburg, hvor vi klarede Elb-tunellen uden for myldretiden.

Kl. 23 kørte vi ind på en Stellplatz ved ”Natur Erlebnispark Aquadis” ved Egestorf ca. 50 km syd for Hamburg.

Vi fik hurtigt luftet hundene, hvilket betød, at vi alle gik tur med Coco, som imidlertid ikke ville tisse. Tilbage i vognen var det nok også bedre at tisse på Lones dyne. Så blev vognen gjort natteklar og vi krøb til køjs.

 

 

Lørdag den 27. juni 2009

Egestorf-Schwandorf

Kl. 8 skulle hundene luftes, og det passe godt med at opsynsmanden kom og skulle have betaling, der kun udgjorde 6 Euro + 2 for strøm i 10 timer. Det var billigt. Lone og jeg gik derefter en længere tur i området, der var meget smukt.

 

   

 

Her, midt på Lüneburger Heide, kan man forkæle sig selv med et par timers afstresning fra hverdagen og nyde det enestående friluftsbad. Badet er placeret unikt i naturen, med gamle træer mellem enge og skov. Der er tale om et kemikaliefrit anlæg, da to store åbne grus bio-filtre og en dam, sørger for en officelt kontrolleret krystalklar vandkvalitet.

Ud over selve badet findes der en friluftsscene, toiletfaciliteter, strandbar, villeyball-plads, sauna m.m. Og sidst men ikke mindst den gode stellplatz, som vi holdt på.

 

    

 

Vi spiste morgenmad og forlod pladsen kl. 10 med kurs mod Hannover, hvor vi drejede østover mod Braunschweig, hvor vi handlede i Aldi. Marie holdt stadig ferie, så nu var det gammeldags papirkortnavigation, der stod på programmet. Så gik turen videre mod Magdeburg, hvor vi drejede sydover mod Halle/Leipzig.

Videre sydover forbi Hof.

Her blev det efterhånden for meget for Flemming at have kørt så langt, så efter lidt overtalelse overtog Lone rattet. Heldigvis var der ikke ret meget trafik, så hun fandt hurtigt rytmen, og inden længe kunne hun dreje fra motorvejen ind mod Schwandorf ca. 50 km nord for Regensburg.

 

      

 

Man kommer ind til byen og møder broen nederst i billedet. Her drejer man ind over broen og videre over yderligere 2 broer, hvorefter man drejer til venstre og ind på byens festplads, der også anvendes til stellplatz. Her var det gratis at overnatte, og man kunne tømme/fylde tanke, men ikke få strøm. En enkelt nat uden elektricitet kan vi dog sagtens klare, også selv om vores kummefyser bruger meget strøm til kompressoren.

Klokken var blevet ca. 20, inden vi var kommet på plads og havde fået bilen gjort klar, så det blev sen aftensmad.  

 

 

Søndag den 28. juni 2009

Schwandorf-Zagreb

Hundene ville gerne luftes allerede kl. 6, men heldigvis ville de også gerne sove videre. Vi stod op ved

9-tiden, og var så klar til at fortsætte kl. 10, som sædvanlig.

Turen gik til Regensburg, hvor vi drejede østover mod Passau, videre ind i Østrig, hvor vi passerede Wells og Graz, for så at køre ind i Slovenien ved Maribor. Det var lykkedes at få vækket Marie, som nu virkede af og til, dog med nogen overtalelse.

Turen gennem Slovenien gik hurtigt, og godt for det, for vejene var elendige. Snart kørte vi over grænsen, hvor den slovenske grænsebetjent kun så det ene af vores pas, mens den kroatiske blot så på forsiderne.

Efter godt en times tid nærmede vi os Zagreb, og Camilla tastede campingpladsens beliggenhed ind i navigatoren, som nu havde virket upåklageligt i et par timer. Vi ramte klokkerent ind på pladsen, checkede ind og fandt en plads kl. 18.30.

Vi drak velkomstdrinks (Champagne, Somersby Apple Cider og Cola), hvorefter Lone startede på madlavningen.

Efter maden var der almindelig hygge og Flemming fik indhentet de sidste dages manglende turbeskrivelse.

 

 

Mandag den 29. juni 2009

Zagreb-Jajce

Tidligt op, i morgenbad og morgenmad, tømme og fylde tanke og allerede ud af pladsen kl. 9.30. Vi havde jo boet lige ved siden af motorvejen, hvorfor vi straks var af sted mod sydøst.

 

      

 

Efter knapt 150 km drejede vi fra motorvejen og satte kursen mod grænseovergangen til Bosnien. Her blev vores pas endelig kontrolleret helt. Pigerne, der sad bag i vognen, måtte frem og vise deres smukke ansigter for paskontrollen. Og det gjaldt både ved den kroatiske side og den bosniske side.

Ligesom Kroatien (se tidligere turberetninger til dette land) var Bosnien/Herzegovina i oldtiden en del af Illyrien, og efterfølgende tilhørte landet skiftevis de slaviske middelalderriger og Østrig-Ungarn.

 

     

 

Fra 1415-1878 under det Osmanniske Rige,der gradvist havde erobret det, blev Bosnien en vigtig stat i det osmanniske rige, især på grund af dets geografiske placering. Man tilførte Bosnien en del indvandrere fra andre egne af det Osmanniske rige. Da man også havde en speciel skat til ikke-muslimer (jizya) og tvangsudskrev unge kristne til Janitshar-korpset, konverterede en del Bosniere til Islam. Disse klarede det godt i det Osmanniske Rige og leverede militære ledere, storvesirer og diplomater til dette. Dette medførte dog også, at der i 1800-tallet var der en del revolter mod det ottomanske rige.
I
1878 samlede Rigskansler Bismarck stormagterne til Berlinerkongressen. Samme år blev Bosnien og Hercegovina underlagt Østrig-Ungarn, selvom landet stadig formelt var en del af Det Osmanniske Rige, men aftalen gav Østrig-Ungarn ret til at besætte og forvalte området. Inden papirerne nåede at blive underskrevet i Paris, marcherede den østrig-ungarske hær ind i Bosnien. En tredjedel af befolkningen var serbere, som modsatte sig den østrig-ungarske magt.

Den 7. oktober1908 erklærede Østrig-Ungarn Bosnien og Hercegovina som annekterede, og indlemmede dem i selve Østrig-Ungarn. Dette udløste et voldsomt oprør i Serbien, som mente, at Bosnien skulle høre under Serbien, og som derfor opfattede indlemmelsen som en krigserklæring mod Serbien.

Der blev oprettet terror- og partisangrupper. Den førende gruppe var "Den Sorte Hånd" ledet af oberst Dimitrijević fra den serbiske efterretningstjeneste. Under hans ledelse voksede en ny slags nationalister frem. Den 19-årige nationalist Gavrilo Princip planlagde sammen med Den Sorte Hånd at myrde den østrigske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni1914. Den 28. juni var en mytisk dato for serberne, idet de på denne dag i 1389 var blevet slået på Kosovo Polje (Solsortesletten) af den tyrkiske sultan, hvorefter tyrkerne blev i landet som herskere i 500 år.

Den 28. juni 1914 ankom den østrig-ungarske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand sammen med sin hustru Sophie til Sarajevo. Ved modtagelsen blev der kastet bomber mod ham, men der skete ham ikke noget. Han blev vred, og efter sigende skulle han have sagt: "Her kommer man på besøg, og så kaster de bomber efter én". Efter episoden fortsatte kortegen igennem byen. Langs med ruten var der posteret 6 attentatmænd, og kortegen standsede tilfældigvis ved Gavrilo Princip, som skød 2 gange, inden han blev overmandet. Efter dette blev serbiske forretninger i Sarajevo ødelagt og plyndret. 

I oktober 1914 blev Gavrilo Princip stillet for retten i Sarajevo, hvor han sagde: "Jeg er nationalist, jeg er jugoslav, et forenet Jugoslavien vil kræve endnu flere liv". Han fik 20 års fængsel af den østrig-ungarske domstol og blev sendt til afsoning i Theresienstadt-fængslet i det nuværende Tjekkiet (stedet blev af tyskerne brugt som KZ-lejr i 2. verdenskrig). Med attentatet var lunten tændt, og de to fjender, Østrig-Ungarn og Serbien, stod nu direkte overfor hinanden.

Den 28. juli 1914 underskrev kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn krigserklæringen mod Serbien, og det udløste 1. verdenskrig. Rusland mobiliserede for at støtte Serbien, Tyskland for at støtte Østrig-Ungarn, og Frankrig mobiliserede for at kunne kæmpe mod Tyskland. Serberne erklærede, at deres mål var en forening af alle serbere, kroater og slovener, og kroaterne indgik aftale med dem om det samme. Efter afslutningen af 1. verdenskrig faldt Østrig-Ungarn mens Serbien fik store nederlag hvilket gentog sig i 2. verdenskrig og i krigene i 90'erne.

Den 1. december1918 proklamerede den serbiske kong Aleksander serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige, som strakte sig fra den østrigske til den græske grænse (inkl. det sydlige Kärntnen, Dalmatien, Montenegro og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien. Midt imellem lå Bosnien, mens Serbien var den eneste stat der arbejdede hårdt for en restabilisering af hele Balkan regionen.

Under 2. verdenskrig var Bosnien og Hercegovina indlemmet i Den Uafhængige Stat Kroatien og havde flere bosniske SS-divisioner, som kæmpede sammen med tyskerne mod de jugoslaviske partisaner. Den grusomste af dem var dog de serbiske og kroatiske guerilla-grupperinger, der kæmpede med tyskerne og dette blev aldrig glemt af den øvrige jugoslaviske befolkning.

 

I februar 1998 fik Bosnien-Hercegovina et nyt flag på foranledning af den internationale højkommissær. Flaget skulle være acceptabelt for både muslimer, kroater og serbere; Europaflaget er forbillede. Den blå farve symboliserer sammen med stjernerne Bosnien-Hercegovinas plads i Europa. Den gule trekant markerer landets geografiske omrids.

Vel over grænsen og gennem byen Bosanska Gradiska, var noget af det første vi gjorde, at finde frem til en supermarked. Mens vi parkerede kom der en dame løbende med flagrende arme og ville hilse på os. Det viste sig at være en af Flemmings arbejdskollegaer, Maida Kasumovic,der er født i grænsebyen, men som nu er bosat i København. Vi fik en kort snak, hvorefter Nicolai og Flemming handlede og fik hævet nogle bosniske BAM (1 BAM = ca. 3,50 kr.).

     

Vi kørte videre, først gennem et meget fladt landskab og senere langs en flod, hvor landskabet nu var blevet til store bjerge og vejen hugget ud i klippen. Så man flere steder kørte under klippebaldakiner. Det var en storslået oplevelse, men efterhånden meget lang.

En ting, der skæmmede turen, var dog, at man øjensynligt anvendte floden som losseplads. Aldrig har vi set så meget skidt og møg flyde i en flod. Det så nærmest ud som om man tippede affald ud i floden, og det der sank, kunne man ikke se, mens det der flød ovenpå, samlede sig bestemte steder i strømhvirvler, hvor der så stod en kran med grab, der samlede skidtet op og puttede det i containere. Noget der i øvrigt kendetegner landet er affald over alt. På rastepladserne var der masser af henkastet affald, så man nærmest måtte sig-sagge rundt, når vi luftede hunde.

Langt om længe nåede vi frem til den gamle kongeby Jajce, der ligger ved bredden af de to floder Pliva,der danner et 30 meter hølt vandfald, og flodenVrbas, ca. 100 km NV for Sarajevo. Det menes, at byen har fået sit navn efter et æggelignende bjerg (Jajce betyder æg på serbo-kroatisk), hvor der ligger et gammelt middelalderfort.

 

     

 

Byen var hovedsæde for den middelalderlige bosniske stat i perioden 1423-1463. Der er mange monumenter fra den tid, som fx den Gamle by (Stari Grad), Bjørnetårnet (Medvjed kula), Sankt Lukas kirketårn, Sankt Maria kirken og katakomber.

I 1464 blev Jajce okkuperet af tyrkerne som ødelagde alle kristne monumenter eller lavede dem om til moskeer og efterlod spor af deres kultur fx Sahattårnet og moskeen Esma-sultanija bygget i 1753 oven på Sankt Katarina kirken. Efter tyrkernes lange og hårde okkupation, blev byen okkuperet af Østrig-Ungarn i 1878. Deres besættelse, terror og udnyttelse varede til 1918. Under 2. verdenskrig havde byen en meget vigtig rolle - i Sokolskibygningen, bygget i 1878, blev der afholdt den 2. Kongres den 29. november og den 30. november1943, hvor der blev taget vigtige beslutninger. Her i blandt beslutningen om, at der skulle dannes en føderativ stat efter befrielsen, og at Tito skulle udnævnes til marskal, det vil sige øverstbefalende for de væbnede styrker.

Jajce blev befriet den 9. september1944 og efter krigen blev byen udnævnt til museumsby, men foruden den historiske betydning regnes byen også for at være industri-, turist og- kulturby.

Den 27. maj1992 begyndte en ny krig i Jajce, da byen blev erobret af bosniske serbere i 1992, men blev indtaget af den kroatiske hær i 1995. Efter krigen har byen i dag ca. 31.500 indbyggere. Som følge af etnisk udrensning i forbindelse med krigen i 1992-95 bebos byen nu af et flertal af bosniske muslimer, mens andelen af bosniske serbere og bosniske kroater er faldet kraftigt, selvom tilbagevenden er dog lykkedes i nogen grad.

 

     

 

     

 

Vi fandt en P-plads lige uden for byporten og efter at have betalt 1½ Euro for at holde i 3 timer, begav vi os ind i byen. Vi bemærkede hurtigt, at mange af de muslimske indbyggere var meget bange for vores 2 hunde. Det gjaldt dog ikke et par drenge, der kom hen og spurgte "pitbull ?", og som vi så kunne berolige med, at det var helt fredelige franske bulldogs. Så ville drengene gerne klappe vores hunde, ligesom de tog flere bilelder af dem.

Vi slentrede rundt i byen, der virker meget hyggelig og fik bl.a. øl og cola på en fortovsrestaurant. Regningen lød på 10 BAM, svarende til 35 kr. for 3 øl og en cola.

 

           

 

Så forlod vi byen og kørte 6 km østpå mod campingpladsen Plivsko Jezero, som vi fandt uden besvær. Det skyldtes nu ikke Marie, som i løbet af eftermiddagen havde besluttes sig til atter at nedlægge arbejdet.

Vi fandt en plads, hvilket dog ikke var så svært, da der kun var en enkelt hollandsk campingvogn. Senere ankom en fransk og en svensk autocamper. Vi nåede således op på 4 overnattende vogne. Det var ikke højsæson for camping i Bosnien endnu.

Det var heller ikke alt på pladsen der var åbent. En del af toiletterne var lukket ned, ligesom pladsens restaurant endnu ikke var åbnet. Toiletter og bade var i pæn stand og så ud til at være nyrenoverede, dog skulle en del døre lige justeres, da de skrabede mod gulvet og derfor var svære at åbne. Receptionen var også i orden og der blev talt et godt engelsk. Der er ikke plads til så mange camping vogne, og i ADAC-campingbogen angives 40 pladser, Det mener vi nu er ganske forkert, da der efter vores mening sagtens kan være mindst det dobbelte. Pladsen ligger tæt på bademulighed i søen. 

I løbet af eftermiddagen blev det et forfærdeligt tordenvejr med styrtregn, som derefter gik over i almindeligt regnvejr.

 

     

 

Vi snakkede med svenskerne, der kunne fortælle, at de havde været 4 uger i Kroatien, og at det stort set havde regnet hver dag. Det er jo ikke det vejr vi normalt regner med på disse breddegrader, men vi håber på, at det snart vender til solskin.

 

 

Tirsdag den 30. juni 2009

Jajce-Sarajevo

Relativ tidlig afgang fra pladsen og så lige 2-300 meter til højre, hvor vi holdt ind for at se nærmere på et lille kompleks af osmanniske vandmøller. Et flot lille anlæg, hvor der også var en bodega og muligheder for kanosejlads og badning.

 

     

 

     

 

Vi satte kursen tilbage til Jajce og videre mod Sarajevo, hvortil der var omkring 180 km. Det lyder jo ikke af meget, men når vejen er smal og med masser af sving, så tager det sin tid. Helt så slem som gårsdagens tur var den dog ikke.

Ved 15-tiden nærmede vi os Sarajeva og kørte det sidste stykke på det eneste stykke motorvej i landet. Det er på 20 km's længde og snart var vi inde i Sarajevo, der er præget af meget høje bolig- og kontorblokke, både gamle, fra før borgerkrigen, med masser af reparationer fra granater og kugler, samt nye moderne blokke.

 

     

 

Sarajevo har en anslået befolkning på ca. 450.000 og er hovedstad i Bosnien og Hercegovina. Byen ligger i Sarajevo-dalen i den bosniske del af landet, omgivet af de Dinariske Alper og bygget omkring Miljacka-floden. Byen er berømt for sin traditionelle religiøse mangfoldighed, og repræsentanter for islam, katolicisme og østlig ortodoks kristendom har levet fredfyldt sammen i århundreder.

Selvom bosættelserne i området strækker sig tilbage til præhistorisk tid, rejste den moderne by sig som en osmannisk fæstning i det 15. århundrede. Sarajevo har tiltrukket sig international opmærksomhed flere gange gennem sin historie. Den vigtigste var nok i 1914, hvor byen var stedet for mordet på ærkehertug Franz Ferdinand, det mord, der startede 1. verdenskrig. 70 år senere blev Sarajevo værtsby for vinter-OL 1984. I mere moderne tid har Sarajevo gået igennem den længste belejring i moderne militærhistorie under den bosniske krig. Byen slikker stadig sine sår og tilretter sig efterkrigens virkelighed som et større center for kultur og økonomisk fremgang i Bosnien og Hercegovina.

Sarajevodalen har en lang og rig historie, der daterer sig tilbage til den yngre stenalder, da butmir-kulturen blomstrede. Flere illyriske bosættelser eksisterede i området før det blev erobret af Romerriget i år 9 e.Kr. Under de romerske tider eksisterede en by ved navn "Aquae Sulphurae" omtrent hvor nutidens Sarajevo-forstad Ilidža ligger. Efter romerne bosatte goterne sig i området, efterfulgt af slaverne i det 7. århundrede. Under Isa-Beg Isaković, den første osmanniske guvernør i Bosnien-provinsen, blev bosættelsen etableret som en by ved navn "Bosna-Saraj" omkring citadellet i 1461. Navnet Sarajevo stammer fra det tyrkiske "saray ovası", der betyder "marken omkring saray".

Guvernøren sørgede for opførslen af byens gamle bydel indeholdende et vandforsyningssystem, moské, lukket markedsplads, offentligt bad, hostel og guvernørens palads. Gazi Husrev-beg blev udnævt til byens anden guvernør i 1521 og byggede byens første bibliotek, madrassa, sufi-skole såvelsom Sahat Kula-klokketårnet.

I 1697, under den store tyrkiske krig, angreb Prins Eugen af Savoy af det Habsburgske monarki det Osmanniske Rige, og Sarajevo besattes og blev efterladt pestramt og brændt ned til jorden. Byen blev senere genopført, men havde svært ved at komme sig fra ødelæggelsen. Det Osmanniske Rige gjorde Sarajevo til et vigtigt administrativt centrum i 1850, men magtbalancen skiftede da Østrig-Ungarn annekterede Bosnien-Hercegovina i 1878 som en del af Berlin-traktaten og besatte området fuldstændigt i 1908. Sarajevo blev industrialiseret af Østrig-Ungarn, der brugte byen som test-område for nye opfindelser, som sporvognene, før de blev installeret i Wien.

Den 28. juni1914 blev ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans kone Sophie, hertuginde af Hohenberg snigmyrdet i Sarajevo af en serber, Gavrilo Princip, nationalistisk provokatør-snigmorder. I den efterfølgende krig skete de fleste Balkan-offensiver dog omkring Beograd, og Sarajevo slap nogenlunde uskadt gennem krigen. Efter krigen blev Balkanområdet forenet i Kongeriget Jugoslavien, og Sarajevo blev hovedstad i Drina-provinsen.

I april 1941 besatte Nazi-Tyskland Jugoslavien og bombarderede Sarajevo. På denne tid boede der omkring 10.500 jøder i Sarajevo, der, sammen med sigøjnere og ortodokse serbere, blev forfulgt af den kroatiske Ustaše-regerin, hvilket en del af den muslimske befolkning tog del i, eller også blev de transporteret til koncentrationslejre. De jugoslaviske modstandsfolk, anført af Josip Broz Tito, befriede Sarajevo 6. april 1945.

Efterfølgende voksede byen hurtigt, da den blev et vigtigt regionalt industricenter i Jugoslavien. Som en del af byudviklingsplanen fra 1945 blev der opført boligblokke vest for den gamle by som en tilføjelse til Sarajevos arkitektoniske forskellighed. Højdepunktet i byens vækst opnåedes i de tidlige 80'ere, da Sarajevo var vært for vinter-OL 1984.

6. april1992, da den tidligere kommunistiske stat Jugoslavien faldt fra hinanden, blev Sarajevo omringet af den Jugoslaviske Nationalarmé, der belejrede byen indtil alle soldaterne og deres familier blev reddet og evakueret fra de dele af byen, der var i hænderne på de bosniske muslimske paramilitære formationer, der senere omdøbte sig selv til Den Bosniske Hær. Sarajevos belejring, der varede indtil oktober 1995, resulterede i en storstilet ødelæggelse og dramatiske befolkningsskift. Genopbygningen startede da krigen endte med Daytonaftalen i november 1995.

I 2003 var det meste af byen genopbygget eller repareret med kun få tilbageblivende synlige ruiner i byens centrum. Moderne kontorbygninger og skyskrabere er siden blevet opført i hele byen.

 

Vi kørte mod den gamle bydel, hvor vi bl.a. ville se basaren. Vi cirklede en del rundt, men kunne ikke finde nogen P-plads. Selskabet krævede efterhånden, at vi i stedet fandt byens campingplads, og så kunne vende tilbage til centrum næste dag.

Vi kørte derofr vestpå og havde besvær med at finde pladsen, for Marie holdt fridag igen. Det blev sidste gang vi prøvede at få gang i hende, så nu blev hun straffet ved at blive låst inde i boksen.

I stedet konsulterede vi ADAC-Campingbogen og det viste sig faktisk at være ret let at finde frem til Camping Oaze i bydelen Hrasnica. Vi var egentlig allerede kørt lige forbi den på vej ud af byen, men efter at have vendt og atter kørt ind mod centrum, så drejede vi blot af ved et skilt, der viste mod Hrasnica, og straks dukkede pladsen op lige efter krydset.

 

     

 

Vi installerede os og fik en velkomstdrink. Pladsens faciliteter blev besigtiget, og her var der ikke mange point at score. Selv Flemming, der ellers ikke er sart, nægtede at bruge pladsens toiletter, dels fordi der i overvejende grad var tale om ”pedal-toiletter”, men så sandelig også fordi de mildest talt var møgbeskidte. Det samme gjaldt også for pladsens bade. Til gengældt var der et par vaskemaskiner, så der blev vasket lidt tøj.

 

     

 

     

 

Efterhånden var klokken blevet 19 og vi tillod os at fortage turens første restaurationstur til pladsens restauration. Vi bestilte en cola og tre øl, men fik så at vide, at man hverken havde øl eller spiritus. Det skyldes nok, at pladsen var ejet af muslimer, for der var faktisk også en lille moske, der var ved at blive renoveret. Vi fik så 4 sodavand og Nicolai fik grillet kyllingefilet, mens vi andre fik cevapcici (oksekødsruller), der var tilbehør i form af pommes frites med Ajvar (Peberpure) og noget vi mente var en blanding af mayonnaise, yoghurt og fløde ost. Alt dette til en pris af 41 Bam, svarende til ca. 150 kr. Tjeneren fik dog masser af drikkepenge, så der løb lidt ekstra på.

Aftenen gik i øvrigt med kortspil.

 

 

Onsdag den 1. juli 2009

Sarajevo-Blagaj (ved Mostar)

Vi stod tidligt op, og kl. 9.00 kørte vi atter mod Sarajevos centrum. Vi kørte ikke så langt, før vi fandt en P-plads umiddelbart øst for det gamle bycenter. Det var en betalingsplads, og vagten tog sig godt betalt. 5 Euro pr. time, og da vi tog 2 timer, så var det lige 75 kr. Men da vi ikke havde betalt ret meget for campingpladsen, 50 Bam, og endvidere havde sparet udgift til sporvognen fra pladsen til byen, så syntes vi det var OK.

Vi gik vel 200 meter og var så i Sarajevos gamle bydel med basaren. Her var masser af små butikker, delt op efter erhverv. Først faldt vi over kobbersmedene, så guldsmedene og dernæst tøjafdelingen o.s.v.

 

     

 

     

 

     

 

Vi slentrede rundt en times tid og fik derudover også sodavand på en alkoholfri bar. Her var der en løs hund, der var efter vores små kæledækker, men den blev skræmt væk med noget af vores hundedrikkevand.

 

     

 

     

 

Vi gik tilbage til bilen og kørte vestpå ud af Sarajevo. I en af forstæderne fandt vi et supermarked og købte en del mad. Hvilket blev ca. 40 Bam eller omkring 140 Kr. Hjemme ville det være blevet mindst det dobbelte.

Videre gik det mod Mostar og på et tidspunkt kørte langs søen Jablanicka Jezero, som fuldt ud kunne leve op til en tur langs Garda-Søen.

Kl. 14 kørte vi ind i Mostar og fandt en P-plads.

 

     

 

     

 

Mostar ligger ved floden Neretva i Bosnien-Hercegovina 75 km sydvest for Sarajevo. Det er hovedbyen i Hercegovina og der er godt 105.000 indbyggere. Navnet Mostar kommer fra ordet Most, som betyder bro og ordet star, som betyder gammel (gammel bro). Floden Neretva løber gennem byen og deler den i en østlig og vestlig del, med den gamle bro som bindeled mellem de to dele. Mostar var den by i Hercegovina, der var hårdest ramt under krigen, og man kan stadig se sporene efter krigen i gadebilledet, selvom mange bygninger er blevet genoprettet. 

Byen havde før borgerkrigen 1992-95 en blandet etnisk sammensætning (i 1991 34% kroater, 35% bosniske muslimer, 19% serbere og resten jugoslaver i national forstand), men under krigen flygtede de fleste serbere, og byen deltes efter hårde kampe i en bosnisk-muslimsk østlig og en bosnisk-kroatisk vestlig del. Byen havde frem til 1998 bl.a. to forskellige pengesystemer med bosniske dinarer anvendt i den østlige del og kroatiske kuna anvendt i den vestlige del.

Mostar er første gang omtalt i 1452. I 1552 blev byen hovedby i en osmannisk administrationsenhed. Under det østrigske herredømme 1878-1918 var Mostar et center for serbisk og kroatisk opposition. Den gamle bydel blev 1993-95 lagt i ruiner under kampe mellem bosniske kroater og bosniske muslimer. Bydelens osmanniske bro fra 1566, Stari Most, der også gav byen dens navn, blev ødelagt i november 1993 og efter fredsslutningen midlertidig erstattet af en lille midlertidig hængebro. Den osmanniske bro blev genopbygget fra 1999 primært betalt af Norge, indviet i november 2004 og optaget på UNESCO’s Verdensarvliste i 2005.

 

      

 

     

 

Vi vandrede rundt i byen en lille times tid, hvorefter vi kørte videre til en lille by, Blagaj, 12 km sydvest for Mostar. Her er der nemlig ikke mindre end 2 campingpladser, En stor plads, Camp Wimbledon, et lille stykke uden for byen, og en meget lille plads, River Camp, inde midt i byen. Hjemmefra havde vi valgt den lille plads, hvilket vi ikke kom til at fortryde. Det var den mindste plads vi nogensinde har besøgt, men det var også den smukkest beliggende, lige ned til floden Buna. Her var der allerede et par fransk-canadier, og senere ankom et par slovenere.

 

     

 

     

 

Om eftermiddagen snakkede vi vel et par timer med pladsens ejer, Klepo Nedžad, som havde været bosnisk soldat under borgerkrigen. Han fortalte om landets situation i dag og hvad han håbede på i fremtiden. Det blev en meget spændende samtale.

Se mere under www.camping-blagaj.com

 

     

 

Blagaj er en gammel by med ca. 3.000 indbyggere, beliggende ca. 12 km sydøst for Mostar og ca. 45 km fra Adriaterhavet. Floden Buna løber gennem byen, og dens kolde vand (8 gr. C) er medvirkende til, at der virker friskt selv på varme sommerdage. Floden vælder frem fra en klippe i byen og er en af Europas vandrigeste kilder med ikke mindre end 43.000 liter vand i sekundet.

 

     

 

Kl. 20 begav vi os over broen til den anden side af floden, hvor der lå en restaurant. Vi bestilte alt for meget mad, og det selv om tjeneren misforstod os og glemte et par retter. Det blev et festmåltid, der kunne leve op til alle de Michelin-stjerner, der kan opdrives. Vi skulle af med 71 Bam (ca. 270 kr.), men gav så rigeligt med drikkepenge, at vi alle fik personlige håndtryk og klap på skulderen af tjeneren, da vi forlod stedet. 

 

 

Torsdag den 2. juli 2009

Blagaj-Orebic

Hundene ville gerne lige ud ved 6-tiden, hvor der lå et smukt tågeslør over floden, men ellers sov vi til kl. 8 og da vi stod ud af vognen, lød der et højt ”Good morning” fra den anden side af floden. Det var vores tjener fra i går, der venligt hilste på os. Der havde vist været rigeligt med drikkepenge.

 

     

 

Mens Lone var i bad, gik jeg og forberedte morgenmaden, men blev så ”forstyrret” af vores vært, der gerne ville have et spørgeskema retur, som vi havde udfyldt om aftenen. Atter masser af snak, så Lone blev badet færdig og lavet morgenmad, inden jeg fik vristet mig fri. Efter morgenmaden gjorde vi så vognen køreklar og betalte 22 Euro for denne udmærkede plads. Vi blev gelejdet ud af mester selv, da man var lidt bange for den smalle indkørsel (3,10 m), men der var slet ingen problemer. Denne plads vil vi anbefale på det varmeste. En hyggelig og meddelsom og meget snaksalig vært, betyder, at man kommer langt mere ind på livet af bosnierne end normalt. 

Så kørte vi ind til centrum af byen, hvor vi stille Speedy på en P-plads for at gå ned at se nærmere på floden Bunas udspring. Det er utroligt, at det er Buna, der blot få tusind meter fra sit udspring, er en rivende flod, når den løber forbi campingpladsen. Det har dog sin forklaring, for ud af et hul i klippen fosser en af Europas vandrigeste kilder, med ikke mindre end 43.000 liter pr. sekund. Fra en bro, der gik over floden, havde man en flot udsigt ind i hullet hvorfra vandet fossede ud. 

 

     

 

     

 

På vej tilbage passerede vi et lille museum bestående af en række osmanniske huse, som ligger lige ned til floden. Først gik vi en tur i haven, hvor der var dejlig køligt, og så kiggede vi ind i et af husene, hvor man dog kun havde adgang til et enkelt rum. Prisen var til gengæld også kun 2 Euro pr. person. Det var en dreng på 12-13 år, der solgte billetter og som talte et flot engelsk. Han fik 10 Euro og beklagede meget at han ikke havde penge, så han kunne give tilbage. Vi sagde at overskuddet kunne han beholde som drikkepenge, hvilket han takkede meget for.

 

     

 

     

 

Så var det blevet tid til at sætte kursen mod Adriaterhavet, og den kroatiske grænse, som vi nåede efter ca. en times kørsel. Paskontrollen var noget lempeligere her en da vi kørte ind i Bosnien. Ingen gad se vores pas, hverken bosniere eller kroater. Få hundredemeter inden vi kørte ind i Kroatien, begyndte det styrte ned. Der var vist noget om at sommeren havde svært ved at bide sig fast i landet. Det varede dog ikke længe inden der atter kom hul i skyerne og solen skinnede på os. 

Vi var nu ankommet til det store Neretva-delta, som vi selv ynder at kalde ”Kroatiens grønne Spisekammer”, for en stor del at landets grøntsager kommer fra dette sted. Der er masser af boder langs vejen, der sælger frugt og grønt, men det har vi til gode til turen hjemover igen.

 

     

 

Vi drejede syd over mod Dubrovnik, og kort efter kørte vi atter ind i Bosnien ved havnebyen Neum. Det er nemlig sådan, at Bosnien ved fredsslutningen i 1995 fik tilegnet en strimmel på 9-10 km’s bredde ud til Adriaterhavet, hvorved den sydligste del af Kroatien blev delt i to stykker. Da vi kørte ind og ud af dette lille stykke Bosnien, var det atter meget sløjt med paskontrollen. Ved begge kontrolposter kørte man blot ind i en bane, hvorpå der stod ”Transit”, og gled uhindret igennem. Da vi sidst var her for 7 år siden, var der langt mere omfattende kontrol.

I Neum holdt vi ind ved et supermarked og fik brugt en del af vores bosniske valuta. Det viste sig dog, at vi stadig havde en del tilbage.

Vi fortsatte mod Dubrovnik, men hvor halvøen Peljezac har landfæste, ca. 60 km nord for Dubrovnik, drejede vi af mod byen Ston. Ved denne by har man i middelalderen bygget en mur tværs over halvøen, en slags kinesisk mur, for at holde osmannerne ude. Vi besluttede dog at vente med at se på dette bygværk til tilbageturen, hvorfor vi fortsatte mod Orebic, hvor vi havde udset os Camping Nevio.

Vel nået frem til campingpladsen fik vi et par valgmuligheder tæt på strande, men det viste sig desværre, at vores bil var for stor. Atter snakkede vi med receptionisten, som så sagde, at vi kunne få plads 22, men da vi kom frem til denne, så stod der en tysk familie, der allerede havde fået pladsen. Nu gad vi ikke længere køre rundt på pladsen, hvor vejene er meget smalle, så i stedet kørte vi gennem Orebic og til en plads, der skulle ligge ca. 6 km på den anden side af byen, og have 4 stjerner.  Det sidste stykke frem til pladsen foregår på en 1,5 km lang kystvej, hvor det kun sjældent er muligt at passere modkørende biler. Heldigvis var vi heldige kun at møde en enkelt, og heldigvis på et sted, hvor der var vigeplads. Vel fremme ved Camping Antony Boy, i Viganj, blev vi modtaget af en sød engelsktalende receptionist, som gik med os ind på pladsen og viste os et sted, tæt på vandet, hvor vi kunne holde under nogle skyggegiven­de træer. Helt OK.

 

     

 

Vi fik gjort Speedy klar til at holde fri, drak velkomstchampagne, trak i badetøjet, og begav os til stranden, der godt nok lå på den anden side af vejen, men da der praktisk taget ikke var nogen trafik, betød det i realiteten ikke noget.

Nicolai var først i bølgerne, så fulgte Flemming, der efterfølgende overtog hundene på stranden, så Lone kunne komme ud at svømme. Camilla blev den sidste, da hun syntes vandet var lidt koldt, hvilket ikke var tilfældet, når man først var kommet under. De sidste i vandet var Coco og Louis, som ikke var så begejstrede over at blive båret ud og sat ned i vandet 10 meter fra land. Begge svømmede hurtigt ind til bredden, men Louis forsøgte dog atter selv med at komme ud til Camilla, hvilket lykkedes for ham, hvorefter han godt ville tages op af det våde element.

 

     

 

     

 

Efter badeturen var der en kort hyggestund, hvorefter Flemming begyndte at lave mad.

Det var blevet sent, og da der var en stor opvask, Flemming også skulle klare, så blev der ikke tid til kortspil denne aften, for der skulle skrives turberetning.

 

 

Fredag den 3. juli 2009

Orebic

Dette blev en ren dasedag med badning, solbadning, spisning, kortspil o.s.v.

Camping Antony Boy er beliggende på et langt jævnere terræn, end den plads vi ellers havde udset os, så det er langt lettere at navigere rund. Der er dog tale om en let terrassering, så stort set alle pladserne har udsigt ud over sundet mellem halvøen Peljezac og øen Korcula. Der er omkring 200 uparcellerede pladser og bad-/toiletbygningerne er fornyet inden for de sidste år, og er meget flotte. Pladsen ligger ned til havet, adskilt af en smal vej, der dog ikke er meget trafikeret. Stranden er ca. 1,5 km lang, og består af småsten. Bemandingen i receptionen var upåklageligt med unge medarbejdere der talte et udmærket engelsk, ja en enkelt endog et fejlfrit amerikansk.

Eneste to klager vi havde over pladsen var et manglende marked, da der var langt til nærmeste indkøbsmulighed. Det var dog muligt at få morgenbrød og mælk i receptionen, hvis man var tidligt oppe. Endvidere modtog man ingen former for kreditkort, hvilket også må betegnes som en fejl nu om dage.

 

      Videre til del 2